Autostole op til 15 måneder: Sådan vælger du | Forbrugerrådet Tænk
Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Autostole op til 15 måneder: Sådan vælger du

Autostole til babyer og små børn findes der mange af, men hvordan vælger du den rigtige til netop dit barn? Sådan vælger du autostol op til 15 måneder.
Af Tage Majland
22. Maj 2018
Til de mindste børn: Isofix-autostole er ofte sikrest
Foto: iStock

Autostole isofix er ofte sikrest, men også dyrest

Isofix er en teknik til at sætte autostolen fast i bilen. Autostole med isofix er generelt mere sikre, og de er lettere at installere i bilen. Løsningen er imidlertid også lidt dyr. Har du isofix i bilen, er det dog en rigtig god ide at vælge en autostol med isofixbase.

Basen til autostolen monteres i isofix-beslagene. Så behøver du bare at klikke stolen fast i basen, når I skal ud at køre. Hvis du kører ofte, og tit tager autostolen med ind i eksempelvis butikker og daginstitutioner, kan det være en fordel at vælge en autostol med en base.

Isofix-stolene er kun godkendt til bestemte biler. Tjek derfor om din bil er godkendt til den stol, I kigger på. Tænk også på, om der er bedsteforældre eller andre, der ofte kommer til at have barnet med i bilen. Du finder typisk oplysninger på forhandlerens, importørens eller producentens hjemmeside. Spørg i butikken, hvis du er i tvivl.

Se de testede autostole til små børn her, og filtrer efter isofix

i-Size er en ny standard

i-Size hedder den nye standard for godkendelse af sikkerhedsudstyr til børn i biler. Den omfatter endnu kun nye autostole, der fastgøres med isofix-beslag, og skal på sigt erstatte de nuværende godkendelser.

Størrelsen af stolen skal du være opmærksom på ved køb af stol med i-Size, da nogle er godkendt op til 75 cm og andre til 85 cm. Børnene vokser hurtigt ud af de mindste af autostolene.

Læs mere om i-Size-standarden, og hvad den betyder for ældre autostole

Se de testede stole med i-Size her ved at vælge det i filterfunktionen

Uden isofix er det billigere

Selemonterede autostole er en billigere mulighed – og løsningen for dig, der ikke har isofix i bilen.

Kører du ikke så ofte, kan du vælge en autostol uden base, hvor stolen i stedet spændes fast med bilens 3-punktssele.

Se alle testede autostole til de mindste børn her