Færre danskere udvikler allergi for det problematiske stof MI
EU har gennem årene indført strengere krav til det stærkt allergifremkaldende stof i kosmetik og pleje, og det har medført et markant fald i tilfælde af MI-allergi.
I maling, vaske-og rengøringsmidler, shampoo, håndsæbe og meget mere har du ofte kunne støde på stoffet methylisothiazolinone (MI). Et stærkt allergifremkaldende stof, der er effektivt til at konservere produkterne.
EU indførte i 2017 et forbud mod at bruge stoffet MI som konservering i leave on-produkter såsom ansigtscreme, solcreme, bodylotion og deodoranter. Det blev i 2018 fulgt op med et EU-krav om en lavere tilladt koncentration af stoffet i rinse off-produkter som shampoo og håndsæbe.
Alle disse tiltag i kosmetik og plejeprodukter har givet pote.
Markant færre danskere udvikler MI-allergi
En stor europæisk undersøgelse viser, at langt færre personer i EU, herunder Danmark, udvikler MI-allergi end tidligere. I perioden 2015-2022 er der sket en halvering af allergitilfælde fra stoffet.
I USA går det derimod i den modsatte retning, hvor antallet af personer med MI-allergi er steget de seneste år. Ifølge undersøgelsen kan det bl.a. skyldes, at USA ikke har samme krav til stoffet i kosmetiske produkter som i EU.
Undersøgelsen er bl.a. finansieret via. den politiske aftale om Kemiindsats 2022-2025 med bidrag fra Videncenter for Allergi.
Tegn på MI-allergi
Ifølge Videncenter for Allergi er stoffet MI kilde til betydelige allergiproblemer. Det anslås at 1.000 danskere, herunder børn og spædbørn, årligt blev ramt af svær MI-allergi inden restriktionerne i kosmetiske produkter blev indført i 2017.
Tegn på MI-allergi kan være udslæt og kløe i ansigt og på hænder. Er du blevet allergisk, vil du typisk reagere på selv meget små mængder af stoffet.
MI-allergi varer resten af livet. Vær derfor opmærksom på at minimere risikoen for at udvikle MI-allergi.
Beslægtet stof i maling og rengøring
MI har i årevis været udbredt som konserveringsmiddel i maling. En ny omfattende test af maling af Forbrugerrådet Tænk m.fl. viser dog, at færre malinger indeholder det allergifremkaldende stof.
Den dårlige nyhed er, at stoffet er erstattet med det beslægtede allergifremkaldende konserveringsmiddel benzisothiazolinon (BIT). Det kan betyde, at personer med MI-allergi kan få allergiske reaktioner for malinger med stoffet BIT, ligesom man kan blive allergisk af BIT. Nye undersøgelser viser, at allergien overfor BIT er stigende.
I vores app Kemiluppen kan vi se, at BIT anvendes i en del vask- og rengøringsmidler. I november 2024 er der 104 produkter i Kemiluppen med stoffet.
Derfor er det vigtigt også at tjekke for andre isothiazolinoner som fx benzisothiazolinone og octylisothiazolinone.
Disse produkter kan indeholde MI
MI anvendes af industrien som konservering i forskellige produkter, der indeholder vand. Såsom:
- Maling
- Vaske- og rengøringsmidler
- Hobbyprodukter og legetøj
- Shampoo, håndsæbe og andre personlige plejeprodukter, der vaskes af efter brug.
Test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi har vist fund af MI i håndsæber, shampooer, håndopvask og rengøringsmidler.
Sådan spotter du isothiazolinoner
Personlige plejeprodukter
Her kan du læse på indholdsdeklarationen, om produktet indeholder MI eller andre isothiazolinoner. Det står anført som '...isothiazolinone'. Tjek også plejeprodukter med appen Kemiluppen.
Vaske- og rengøringsmidler
Vaske- og rengøringsmidler skal ikke have en fuld deklaration, men de skal oplyse på pakken, hvis de bruger isothiazolinone. Tjek også vask og rengøring med appen Kemiluppen.
I 2018 blev en ny EU-lovgivning om mærkning af MI vedtaget for maling, rengøringsmidler og andre kemiske blandinger. Maling mv. skal fra maj 2020 faremærkes, hvis den indeholder mere end 15 milligram MI per kilo produkt. Er indholdet større end 1,5 milligram MI per kilo produkt, skal produktet bære advarslen ”Indeholder methylisothiazolinone. Kan forårsage en allergisk hudreaktion”.
En ny test af maling viser, at der er færre malinger med MI, men stoffet er i flere tilfælde erstattet med det beslægtede allergifremkaldende stof BIT, som MI-allergikere også kan reagere på. Tjek gerne, om malingen indeholder benzisothiazolinon (BIT) eller andre isothiazolinoner.
Legetøj
Efter den 24. november 2017 er MI forbudt i legetøj til børn under tre år og legetøj, der er beregnet til at komme i munden. For legetøj til større børn gælder mærkningskrav for kemiske blandinger med advarslen ”Indeholder methylisothiazolinone. Kan forårsage en allergisk hudreaktion”.
Kosmetik
MI er siden 2017 ikke tilladt at bruge som konservering i kosmetik i såkaldte leave on-produkter - hverken alene eller i kombination med et beslægtet stof af navnet methylchloroisothiazolinone (MCI).
Leave on-produkter bliver på huden i lang tid og tæller fx ansigtscreme, solcreme, bodylotion, deodoranter og lign.
I 2018 indførte EU en lavere tilladt koncentration end tidligere af MI i rinse off-produkter som shampoo og håndsæbe.
Fem tips til at undgå MI og andre isothiazolinoner
- Brug appen Kemiluppen til at tjekke dine personlige plejeprodukter og rengøringsmidler mv. Produkter med den bedste vurdering er uden MI og andre uønskede ingredienser.
- Gå uden om produkter med “isothiazolinone” står på deklarationen.
- Vælg produkter med allergimærkerne Asthma Allergy Nordic eller AllergyCertified, der ikke tillader MI i produkterne. Du kan også gå efter Svanemærket, der ikke tillader MI i opvaskemidler, rengøringsmidler og maling.
- Spørg i butikken efter maling og lim helt uden MI eller BIT. Vær opmærksom på at kulørt pigment til maling generelt er konserveret med isothiazolinoner.
- Anvend handsker, når du maler. Luft grundigt ud og ophold dig mindst muligt i rummet – både under og i ugerne efter at du har malet.
Parfume: Sådan minimerer du din risiko for parfumeallergi
Parfumestoffer kan være allergifremkaldende. Har du først fået parfumeallergi, varer den hele livet. Få hjælp til at mindske risikoen.
Her kan du anmelde uønskede effekter fra produkter
Udslæt, vejrtrækningsproblemer og andet kan du risikere at opleve, når du bruger almindelige hverdagsprodukter. Se, hvordan du indberetter uønskede effekter.
Parfume, æteriske olier og planteekstrakt: Kender du forskellen?
Parfume, parfumestoffer, æteriske olier og planteekstrakter kan være allergifremkaldende. Men hvad er forskellene på stofferne, og hvad bruges de til?