Kan du fortryde en aftale lavet over telefonen?
Kan du komme ud af en aftale, som er indgået over telefonen? Få svaret her.
Spørgsmål fra et medlem:
Kan jeg fortryde en aftale, som jeg har indgået telefonisk?
Jeg har på nettet udfyldt en kontaktformular og har telefonisk indgået en aftale om rådgivning om en kost- og livsstilsændring. Rådgiveren vil gerne have, at jeg godkender og betaler med det samme, hvilket jeg gør, mens hun er i røret.
Prisen er 500 kroner i startgebyr og en fast månedlig betaling på 1.100 kroner i en bindingsperiode på 4 måneder. Der går ikke mere end en dag, så modtager jeg en masse skemaer over ting, jeg skal spise, og programmer med træning – det havde jeg udtrykt til rådgiveren, at jeg ikke var interesseret i.
I det hele taget får jeg slet ikke den hjælp, som jeg har brug for. Der er nu gået 5 dage, og jeg vil gerne fortryde mit køb. Hvordan er jeg stillet?
– Nina Toft, Viborg
Svar fra Forbrugerrådet Tænk:
Som jeg forstår det, så er der tale om, at du har indgået aftalen om kost- og livsstilsændringen over nettet og telefonisk, og det betyder, at aftalen er indgået ved fjernsalg og dermed reguleret af forbrugeraftaleloven.
Det følger af forbrugeraftalelovens § 18,stk. 1, og § 19, at man som forbruger har 14 dages fortrydelsesret, når aftalen med den erhvervsdrivende er indgået ved fjernsalg.
Ved aftaler om tjenesteydelser løber denne frist fra den dag, hvor aftalen blev indgået. Hvis du stadig gerne vil fortryde, vil jeg derfor anbefale, at du hurtigst muligt på skrift meddeler firmaet, at du vil fortryde.
Du kan læse mere om fortrydelsesretten, når du handler på nettet, og dine øvrige rettigheder her.
– Emil Kierkegaard Obelitz, stud.jur.
Hvad har du ret til, hvis virksomheden går konkurs?
Når en virksomhed går konkurs, er du som kunde dårligt stillet, og det er kun i få tilfælde, at du kan få dine penge tilbage.
Hvad gør du, hvis du mister din kvittering?
Din kvittering er dit bevis for, at du har købt en vare. Men hvad gør du, hvis din bon er blevet væk?
Morten vandt tvist om returnering af iPad
Hos Humac mister en iPad købt på nettet værdi, så snart du tager den ud af emballagen.