Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Forbrugerrådet Tænk ansætter nye politiske chefer

Helle Agerdal Olsen og Uffe Krag er ansat som politiske chefer i afdelingerne ”Bæredygtigt forbrug” og ”Trygt forbrug” i Forbrugerrådet Tænk. De skal fremover være drivende kræfter i arbejdet for at sikre bedst mulige forhold for danske forbrugere inden for en bred vifte af forbrugerpolitiske områder.
6. April 2021
Forbrugerrådet Tænk ansætter nye politiske chefer

Forbrugerrådet Tænk har ansat to nye politiske chefer. Det er henholdsvis Helle Agerdal Olsen og Uffe Krag, som 1. maj begynder som politiske chefer i organisationen.

Helle Agerdal Olsen bliver afdelingschef for afdelingen ”Bæredygtigt forbrug”, og Uffe Krag bliver afdelingschef for afdelingen ”Trygt forbrug”.

Helle Agerdal Olsen er 41 år, uddannet cand.merc.IBS fra CBS og kommer fra en stilling som kontorchef med ansvar for energieffektivisering i Energistyrelsen.

Uffe Krag er 33 år er uddannet cand.scient.pol fra Københavns Universitet og kommer fra en stilling som leder af overenskomst- og forhandlingsområdet hos fagforeningen Socialpædagogerne.

Direktør i Forbrugerrådet Tænk Mads Reinholdt glæder sig over ansættelsen af de to nye politiske chefer:

”Vi er rigtig glade for ansættelsen af Helle Agerdal Olsen og Uffe Krag, der som politiske chefer kommer til at være drivende på den politiske interessevaretagelse og de forbrugerrettede projekter i Forbrugerrådet Tænk. Varetagelsen af forbrugernes politiske interesser over for de politiske beslutningstagere er vigtigere end nogensinde og samtidig driver og udvikler vi flere og flere projekter, der helt konkret giver forbrugerne handlekraft i hverdagen. De to opgaver får de nye politiske chefer det ledelsesmæssige ansvar for sammen med dygtige medarbejdere og projektchefer.”

Helle Agerdal Olsen udtaler:

”Jeg ser meget frem til at blive en del af Forbrugerrådet Tænk og at være med til at gøre en forskel for danske forbrugere, så vi alle kan få mulighed for at træffe et trygt og et bæredygtigt valg. I min optik er den grønne omstilling et fælles ansvar for politikere, brancher, virksomheder og forbrugere. Derfor glæder jeg mig meget til at engagere mig i arbejdet for et forbrug i balance, hvor det er let at tage det bæredygtige valg i forhold til blandt andet klima, miljø, sundhed og privatøkonomi.”

Uffe Krag udtaler:

”Forbrugerrådet Tænk spiller en vigtig rolle i at sikre, at danske forbrugere kan træffe oplyste valg i komplekse markeder, det gælder for eksempel bankforretning, handel på internettet og forsikringer. Jeg glæder mig til at bidrage til Forbrugerrådet Tænks arbejde for at styrke forbrugernes stemme og handlekraft, og jeg ser frem til samarbejdet med alle relevante aktører om at skabe et Danmark, hvor alle forbrugere kan træffe et trygt valg.”

Om afdelingerne Bæredygtigt forbrug og Trygt Forbrug

Afdelingen ”Bæredygtigt forbrug” beskæftiger sig blandt andet med forbrugerforhold inden for klima, miljø, sundhed, transport og rejser, bæredygtig handel, forsyning (tele og energi mv.), tøjspild, fødevarer, produktsikkerhed og standardisering.

Afdelingen ”Trygt forbrug” beskæftiger sig blandt andet med forbrugerforhold inden for det digitale område, købelov, markedsføring, e-handel, forsikringer, det økonomiske og finansielle område, konkurrenceforhold, økonomi- og gældsindsatser og bolighandel.

 

For yderligere kommentarer kontakt Forbrugerrådet Tænks pressetelefon på 25 88 20 16.