Neglelak kan indeholde mistænkt hormonforstyrrende stoffer
Mere end hver tredje neglelak i vores test indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Se, hvilke stoffer du skal undgå.
Vi har testet 26 neglelakker for, om de indeholder uønskede kemikalier for sundheden og miljøet.
Vi har testet neglelak fra mærkerne Benecos, Chanel, CND, Depend, Dior, Ecooking, Essense, Essie, Gosh, Herôme, Idun Minerals, Isadora, Kure Bazaar, Manucurist Paris, Mavala, Max Factor, Maybelline, Nailberry, Nailkind, Opi, Rimmel, Rituals, Sephora, Tromborg, W7 og Zarko Beauty by Oli.
Mistænkt hormonforstyrrende stoffer i hver tredje neglelak
10 ud af 26 neglelakker i testen får den laveste bedømmelse C-kolben, fordi de indeholder stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Det er UV-filtrene benzophenone-1 og octocrylene og stofferne triphenyl phosphate og methylparaben.
Du kan ikke altid gå efter et bestemt mærke for at undgå uønskede kemikalier.
I appen Kemiluppen kan et bestemt mærke både lave neglelak, der får den bedste bedømmelse A-kolben og den laveste kemibedømmelse, C-kolben.
Dette allergifremkaldende stof er i to neglelakker
I testen indeholder to neglelakker det allergifremkaldende stof colophonium.
Det er et harpiksstof, som kan give allergi, når det kommer i kontakt med huden.
Din neglelak er ikke farlig i sig selv
Er der uønsket kemi i din neglelak, skal du ikke blive nervøs. Det er ikke den enkelte neglelak eller det enkelte stof, der i sig selv er sundhedsskadeligt.
Det er den samlede udsættelse for uønsket kemi i hverdagen, du kan skrue ned på – og på den måde minimere din udsættelse for en række uønskede kemikalier. Dette kaldes også for cocktaileffekten.
Slår din hud ud, når du lakerer dine negle? Så kan det være, at du har en allergisk reaktion. Stop med at bruge denne neglelak og kontakt din læge for at finde ud af, hvad du er allergisk over for.
Tre gode tips til neglelak
- Scan din neglelak for uønsket kemi med vores gratis app Kemiluppen.
- Luft ud, når du lakerer dine negle – uanset om din neglelak er med eller uden uønsket kemi.
- Undgå at få neglelak på huden. På den måde begrænser du din udsættelse for en række kemikalier.
Det kan være svært at finde ingredienserne på neglelak
Leder du efter information om ingredienserne i neglelak, kan du ikke altid få adgang til det i butikkerne. Det viser vores test af uønsket kemi i neglelak.
Parfume: Få er uden uønsket kemi
Udover parfumestoffer kan din parfume også indeholde andre uønskede stoffer for din sundhed og miljøet. Se, hvilke stoffer vi finder i testen af 20 parfumer.
Mascara uden uønsket kemi er udbredt
I testen af 37 slags mascara får knap halvdelen af mærkerne den bedste bedømmelse. Vær opmærksom på, at nogle mascaraer indeholder uønsket kemi.