Ris kan indeholde det problematiske stof arsen
Ris og riskiks har et naturligt indhold af stoffet uorganisk arsen, som kan være kræftfremkaldende. Se, hvad du skal være opmærksom på.

Ris har et naturligt indhold af stoffet uorganisk arsen, som optages i ris fra vandingsvandet.
Arsen findes naturligt i bl.a. jord og vand, og derfor varierer indholdet meget fra sted til sted.
Arsen er et kræftfremkaldende stof. Indtager du stoffet i store mængder – for eksempel hvis du spiser risprodukter hver dag over en årrække – øger du derfor risikoen for at få kræft.
Variér indtaget af ris
Brune, røde og sorte ris indeholder næsten dobbelt så meget uorganisk arsen som hvide ris.
Fuldkornsris er stadig sunde at spise, men variation er vigtigt.
Køb fra forskellige oprindelseslande
Arsen-indholdet i risene afhænger blandt andet af den jord, som risene er dyrket i.
Indholdet varierer fra egn til egn i de forskellige lande. Man kan ikke sige, at ris fra nogle lande har mindre indhold af arsen end andre.
Men du kan variere områderne ved at købe ris fra forskellige oprindelseslande.
Rigeligt med vand kan hjælpe på mængden af arsen
Mængden af arsen i ris kan du minimere ved at lægge ris i blød i længere tid, inden du koger dem. Det kan fx være natten over.
En del arsen kan også afgives til vandet, når du koger ris. Du kan derfor slippe af med noget arsen fra risene ved at at koge ris med dobbelt så meget vand og hælde overskydende vand fra, som risene ikke suger.
Vær påpasselig med børns indtag
Børn indtager mere arsen i forhold til deres kropstørrelse, når de spiser ris.
Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at forældre er ekstra påpasselige med indtaget.
Giv børn forskellige grødtyper
- Risbaseret grød bør du ikke give din baby hver dag. Det gælder fx rismelgrød eller risengrød.
- Risdrikke indeholder også arsen. Gå efter almindelig mælk, medmindre barnet har laktoseintolerance eller allergi.
- Riskiks indeholder en del uorganisk arsen. Overvej, om du vil give disse til dit barn.
Stadig sundt at spise ris
Fødevarestyrelsen understreger, at ris – herunder fuldkornsris – sagtens kan indgå i sund kost. Men variation er som sagt vigtigt – og dette gælder også for alle andre typer mad.
Arsen findes i visse typer tang
Uorganisk arsen er fundet i høje koncentrationer i visse typer af tang. Det gælder bl.a. i hijiki tang, som Fødevarestyrelsen derfor fraråder at spise.
Samtidig er der generelt mangelfuld viden om indholdet af arsen og andre stoffer i tang.
Spiser du tang, er det en god ide at spise varieret i forhold til arter og oprindelse for at undgå at få for store mængder arsen.

Sådan undgår du rester af pesticider i frugt og grønt
Rester af pesticider i din mad bidrager til den samlede mængde af uønsket kemi, du bliver udsat for i hverdagen. Derfor er det en god ide at mindske dit indtag fra mad. Se, hvad du kan gøre her.

Bisphenoler er udbredte i dåser
Det er svært helt at undgå hormonforstyrrende bisphenoler i sodavandsdåser og konservesdåser. Det viser vores nye test af 18 dåser til mad og drikke.

Mug på maden: Hvad gør du?
Mug på mad er skimmelsvampe, som kan producere svampegift, der kan skade vores arveanlæg og være kræftfremkaldende. Se, hvad du skal gøre, hvis der er mug på din mad.