Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Undervisningsmateriale: Klar til Indkøb

Tilbud, tilbud, tilbud! Supermarkedet er fyldt med fristelser. Med Klar til Indkøb lærer dine elever at se sig for og træffe kritiske valg, når de handler.
piger der køber ind
Foto: Getty Images

Du skal kunne købe ind, før du kan lave mad

Madkunskab handler naturligvis om at lære børn at lave mad. Og det er virkelig også en vigtig kompetence at have med sig ind i voksenlivet: At kunne lave mad. Men du kan jo ikke lave mad, før du har købt ind til det.

Indkøb i supermarkedet eller på nettet bliver ofte glemt, når børn lærer om mad og madlavning. Men det kræver viden og øvelse at kunne tage kritisk stilling til varerne i supermarkedet, at vælge gode kvalitetsråvarer og at undgå at falde for supermarkedets salgsmetoder.

Klar til Indkøb er et undervisningsmateriale til Madkundskab som valgfag

Klar til Indkøb er et undervisningsmateriale, som Helle Brønnum Karlsen har udviklet for Forbrugerrådet Tænk.

Målet med materialet er gennem analyser, æstetiske oplevelser i supermarkedet og etiske diskussioner at lære elever, der har Madkunskab som valgfag, at købe ind med en kritisk holdning.

Materialet består af et forløb på 5 undervisningsgange, hvor du som lærer har mulighed for at kombinere et par af forløbene eller plukke et par ud, hvis din tid ikke er til alle 5. 

Klar til Indkøb er et 24 siders hæfte, der indeholder oplæg til fælles drøftelse, opgaver og praktiske øvelser både i supermarkedet og i skolekøkkenet. Der følger en udførlig lærervejledning med.

Få besked, når Klar til Indkøb bliver udgivet

Klar til Indkøb bliver testet i en håndfuld klasser efter sommerferien 2020. Fra november 2020 ligger det gratis tilgængeligt som print-selv for alle.

Hvis du ønsker at få en mail med et link, når materialet er klar til brug, er du meget velkommen til at udfylde nedenstående webform. Vi bruger selvfølgelig ikke dine oplysninger til andet end at sende dig den nævnte mail. 

Har du yderligere spørgsmål til materialet, er du velkommen til at skrive til os på krn@fbr.dk

Klar til Indkøb er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.