Løbecykler indeholder flere uønskede kemikalier
I kemitest af løbecykler indeholder 10 ud af 12 løbecykler flammehæmmere, ftalater eller PAH'er. Nu fjerner flere virksomheder løbecykler fra markedet.
Løbecykler er en populær type legetøj, hvor dit barn kan træne balancen og blive forberedt til at køre på cykel.
Men løbecykler – eller balancecykler som de også kaldes – kan indeholde en række uønskede kemikalier i styr, sadel eller dæk.
Børn kommer i kontakt med disse dele af cyklerne, og derfor bør løbecyklernes dele være fri for uønsket kemi.
Mange uønskede stoffer er forbudt i legetøj
I legetøj er der regler for problematiske stoffer som fx ftalater, flammehæmmere og visse PAH'er.
Fire typer ftalater (DEHP, DBP, DIBP og BBP) er forbudt i legetøj i EU, fordi de er hormonforstyrrende. En række andre ftalater mistænkes også for at være hormonforstyrrende.
Mens flammehæmmere og PAH’er – eller bedre kendt som tjærestoffer – er eller mistænkes for at være kræftfremkaldende.
Disse uønskede stoffer er i løbecykler
I testen indeholder 10 ud af 12 løbecykler flammehæmmere, ftalater eller PAH'er i styr, sadel eller dæk.
I otte af løbecyklerne er der indhold af et eller flere af stofferne i koncentrationer over, hvad der er tilladt i legetøj i Danmark.
De otte løbecykler indeholder enten stoffer, der slet ikke må være i legetøj eller stoffer, der ikke må være i legetøj til børn under tre år, hvor der gælder særlige regler.
De sidste to løbecykler indeholder andre problematiske PAH’er i koncentrationer over tyske retningslinjer. Disse er ikke forbudt i legetøj. Men pga. mistanke om kræftrisiko er de alligevel uønskede i legetøj.
Virksomheder fjerner produkterne
Nu er mange af løbecyklerne fra testen fjernet fra det danske marked.
Nogle virksomheder tilbyder også ombytning af dæk, sadler eller returnering af berørte cykler.
Enkelte anerkender ikke testresultater
Kun få virksomheder anerkender ikke umiddelbart testresultaterne, fordi deres egne test viser andet.
De vil derfor først undersøge nærmere, før de tager stilling til, hvad de gør.
Forbrugerrådet Tænk Kemi: Uhørt mange problemer med kemien i løbecykler
"Vi har tidligere testet løbecykler i 2013, hvor vi også så en del problemer med indhold af uønsket kemi i produkterne. Og billedet er tydeligvis ikke blevet bedre. Nærmest tværtimod. Vi finder fortsat flammehæmmere, ftalater og denne gang også PAH'er i rigtig mange af løbecyklerne og i mange tilfælde over det niveau, der må være i legetøj. Kun 2 af de 12 løbecykler er uden problematisk indhold. Det er ikke godt nok. Der er brug for, at virksomhederne sørger for at undgå de problematiske kemikalier i alle dele af cyklerne. Vi vil også opfordre myndighederne til at kontrollere flere af denne type produkter."
Claus Jørgensen, Projektchef, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Undersøgelse: Babynest
Er en babynest sikker for din baby? Vi har undersøgt 13 babynests fra bl.a. Najell, CamCam, Salling og Done by Deer.
Skoletasker: Flere gode kemivalg i test
Skal dit barn have en ny skoletaske? Så er der gode kemivalg at vælge imellem i vores kemitest. En enkelt skoletaske indeholder hormonforstyrrende stoffer.
Cykelstole: De fleste er gode kemivalg
Cykelstole til børn er generelt fri for uønskede kemikalier. En enkelt cykelstol i testen indeholder dog høje mængder af tjærestoffer, der kan være kræftfremkaldende.