Deodorant: Indholdsstoffer bliver længe på huden
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Deodorant: Huden i armhulerne er sårbar

Ingredienserne i din deodorant bliver på huden i lang tid, indtil du vasker dig igen. Se, hvilke stoffer du skal se efter fra vores kemitest af deodoranter.

Christel Søgaard Kirkeby · Foto: Getty Images · 26. oktober 2020
Kvinde smører deodorant på

Deodorant er et af de personlige plejeprodukter, som du sikkert bruger hver dag.

Men du er også i langvarig hudkontakt med de indholdsstoffer, der findes i deodoranten.

Vælg derfor din deodorant med omhu, hvis du vil begrænse din samlede udsættelse for uønsket kemi.

Uønsket kemi kan for eksempel være stoffer, som kan give allergi eller er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Se de testede deodoranter.

Huden i armhulerne er sårbar

De kemiske stoffer i din deodorant kan lettere trænge igennem huden under armene.

Sårbarheden skyldes blandt andet, at huden er fugtig i armhulerne. Det kan også påvirke huden, hvis du barberer dig under armene.

Brug helst ikke deodorant, lige efter at du har barberet dig under armene. Her kan huden være mere sårbar og følsom over for indholdsstofferne.

Deodoranter med parfume er en hyppig årsag til parfumeallergi

Parfume i deodoranter er én af de hyppigste årsager til parfumeallergi.

Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det.

En deodorant uden parfume er derfor det bedste valg, hvis du vil mindske risikoen for at få parfumeallergi.

Vælg roll-on eller stick frem for spraydeodorant

Deodoranter på roll-on, stift eller creme er generelt bedre for din sundhed.

Spraydeodoranter danner såkaldte aerosoler. Det er de meget små dråber fra spray, der bliver hængende og spreder sig i luften, så du uundgåeligt vil indånde dem.

Spraydeodoranter er af samme grund ikke med i testen.

14 deodoranter indeholder mistænkt hormonforstyrrende stoffer

I testen indeholder knap hver fjerde deodorant stoffer, som forskere og myndigheder mistænker for at være hormonforstyrrende. Det gælder i alt 14 ud af de 61 testede deodoranter.

Hormonforstyrrende stoffer kan påvirke kroppens hormonbalance. Det gælder for eksempel kønshormoner eller stofskiftehormoner, der styrer processer i kroppen.

Hormonforstyrrende stoffer kan blandt andet bidrage til fedme, forringet sædkvalitet og visse hormonfølsomme kræftformer.

Aluminium er vurderet sikkert i deodoranter

Aluminium i deodoranter har længe været omdiskuteret. Aluminium er den eneste ingrediens i deodoranter, der virker svedhæmmende. Men der har været bekymring for at deodoranterne bidrager til, at vi samet set udsættes for meget for aluminium, der kan påvirke nervesystemet.

I 2020 er SCCS (EU's videnskabelige komite) og BfR (det tyske risikovurderingsinstitut) kommet med opinions om aluminium i kosmetik og deodoranter. De vurderer, at brugen af aluminium i deodoranter er sikker.

De fremhæver, at antiperspiranter med aluminium kun bidrager meget lidt til den samlede udsættelse for aluminium. Udsættelsen kommer i høj grad fra kosten og fra fødevarekontaktmaterialer af aluminium. 

Cocktaileffekten af uønsket kemi er problematisk – ikke den enkelte deodorant

Din sundhed bliver ikke påvirket, fordi du bruger et enkelt produkt med et hormonforstyrrende stof i.

Men hormonforstyrrende stoffer kan få en betydning, når du udsættes for dem fra mange forskellige kilder i din hverdag.

Forskere taler om kombinationseffekter eller cocktaileffekter af de mange kemiske stoffer, som du kommer i kontakt med. Derfor kan det være en god ide at undgå hormonforstyrrende stoffer, hvor du kan.

Hvad er cocktaileffekten?

Uønskede stoffer i et enkelt produkt er sjældent farligt i sig selv.

Det er den samlede effekt af kemiske stoffer fra produkter i hverdagen - kosmetik, mad, tøj og elektronik - der udgør en sundhedsrisiko.

Dette kalder vi for cocktaileffekten.

Læs mere her

Fem gode råd til at vælge en deodorant

  • Vælg en roll-on-deodorant, stift eller creme. Det er bedre end spraydeodoranter, som danner små partikler i luften, som du indånder.
  • Tjek deodoranter for uønsket kemi med appen Kemiluppen.
  • Gå efter deodoranter, der er ”uden parfume” eller ”parfumefri”. Parfume i deodorant er en hyppig årsag til allergi.
  • Vælg en svanemærket deodorant, gerne i kombination med et allergimærke som Den Blå Krans eller AllergyCertified.
  • Brug ikke deodorant lige efter barbering. Her er huden ekstra sårbar.