Vådservietter til børn kan indeholde parfume
Vådservietter kan nemt og hurtigt rense dit barns næse, fingre eller numse. Men vådservietter er et kosmetisk produkt, der kan indeholde parfume.
Der er desværre en stigning af børn, der får parfumeallergi. Derfor anbefaler Miljøstyrelsen og Forbrugerrådet Tænk Kemi, at du helt udelader produkter med parfume til børn.
I testen af vådservietter indeholder 22 ud af 49 produkter parfume. Parfume giver den laveste kemi-bedømmelse, C-kolben.
Vær kritisk overfor onlinekøb
Vi har også testet vådservietter, der er købt online og parallelimporterede. Disse produkter kan måske være billigere, men de indeholder ofte parfume.
Flere danske importører oplyser, at disse produkter ikke er tiltænkt det danske marked.
Køber du vådservietterne online? Så er der større sandsynlighed for uønsket parfume i produktet, end hvis du køber dem i supermarkedet.
Vælg Svanemærket og allergimærket
Vil du gerne undgå uønsket kemi? Gå efter produkter, der er Svanemærket og er mærket med Astma Allergi Danmarks Blå krans eller Allergy Certified.
Her er stillet en række krav til kemien, og de indeholder ikke parfume. De kan købes i de fleste supermarkeder.
Vand og klud er bedre end vådservietter
Vi anbefaler, at du i hverdagen bruger klud og vand fremfor vådservietter, når du skifter ble.
Selvom vådservietterne ikke indeholder kendte problematiske stoffer, så indeholder de stadig konserveringsmidler og andre kemiske stoffer.
Når du bruger vand, begrænser du din babys udsættelse for unødvendig kemi.
Vådservietter skal ikke i afløbet
Siden juli 2021 er en række produkter med indhold af plastik markeret med et ”plastik i produktet”. Mærket gør opmærksom på at materialet er af plast, og at det kan skade havmiljøet, hvis det kommer ud i naturen.
En stor del af vådservietterne har dette mærke. Der er også en række vådservietter, som er lavet af cellulose fra fx bambus. De skal ikke mærkes med plastikindhold.
Uanset mærket kan vådservietter blokere kloaksystemet, hvis du skyller dem ud i toilettet.
Så du skal uanset mærkningen smide dem ud med dit affald. Det gælder også, selvom produktet reklameres som bionedbrydeligt.
Sådan undgår du uønsket kemi ved puslebordet
Vådservietter, bleer og babysalve kan indeholde uønsket kemi, der kan være allergifremkaldende eller mistænkt hormonforstyrrende. Få hjælp til at undgå unødig kemi her.
Mange babysalver og zinksalver får topkarakter
I testen af babysalver og zinksalver får 28 produkter den bedste kemibedømmelse. Disse salver er uden en række problematiske stoffer.
Babyolier kan indeholde parfume
Mange babyolier er uden uønsket kemi, viser ny test af 31 olier. Enkelte babyolier indeholder parfume eller naturlige planteekstrakter, der kan give allergi.