Skaljakker: Find en uden PFAS
Skaljakker kan indeholde PFAS, eller fluorstoffer, der er problematiske for din sundhed og miljøet. Heldigvis kan du finde en god skaljakke fri for PFAS i testen.
Skaljakker er tynde, åndbare og ikke mindst vandtætte udendørsjakker. Derfor bruger flere producenter fluorstoffer - eller PFAS - når de fremstiller jakkerne, fordi stofferne har vandafvisende egenskaber.
Fluorstoffer kan skade miljøet og være problematiske for din sundhed.
Forskere anslår, at omkring 1.000 borgere i Norden dør hvert år som følge af udsættelse for fluorstoffer. Stofferne finder du blandt andet i udendørstøj, mademballage, kosmetik og mange andre produkter. Det er derfor en god idé at undgå de problematiske stoffer, hvor du kan.
Gå efter mærkninger som "PFC-fri" eller ”uden fluorstoffer”
Testen viser, at du godt kan finde skaljakker uden fluorstoffer.
3 ud af 11 skaljakker var helt fri for fluorstoffer – både i jakkens imprægnering og i membranen.
Mærkninger som ”PFC-fri", "Uden fluorstoffer" og "Fluorcarbon fri" indikerer, at jakken er uden fluorstoffer.
Testen viser, at der er god overensstemmelse mellem jakkernes mærkning og testresultatet. Det vil sige, at de jakker, der markedsfører sig med at være uden fluorstoffer, også er det.
Tjek både imprægneringen og membranen for fluorstoffer
Imprægneringen og membranen i skaljakker kan begge indeholder fluorstoffer. Derfor skal du altid tjekke begge dele. Det gør du ved at være opmærksom på følgende:
- Imprægneringen, også kaldet DWR (Durable Water Repellent), er uden fluorstoffer, hvis jakken er mærket PFC-fri DWR. Mærkningen dækker kun over imprægneringen, og du skal derfor også tjekke membranen.
- Membraner af Gore-tex indeholder ofte fluorstoffet PTFE. Undgå derfor jakker med Gore-tex, hvis du vil have udendørstøj uden fluorstoffer. En nyere membran, der hedder Gore-tex ePE, indeholder ikke PTFE.
Det er ikke den enkelte jakke i sig selv der udgør problemet, men den er et bidrag til din samlede udsættelse for fluorstoffer, og det der kaldes cocktaileffekten.
Fire råd: Sådan undgår du fluorstoffer i udendørstøj
- Gå efter ”uden fluorstoffer” eller ”PFC fri”
- Tjek både membran og imprægnering for fluorstoffer
- Vedligehold vandtætheden med imprægnering uden fluorstoffer
- Vær opmærksom på at ”PFOA fri” og "OEKO-TEX - Tiltro til tekstiler" kan du ikke gå efter.
Mindre miljøbelastende tøj: Kend disse mærkninger
Tøjproduktion forurener, foregår ofte under uetiske forhold, og der findes ikke tøj, der kan kaldes bæredygtigt. Så hvordan får du et mindre belastende tøjforbrug? Få hjælp her.
Sådan får du et mindre klimabelastende tøjforbrug
Tøjproduktion har store konsekvenser for klima og miljø. Men der er mange gode alternativer til at købe nyt tøj. Få 8 gode råd her.
Der er ikke bambus i bambustøj
Bambustøj markedsføres som et vidunderprodukt, der både skulle være bæredygtigt og antibakterielt. I virkeligheden er det dog ingen af delene – og faktisk indeholder det ikke engang bambus, siger eksperter.