Neglelak: Fem tips til at undgå uønsket kemi
Neglelak og andre negleprodukter kan indeholde uønsket kemi. Få hjælp til at mindske din udsættelse for uønskede stoffer her.
Negleprodukter kan indeholde problematisk kemi. Her får du fem gode råd til at undgå uønsket kemi, når neglene skal lakeres.
1. Luft ud, når du lakerer negle
Negleprodukter kan indeholde problematisk kemi.
Neglelak og neglelaksfjernere kan for eksempel indeholde opløsningsmidler, som fordamper til luften, hvor du kan indånde det.
Luft derfor gerne ud i forbindelse med, at du bruger neglelak og neglelakfjerner - også selvom neglelakken får den bedste kemivurdering, A-kolben, i appen Kemiluppen.
2. Undgå at få neglelak på huden
Neglelak skal på neglen – ikke på huden. Så begrænser du din udsættelse for kemikalierne i neglelakken. Almindelig neglelak kan fx indeholde visse UV-filtre, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Bruger du gellak eller uv-lak, er det særligt vigtigt at undgå hudkontakt. De indeholder uhærdede akrylater, der kan være meget allergifremkaldende.
Tør lakken af og vask med sæbe, hvis uheldet er ude, og du får det på huden.
Lim til kunstige negle, akrylnegle eller gelnegle kan også indeholde allergifremkaldende akrylater. Det er derfor også vigtigt, at limen ikke kommer på huden.
3. Stop brugen af negleprodukter, hvis du slår ud
Rødme, hævelse og kløe er tegn på, at du skal stoppe med at bruge de negleprodukter, som du mistænker for at være skyld i reaktionen.
Allergiske reaktioner fra negleprodukter er grund til at gå til lægen. Find ud af, om du er allergisk, og hvad du i så fald er allergisk overfor.
Gener er også en god ide at indberette til Miljøstyrelsen.
4. Hold negleprodukter væk fra børn
Neglelak, neglelaksfjernere og andre negleprodukter er en god ide at opbevare steder, hvor små børn ikke får fat i dem.
Negleprodukter hører ikke hjemme på børns hud.
Børn bør ikke bruge neglelak til hverdag. Hvis du bruger det til særlige lejligheder, så lad en voksen putte neglelak på, undgå at det kommer på huden og luft ud.
5. Tjek negleprodukter med Kemiluppen
I appen Kemiluppen kan du finde neglelakker og andre produkter, der er uden uønsket kemi.
Scan dit produkt og få svar. Send det ind til tjek, hvis det ikke allerede er i Kemiluppen.
Neglelak mangler ofte en indholdsdeklaration på flasken. Hvis det er tilfældet, skal du kunne finde en lille bog eller lignende i nærheden af produktet i butikken.
Her kan du se ingredienserne og tage et billede af ingredienslisten, hvis du vil sende det ind til Kemiluppen.
316 neglelakker i Kemiluppen
- 136 neglelakker får den bedste kemibedømmelse, A-kolben
- 75 neglelakker får en middel kemibedømmelse, B-kolben
- 98 neglelakker får den dårligste kemibedømmelse, C-kolben
Kemiluppen: Tjek dine produkter for uønsket kemi
Kemiluppen er en app, der hjælper dig med at undgå problematiske stoffer i kosmetik og pleje samt vask og rengøring.
Kosmetik uden for EU kan du ikke regne med er sikkert
Ansigtsmasker, læbepomader, hårolier og cremer fra udenlandske webshops kan indeholde problematiske stoffer som fx PFAS eller parabener.
Kosmetik: Sådan klager du over bivirkninger
Shampoo, hårfarve, neglelak og makeup kan få din hud til at klø og slå ud. Vidste du, at du faktisk kan klage, hvis du oplever det? Få hjælp til at gøre det her.