Tillægsforsikringer: Kan det betale sig for dig?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Skal du købe en tillægsforsikring?

Køber du mobiltelefon, et tv eller hårde hvidevarer, får du ofte tilbudt en tillægsforsikring. Men er tillægsforsikringer pengene værd? Få svaret her.

Lindi Winkel · Foto: Getty Images · 12. januar 2024
Kvinde holder en ødelagt iphone

Spilder du kaffe i din computer, eller taber du din mobiltelefon på gulvet? Så kan du muligvis få repareret eller udskiftet elektronikken, hvis du har en tillægsforsikring til det specifikke produkt.

En tillægsforsikring dækker kun det produkt, den er købt til. Her vil den til gengæld typisk dække i op til fem år, efter du har købt varen.

Men tillægsforsikringer kan ofte være spild af penge. Bliv klogere på, hvorfor – og på, hvad du kan gøre i stedet for at købe en tillægsforsikring.

Du har to års reklamationsret

Er din vare i stykker, eller er der fejl ved den? Købeloven giver dig ret til at klage over fejl og mangler ved varen, som viser sig senest to år efter købet.

Er varen gået i stykker, fordi du har brugt det forkert? Så dækker reklamationsretten ikke. Her kan en tillægsforsikring i nogle tilfælde sikre, at din vare bliver repareret eller erstattet med en ny.

Dækker tillægsforsikringen længere end reklamationsrettens to år? Så overvej sandsynligheden for, at din vare går i stykker i tiden mellem reklamationsrettens ophør og tillægsforsikringens ophør, og vær opmærksom på eventuelle vilkår om afskrivning og selvrisikoens størrelse.

Din indboforsikring dækker måske allerede elektronikken

Din indboforsikring kan indeholde en elektronikforsikring. En elektronikforsikring dækker som udgangspunkt alle dine elektroniske apparater i hjemmet – for eksempel vaskemaskinen og alle computere, tv og mobiltelefoner.

En elektronikforsikring kan være et bedre alternativ til at købe tillægsforsikringer til hvert enkelt stykke elektronik.

Tjek i dine forsikringsbetingelser for at se, om du har en elektronikforsikring inkluderet i din indboforsikring, eller om den er mulig som tilvalg.

Har du allerede en elektronikforsikring i din indboforsikring, eller overvejer du at købe en, så find svar på disse spørgsmål for at undgå overraskelser og for at kunne vælge en passende forsikring til dig:

  • Hvad koster det at få en elektronikforsikring til din indboforsikring?
  • Hvor høj er selvrisikoen? Selvrisikoen er beløbet, du selv betaler ved en skade. 
  • Er alle typer af elektronik i hjemmet dækket? Eksempelvis både tv, hårde hvidevarer, køkkenmaskiner og mobiltelefoner?
  • Dækker forsikringen hændelige uheld? Hændelige uheld er, hvis ingen personer kan bebrejdes den skade, som er sket.
  • Er der vilkår om afskrivning og undtagelser, hvor forsikringen ikke dækker? Eksempelvis hvis computeren rammes af et virusangreb? Eller hvis din vare er over en bestemt alder?

Svar på spørgsmålene finder du i de konkrete forsikringsbetingelser eller ved at kontakte forsikringsselskab.

I disse tilfælde kan en tillægsforsikring give mening

I få tilfælde kan en tillægsforsikring til et stykke elektronik give mening.

Overvej følgende spørgsmål:

  • Hvor høj er risikoen for, at produktet går i stykker? Den er måske højere, hvis varen eksempelvis skal bruges af et barn.
  • Hvad koster varen? Er varens pris så høj, at du vil have svært ved selv at betale for en ny, hvis varen går i stykker?
  • Hvor høj er prisen på tillægsforsikringen i forhold til varens pris? Koster tillægsforsikringen meget i forhold til varens nypris, og er der tale om et produkt, som hurtigt falder i pris på markedet?
  • Hvor høj er selvrisikoen ved tillægsforsikringen? Har du i forvejen en elektronikforsikring til din indboforsikring, er indboforsikringens selvrisiko måske højere end tillægsforsikringens selvrisiko?

Er risikoen for, at varen går i stykker, høj? Og er selvrisiko og pris for tillægsforsikringen lav? Så kan det måske give mening at købe en tillægsforsikring.

Skal du købe udvidet garanti?

I nogle tilfælde, fx når du køber vaskemaskiner, kan du blive tilbudt at tilkøbe en udvidet garanti. Det kan koste et beløb eller du kan opnå den udvidede garanti ved at registrere dit produkt.

Betaler du for en udvidet garanti på et produkt svarer det til at købe tillægsforsikring, kan du gøre dig nogle af de samme overvejelser, som hvis du bliver tilbudt en tillægsforsikring.

Du har 14 dages fortrydelsesret på tillægsforsikringer

Har du købt en tillægsforsikring, har du 14 dages fortrydelsesret. Kommer du hjem med en tillægsforsikring, kan det derfor godt betale sig at undersøge, om den er nødvendig.

Når en forhandler vil sælge dig en tillægsforsikring, har du ret til at få en række oplysninger udleveret på skrift, bl.a.:

  • Vejledning om din ret til at få forsikringsbetingelserne på skrift
  • Vejledning om forsikringens dækning og løbetid
  • Vejledning om din mulige dækning af skader af andre forsikringer
  • Oplysning om, hvordan og hvor du klager
  • Oplysning om, butikken modtager provision for at sælge dig forsikringen

Sådan klager du over en afgørelse

Har du en tillægsforsikring, og har du forsøgt at bruge den til at få erstatning for et ødelagt produkt? Og har forsikringsselskabet ikke givet dig den erstatning, du mener at have krav på? Så kan du klage.

Send først en skriftlig klage til forsikringsselskabet, som du har tillægsforsikringen hos. Gem altid dokumentation for din klage.

Kan I ikke blive enige, så kan du klage til Ankenævnet for Forsikring.

Forbrugerrådet Tænk mener: Tillægsforsikringer er ofte spild af penge

Forbrugerrådet Tænk fraråder dig i udgangspunktet at købe tillægsforsikringer i detailhandlen. Tillægsforsikringer er ofte spild af penge, bl.a. fordi reklamationsretten i forvejen dækker mange af de tilfælde, tillægsforsikringen dækker, inden for de første to år, og i øvrigt kun gælder det enkelte produkt. I stedet for en dyr tillægsforsikring kan du overveje at købe en elektronikforsikring som tillæg til din almindelige indboforsikring.
Elektronikforsikringen omfatter som udgangspunkt alle husets elektroniske produkter til en lavere pris, end det ville koste at købe tillægsforsikringer til hvert enkelt produkt.
– Jakob Steenstrup, seniorjurist hos Forbrugerrådet Tænk