Sådan stemmer du i supermarkedet | Forbrugerrådet Tænk Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Etisk forbrug: Sådan stemmer du i supermarkedet

Økoæg eller skrabeæg? Hver gang en vare lander i din indkøbskurv, har det konsekvenser for natur, dyr og mennesker. Du kan gøre en forskel på 4 områder.

Caroline Boutrup Nielsen · Foto: Getty Images · 17. juni 2020
Kvinde køber ind i et supermarked

Køb ind og afgiv din stemme

Indkøb i supermarkedet handler ikke kun om at få mad på bordet. Når du køber ind, sender du som forbruger et signal til producenter, leverandører og supermarkeder om, hvilke slags varer du ønsker flere af i fremtiden.

Økologiske æg er et godt eksempel. Flere er begyndt at købe økoæg, og det har været med til at tvinge burægproducenter til at omlægge produktionen. Valget af økologiske æg frem for buræg betyder, at flere kyllinger bliver behandlet bedre i fremtiden.

Vil du gøre en forskel, kan du handle etisk på disse 4 områder.

Klima: Skru ned for kød og op for grøntsager i sæson

Kød er én af de helt store klimasyndere. Det skyldes blandt andet, at det belaster klimaet at dyrke dyrenes foder.

Dyrkningen af foder udleder CO2 blandt andet i form af udstødningsgas fra landbrugsmaskiner og gasser fra gyllespredning. 

Oksekød er især CO2-belastende, fordi køer spiser mere foder end svin og høns. Køer udleder også meget klimabelastende metangas i form af prutter og bøvser. Hvis du vil spise kød, er svinekød og fjerkræ derfor bedre valg for klimaet.

Frugt og grøntsager i sæson er gode klimavalg, fordi de bliver produceret, når temperaturen naturligt passer til dyrkningen. Uden for sæson kræver dyrkning for eksempel meget energi til opvarmning af drivhuse.

    Miljø: Gå efter økologi, Svanemærket og EU-blomsten

    Økologiske landmænd må ikke bruge sprøjtegift forebyggende, og de bruger mindre gødning end ikke-økologisk landbrug. Økologi er et godt valg for miljøet, fordi kravene er med til at sikre en rigere natur, renere drikkevand og sundere mad.

    Svanemærket og EU-blomsten er også gode valg for miljøet. Mærkerne er på varer som plejeprodukter, husholdningsprodukter og elektronik. De fortæller dig, at produktet lever op til en række miljøkrav, og at der er stram kontrol af produktet i hele produktionskæden.

    Plejeprodukter kan indeholde kemiske stoffer, der belaster krop og miljø. Derfor har Forbrugerrådet Tænk Kemi udviklet den gratis app Kemiluppen, som fortæller dig, om der er uønsket kemi i dine produkter.

    Dyrevelfærd: Vælg økologisk eller Dyrenes Beskyttelses mærke

    Økologiske høns, køer og svin har bedre levevilkår end ikke-økologiske dyr. De har plads til at bevæge sig og kommer ud i det fri modsat konventionelle dyr, som sjældent kommer udenfor.

    Økologiske dyr får økologisk foder, de må ikke få vækstfremmende hormoner, og de får kun antibiotika, når de er syge.

    Dyrenes Beskyttelse har deres eget dyrevelfærdsmærke Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse. Det står på oksekød, svinekød og kylling, når dyrene har haft en bedre opvækst end i det konventionelle landbrug.

    Dyrevelfærdsmærker er der kommet mange af de sidste år. COOP har sit eget dyrevelfærdshjerte, og det officielle mærke fra Fødevarestyrelsen hedder Bedre Dyrevelfærd. Du skal dog være opmærksom på, at de mange dyrevelfærdsmærker ikke har krav til lige gode levevilkår for dyrene.

    Ordentlige arbejdsforhold: Vælg Fairtrade-mærkede produkter

    Fairtrade-mærket er et godt mærke at gå efter, hvis du vil støtte ordentlige arbejdsforhold for bønder og plantagearbejdere i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika.

    Mærket arbejder for, at det ikke er børn, der høster bønnerne til din kaffe. Mærket arbejder for generelt gode arbejdsvilkår, sundhed og sikkerhed på plantagerne.

    Kaffe, chokolade, kakao, sukker og bananer er typiske produkter, der kan have Fairtrade-mærket. For at blive certificeret Fairtrade-producent, skal bønderne leve op til en række krav i forhold til social- og miljømæssig bæredygtighed.

      Tænk over, hvordan du handler

      Bæredygtigt forbrug handler ikke kun om at vælge de rigtige varer på hylderne. Det handler om at vælge varerne med omtanke.

      Hvis du vil støtte en bæredygtig verden, kan du følge disse gode råd:

      • Undgå madspild ved at købe mindre pakker eller planlægge at bruge resterne efterfølgende.
      • Overvej, om du egentlig har brug for varen, inden den ryger i indkøbskurven – eller om du blot bliver fristet af en overflødig, billig ting fra rodebunken.
      • Skab efterspørgsel ved at spørge i butikken efter øko-, lokale- eller mærkede varer. Du kan også skrive direkte til producenten.
      • Brug cyklen eller gå, når du køber ind, frem for at starte bilen - så undgår du udledning af CO2 og sundhedsskadelige partikler i form af bilens udstødningsgas.
      • Medbring dine egne indkøbsposer i stedet for at købe nye af plastik. Plastik er svært at nedbryde og belaster miljøet, hvis det ender i naturen.