Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Manglende kontrol med sundheds-apps

Markedet for sundhedsapps eksploderer, men lovgivningen på området er mangelfuld. Det kan gå ud over brugernes sikkerhed, skriver magasinet Forbrugerrådet Tænk
Af Forbrugerrådet Tænk
8. September 2015
Manglende kontrol med sundhedsapps
Foto: iStock

En tæller kalorier, en anden måler din puls. Nogle hjælper med at holde styr på blodsukkeret, og ved hjælp af kameraet kan du tjekke modermærker for kræft. Der findes nu mere end 100.000 apps om sundhed på markedet, og hver dag kommer der nye på markedet. Men selvom flere apps bruges i forbindelse med alvorlige sygdomme som kræft og sukkersyge, så er lovgivningen på området stærkt mangelfuld.  Det skriver magasinet Forbrugerrådet Tænk. Derfor skal du som forbruger ikke stole blindt på din app, lyder rådet.

Mangler lovpligtigt CE-mærke

Lover din app, at den er i stand til at behandle, forebygge eller diagnosticere, så falder den ind under kategorien ’medicinsk udstyr’, og er omfattet af EU’s retningslinjer på området. Det betyder også, at den skal være udstyret med det lovpligtige CE-mærke.
Imidlertid viser en analyse i et speciale lavet af Faisal Kamal, der er cand. Scient i lægemiddelvidenskab, at de kun sjældent bliver mærket.

 I specialet er 280 apps blevet undersøgt. 112 af dem falder med al sandsynlighed ind under kategorien ’medicinsk udstyr’, men ingen af de 112 apps er CE-mærket. Desuden fandt Faisal Kamal tegn på at 85 procent af appudviklerne ikke har nogen medicinsk baggrund. Det er en problematisk situation, mener seniorrådgiver for sundhedspolitik hos Forbrugerrådet Tænk, Sine Jensen.

"Forbrugerne har en forventning om kontrol på området. Sker det ikke, kan vi ende med en farlig cocktail af ukritiske forbrugere og usikre apps," siger hun.

Brug apps med omtanke

Selv når man bruger en app med CE mærket, er der grund til at være på vagt, advarer Forbrugerrådet Tænk. Det er nemlig virksomhederne selv, som sætter mærket på produkterne, og oplysningerne kontrolleres kun via stikprøver. Og Sundhedsstyrelsen til magasinet Forbrugerrådet Tænk, at man har nedprioriteret  at lave stikprøvekontroller af CE-mærkningerne.

"CE-mærkningen er bedre end slet ingen mærkning, men den kan give falsk tryghed. Med mærkningen får forbrugerne et indtryk af, at alt er testet og kontrolleret. Det er det bare ikke," siger Sine Jensen.

Derfor råder Sine Jensen forbrugerne til at bruge de mange apps med omtanke. En app er et fint værktøj til at tælle kalorier, hvis man gerne vil smide et par kilo, eller til at hjælpe diabetikere til at passe bestemte spisetider. Men når det får karakter af selvtest, skal man være på vagt.

"Man kan aldrig teste sig rask, og hvis man har et sundhedsproblem, skal man gå til sin læge," siger hun til magasinet Forbrugerrådet Tænk.