Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Kampagne om økonomi bryder tabu og hædres med pris for kreativ formidling

Fredag aften blev kampagnen ”Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj” hædret med en pris ved uddeling af reklamefilmprisen True Award. Kampagnens tre prisvindende kortfilm handler om de svære følelser og situationer, der opstår mellem venner, familie og kærester, når pengene ikke slår til, og der ikke er nogen at snakke med.
2. November 2019
Tal om din økonomi
Foto: Forbrugerrådet Tænk

Mange unge synes, at økonomi er svært at håndtere og svært at snakke om. Økonomi er privat, og det er forbundet med skam ikke at have styr på pengene. Og at ændre økonomiske vaner er en svær øvelse.

Det kan betyde, at forbruget løber løbsk, og at det er svært at sige fra til at deltage i aktiviteter, selvom der ikke er flere penge på kontoen. Og minus på kontoen betyder, at mange unge døjer med fx søvnløshed, dårligt helbred, konflikter og isolation fra familie, venner og kæreste.

Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden har siden september 2018 kørt kampagnen ”Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj” for at få unge til at snakke om økonomi og ikke gå alene med deres økonomiske bekymringer.

Kampagnen er fredag aften blevet hædret med en pris til reklamebranchens prisuddeling, The True Award. Og en evaluering viser, at kampagnen har effekt på målgruppen.

Kampagne får unge til at tale om økonomi

En ny YouGov-undersøgelse, som Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden har fået lavet, viser, at 45 procent af de 18-30-årige danske unge synes, det er svært at tale om privatøkonomi med deres venner. Lidt færre (33 procent) synes, det er en svær ting at tale med deres forældre om. Den positive nyhed er, at mange gør det alligevel.

Forbrugerrådet Tænk og TrygFondens kampagne ’Tal om din økonomi, før prisen bliver for høj’ har nemlig fået mange unge til at tage hul på den svære samtale om økonomi. Den seneste kampagnemåling foretaget af YouGov viser, at 35 procent af de 18-30-årige husker at have set kampagnen. Heraf har hver fjerde (28 procent) taget en snak om økonomi med deres nærmeste på baggrund af kampagnen. Det svarer til 96.000 unge.

Vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Mette Raun Fjordside, er glad for, at kampagnen har fået mange unge til at skride til handling:

”Vi er glade for at modtage The True Award-prisen for vores tre kampagnefilm. Sådan en anerkendelse fra den kreative branche gør os selvfølgelig stolte. Men endnu mere glade er vi for, at unge tager filmenes budskab til sig og får hul på bylden og begynder at tale om det, når økonomien bøvler. Vi ved, det ikke er nemt, men det er så utrolig vigtigt,” siger Mette Raun Fjordside.

Hvorfor skal vi tale om økonomi?

Med forskellige historiefortællinger skildrer kampagnens kortfilm ungdomslivet og de udfordringer, der er forbundet med ikke at snakke med sine nærmeste om ens bekymringer. I filmene kommer både venskaber, kæreste- og familieforhold på prøve, når pengene slipper op.

Kampagnens budskab er, at det er vigtigt at tale åbent om rod i privatøkonomien, hjælpe hinanden med at sige fra over for overforbrug og søge hjælp i tide.

Rie Odsbjerg Werner, direktør i TrygFonden, fortæller:

”Unge, der ikke har nogen, de kan drøfte økonomi med eller spørge til råds, har langt større risiko for at ende i betalingsproblemer end unge med et stærkt netværk. Derfor er det rigtig positivt, at vi er i gang med at bryde tabuet om dårlig økonomi. Det er uhyre vigtigt, at vi tør spørge ind til og tilbyde hjælp til mennesker omkring os, som, vi oplever, er kommet ud i økonomiske problemer,” siger Rie Odsbjerg Werner.

Fakta om projektet, filmene, The True Award og YouGov-undersøgelsen

Fakta om projekt Plus på kontoen

Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden arbejder i partnerskabet ’Plus på kontoen’ på at sikre økonomisk trivsel og forebygge gældsproblemer blandt 18-30-årige.

Partnerskabet gennemfører kampagner på sociale medier, besøger uddannelsessteder og afholder seminarer og debatter, hvor vi samler forskellige aktører for at diskutere de samfundsmæssige konsekvenser og ansvar og finde konkrete løsninger på unges økonomiske udfordringer.

www.pluspåkontoen.dk findes inspiration til at få hul på snakken om økonomi for både unge og forældre.

Fakta om kampagnens prisvindende kortfilm

Titel: Venskabet / Venskabet – Den anden side / Alene
Annoncør: Forbrugerrådet Tænk & TrygFonden
Bureau: The Unicorn
Producent: New Land / Bacon / The Unicorn
Producer: Benjamin Muasya / Laura Valentiner-Bohse & Birgitte Rask / Sandra Heavey
Art director: Thomas Pries
Tekstforfatter: Peter Metcalfe
Instruktør: Daniel Kragh-Jacobsen / Cecilie McNair / Anders Walter

Filmen ”Venskabet” kan ses her: https://youtu.be/iBrvbM8vA3M
Filmen ”Venskabet - Den anden side” kan ses her: https://youtu.be/yxn8rGjSyw8
Filmen ”Alene” kan ses her: https://youtu.be/9WZCNaA0_wI

Fakta om The True Award

The True Award arrangesres af Producentforeningen og Dansk Annoncørforening i samarbejde med Kreativitet & Kommunikation. Ambitionen med True Award er at sætte fokus på de bedste danske reklamefilm.

Filmserien ’Tal om din økonomi’ vandt guld i kategorien ’Bedste Filmkampagne/Long’ til True Award-showet 2019.

Kategorien ’Bedste Filmkampagne/Long’

I filmkampagne-kategorien fejres den tv-, biograf- eller onlinefilmkampagne over 60 sekunder, der samlet holder det højeste niveau i idé og eksekvering. Det er arbejde, der viser et højt niveau af historiefortælling målrettet tv, biograf eller online platforme.

Fakta om YouGov-undersøgelsen

Der er gennemført online spørgeskema via YouGov blandt 501 unge mellem 18-30 år. Data er vægtet på køn og alder. 

Undersøgelsen er gennemført i september 2019 og udarbejdet af analysebureauet It’s a Fact for Forbrugerrådet Tænk og TrygFonden.

For yderligere information kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16.