5 vigtige overvejelser, inden du køber hus eller lejlighed
Her er de ting, du skal overveje, før du beslutter dig for at låne penge til en ny bolig.
Køber du et hus eller en lejlighed, er det en stor investering. Det vil påvirke din økonomi i mange år fremover.
Hvad skal du tænke på, før du investerer i et nyt hjem? Her er 5 ting, der er vigtige at få styr på, før du skriver under på købsaftalen.
1. Pris: Hvor meget kan du købe for?
Købsprisen på dit nye hjem har stor betydning for, hvor mange penge du skal betale for at bo i huset eller lejligheden hver måned.
Køber du bolig, skal du nemlig tage et eller flere lån.
Banken vurderer din økonomi og fortæller dig, hvor mange penge de vil låne dig til at købe hus eller lejlighed for. Som tommelfingerregel skal du ikke låne mere end 2,5-3 gange din husstands årlige bruttoindtægt, det vil sige din eller jeres indkomst før skat.
Dit eller jeres rådighedsbeløb ser banken også på. Rådighedsbeløbet skal være 5.000-6.000 for én person, eller 8.500 - 10.000 kroner om måneden for samlevende par. Læg dertil 2.500 kroner per barn.
Udgifterne til realkreditlån og banklån er afgørende for, hvordan dit budget kommer til at hænge sammen i dit nye hjem.
Læg et budget og tag stilling til, om du realistisk set kan leve på det budget, uden livet bliver for surt.
2. Beliggenhed: Hvad koster stedet i tid og penge?
By, provins eller på landet? Når du skal vælge, hvor du vil bo, er det ikke kun prisen på boligen, du skal tænke over.
Større byer er for det meste dyrere at bo i end på landet, fordi priserne på lejligheder og huse er højere.
Flytter du uden for byerne, kan du måske spare på boligprisen. Vær dog opmærksom på, at banken ofte er mere forbeholden over for at låne dig penge til en bolig i et yderområde end i byen.
Transport til arbejdet kan til gengæld godt løbe op, hvis I bor på landet. Måske skal I sætte et stort beløb af til billetter til bus og tog, eller I skal købe en bil eller 2.
En bil koster nemt 50.000 kroner om året, når du medregner vedligeholdelse, finansiering og afskrivninger. For samme beløb ville du årligt kunne afbetale og afdrage på et realkreditlån på næsten 1 million kroner.
Transporttid skal du også overveje. Har du for eksempel tid og råd til at bruge en time i transport til og fra arbejde hver dag?
3. Størrelse: Hvad er dit pladsbehov på sigt?
Boligens størrelse er vigtig at overveje, for dit behov kan ændre sig med tiden. Overvej, hvordan du forestiller dig, at din situation ser ud om 5 og 10 år.
Planlægger du at få (flere) børn, kan du få brug for at bygge ud. Men det kan være dyrt, og det er ikke sikkert, at det kan betale sig.
Planlægger du, at børnene snart flytter hjemmefra, kan det omvendt være dyrt og besværligt med et hjem, der er for stort.
Omkostningerne i forbindelse med salg og køb af bolig kan nemt løbe op i over 100.000 kroner blot til ejendomsmægler, dokumenter og selve flytningen. Dertil kommer maling, møbler og andre ekstraudgifter.
4. Finansiering: Hvilket lån skal jeg vælge?
Køber du en ejerbolig, skal du ifølge loven selv lægge en udbetaling på 5 procent af købssummen. Resten af købsprisen kan du låne til hos et realkreditinstitut og banken.
Realkreditlån har den laveste rente og de laveste omkostninger, men du kan kun låne 80 procent af købssummen hos realkreditinstituttet.
Banklånet kan dække de sidste 15 procent af købsprisen, men lånet er dyrere i rente end et realkreditlån.
Realkreditlån kan enten være fastforrentet, så du betaler samme rente i hele lånets løbetid, eller det kan være med fleksibel rente, et såkaldt Flexlån.
5. Timing: Er det nu, du skal købe?
Boligmarkedet er aldrig til at spå om. Derfor kan det være yderst risikabelt spekulere i, hvad du kan få i fortjeneste, når du sælger boligen igen.
Boligen skal derfor passe til din livssituation – nu og på sigt. Det er heller ikke sikkert, at du kan få solgt din bolig fra den ene dag til den anden.
Hus eller lejlighed skal du derfor kun købe, hvis det er et sted, du gerne vil bo i længere tid. Hvis du ikke er sikker på, at du vil blive boende i længere tid, kan det ofte bedst betale sig at leje en bolig.
Forstå de nye boligskatteregler med 5 eksempler
Nye boligskatteregler er på vej. Bliv klogere på, hvad det kommer til at betyde for dig som boligejer med fem konkrete eksempler.
Her får du de billigste boliglån
Flere banker har sænket renten på boliglån til dig, der skal købe en bolig, og ’det dyre banklån’ er lige nu relativt billigt i nogle banker, viser vores test. Se, hvor du kan finde det bedste og billigste boliglån.
Her får du de billigste og bedste prioritetslån
Prioritetslånet er bankernes alternativ til realkreditlånet, som giver dig en højere grad af fleksibilitet. Og lige nu kan de bedste prioritetslån sagtens konkurrere med realkreditlånet. Vi har testet prioritetslån – find de billigste her.