Teenagere: 10 tips til at undgå uønsket kemi
Undgå parfumeallergi og hormonforstyrrende stoffer i teenageårene. Se, hvordan du let kan nedsætte risikoen fra uønsket kemi.
Som teenager er din krop under udvikling, og den kan blive påvirket af mange forskellige kemiske stoffer i din hverdag.
Uønsket kemi kan for eksempel være:
- Hormonforstyrrende eller allergifremkaldende stoffer i kosmetik og personlige plejeprodukter
- Restkemikalier fra nyt tøj, sengetøj og andre tekstiler
- Kemikalier som afdamper fra elektronik i dit værelse og sætter sig i indeklimaet
Få hjælp til at undgå nogle af de uønskede kemikalier med en række gode råd herunder.
1. Kemiluppen tjekker kosmetik og plejeprodukter for uønsket kemi
Er der hormonforstyrrende stoffer i den deodorant, som du bruger hver morgen? Eller hvad med din shampoo, solcreme eller kosmetik?
Appen Kemiluppen hjælper dig med at gennemskue de svære stofnavne på produkternes ingredienslister. Nogle stoffer kan for eksempel give allergi, og andre er mistænkt for at være hormonforstyrrende.
Kemiluppen inddeler produkterne i letforståelige A-, B- og C-kategorier. Så ved du, hvad du smører på huden. Vælger du produkter med A-kolbe, er de fri for uønsket kemi.
2. Skru ned for parfumen og undgå parfumeallergi
Parfumeallergi varer resten af livet, hvis du først har fået det. Du kan nedsætte din risiko for allergi ved at skrue ned for dit parfumeforbrug.
Deodoranter er den mest almindelige årsag til parfumeallergi. Skift derfor gerne din deodorant ud med én uden parfume, som du kan finde i vores kemitest af deodoranter.
Er der parfume i dit yndlingsprodukt, så kan du godt beholde det. Men overvej at skifte nogle af dine andre produkter til parfumefri varianter.
Naturlige parfumestoffer er ikke et bedre valg. Naturlig parfume er ligeså allergifremkaldende som kunstigt fremstillede parfumestoffer.
Vil du bruge parfume, så sprøjt det på tøjet i stedet for huden.
3. Gå efter svanemærkede produkter
Svanemærket er det nordiske miljømærke, som du kan finde på en lang række produkter. Det er altid en god ide at kigge efter, når du køber ind.
Svanemærket sikrer, at produktet er blandt de mest miljøvenlige i sin kategori. Samtidig er der stillet krav til, at der ikke må benyttes en lang række problematiske kemikalier. Du kan også gå efter EU’s miljømærke ’Blomsten’.
Allergimærker som Den Blå Krans og AllergyCertified stiller krav til, at der ikke må være allergifremkaldende stoffer i produktet.
4. Skær ned på sprøjtemidler i frugt og grønt
Frugt og grønt kan indeholde sprøjtemidler, som i nogle tilfælde for eksempel er mistænkt for at være hormonforstyrrende. I kombination med den cocktail af andre kemiske stoffer, du møder i din hverdag, kan de være problematiske for din sundhed.
Vælg økologisk eller konventionelt dansk frugt og grønt, hvis du vil nedsætte din udsættelse for sprøjtemiddelrester.
Vask frugt og grønt, inden du spiser det, og sørg for at spise varieret. Så mindsker du risikoen for at få for meget af et sprøjtemiddel.
5. Vask nyt tøj, inden du bruger det første gang
Nyt tøj kan indeholde restkemikalier fra produktionen. Disse kemikalier kan være sundhedsskadelige eller miljøbelastende.
Kemikalierne tilsættes blandt andet for at give tøjet farve, blege det, blødgøre det eller gøre det krølfrit. Kemikalierne kan blandt andet være overskudsfarve, formaldehyd eller optisk hvidt.
Vask derfor tøjet, inden du bruger det. På den måde får du renset mange restkemikalier ud af tøjet. Gå også efter mærker som Svanemærket, Blomsten, Økomærket GOTS eller Tiltro Til Tekstiler (oeko-tex). Dette gælder også for sengetøj.
6. Vælg tyggegummi uden hormonforstyrrende stoffer
Se, om du kan undgå tyggegummi med stofferne BHA og BHT. Disse stoffer er mistænkt for at være hormonforstyrrende og kan findes i tyggegummi. Dette viser vores kemitest af tyggegummi.
Tjek om tyggegummiets ingrediensliste indeholder:
- BHA (butylhydroxyanisol) E320
- BHT (butyleret hydroxytoluen) E321.
7. Luft ud på værelset
Én af de helt store kemisyndere er et dårligt indeklima. Især hvis dit værelse er lille og fyldt med elektronik, der afdamper kemikalier.
Kemikalierne sætter sig både i støv og luften. En god start er at:
- Lufte ud 2 gange om dagen.
- Støvsug og tør støv af 1 gang om ugen.
- Sluk elektronik som fjernsyn, playstation mv, når du sover.
8. Styr udenom alkohol og cigaretter
Alkohol og tobak er sundhedsskadelige på grund af problematisk kemi. Drop rygning - også e-cigaretter.
- Børn og unge under 16 år anbefales ikke at drikke alkohol.
- Unge mellem 16 og 18 år anbefales at drikke mindst muligt og stoppe før 5 genstande ved samme lejlighed.
9. Ud med energidrikke
Drop gerne energidrikken. Din hjerne er i udvikling og er mere følsom overfor koffein end en voksen hjerne.
Det kan også påvirke din søvn, hvilket kan gøre dig dårligere til at lære nye ting.
Drik i små mængder eller slet ikke.
10. Undgå sorte hennatatoveringer
Er du på rejse i for eksempel Thailand eller Tyrkiet, kan du ofte få lavet midlertidige sorte hennatatoveringer. Det er en god ide at undgå.
Sort henna kan indeholde det meget allergifremkaldende stof PPD.
Stoffet bruger producenter også i mindre mængder i hårfarve. Hvis du bliver allergisk over for hennatatoveringen, får du også en livsvarig hårfarveallergi.
Allergi af denne slags kan være voldsom.
Færre danskere udvikler allergi for det problematiske stof MI
EU har gennem årene indført strengere krav til det stærkt allergifremkaldende stof i kosmetik og pleje, og det har medført et markant fald i tilfælde af MI-allergi.
Parfume: Sådan minimerer du din risiko for parfumeallergi
Parfumestoffer kan være allergifremkaldende. Har du først fået parfumeallergi, varer den hele livet. Få hjælp til at mindske risikoen.
Her kan du anmelde uønskede effekter fra produkter
Udslæt, vejrtrækningsproblemer og andet kan du risikere at opleve, når du bruger almindelige hverdagsprodukter. Se, hvordan du indberetter uønskede effekter.