Hvide bønner
Hvide bønner er egentlig en fællesbetegnelse for flere typer hvide bønner - fx de kendte baked beans. Her kan du læse om, hvor længe hvide bønner skal ligge i blød og koge, og hvordan du giver dem ekstra smag.
Hvide bønner er milde i smagen og gode i rigtig mange retter.
Her får du svar på:
- Hvad er hvide bønner?
- Hvor længe skal hvide bønner koge?
- Disse retter er gode med hvide bønner
- Hvide bønner er gode til det kager og smoothies
- Sådan giver du dine hvide bønner smag
- Opbevaring
- Holdbarhed
- Kan hvide bønner fryses?
- Spis eller smid ud?
Hvad er hvide bønner?
Hvide bønner er ikke én bestemt sort, men i stedet en fællesbetegnelse for bl.a. butterbeans eller limabønner, great notherns, cannellini bønner og flere andre, og de kan derfor variere en del i størrelse. Selvom der kan være små forskelle på de enkelte sorter, så har de dog mange af de samme egenskaber, og de kan derfor bruges på samme måde i langt de fleste retter.
Når du køber hvide bønner i supermarkedet, er det ofte typen cannellini. De er milde i smagen og har en let melet tekstur. De kaldes også for hvide kidneybønner, da de ofte har samme form og størrelse. De fleste kender dem også som den klassiske baked beans på dåse eller karton, men de kan bruges til så meget mere og er en god bælgfrugt at have i køkkenskabet.
Hvor længe skal hvide bønner koge?
Hvide bønner skal først udblødes i vand i 10-12 timer i køleskabet. Kassér vandet, og kog dem derefter i ca. 30-60 minutter. Når de er kogt, er de klar til at komme i suppen, salaten eller gryderetten.
Vi anbefaler altid, at du følger kogeanvisningen på pakken.
Som langt de fleste bønnetyper indeholder hvide bønner lektiner, der skal nedbrydes før de er klar til at blive spist. I følge Fødevarestyrelsen er lektiner naturligt forekommende giftstoffer, som ødelægges ved kogning ved mindst 100 grader.
Køber du spiseklare hvide bønner på dåse eller karton, kan du bare hælde væsken fra og bruge dem direkte i din ret, eller skylle dem, hvis de skal i en salat. Hvis det er baked beans, skal du selvfølgelig ikke skylle dem.
Disse retter er gode med hvide bønner
Hvide bønner egner sig godt til at spise både hele og mosede, og der findes mange gode opskrifter med hvide bønner.
Prøv fx at lave en hummus eller anden bønnedip med hvide bønner eller brug dem delvist hele/delvist mosede i en bønnedelle. De er også gode hele i supper, som fx minestrone, men de kan også bruges i blendede supper, hvor de bidrager med både fylde og en mere cremet konsistens.
Hvide bønner indgår også i den klassiske franske ret cassoulet, og i Italien finder du dem også i fx pastasaucer.
Hvide bønner er gode til kager og smoothies
Hvide bønner fungerer også godt i kager som fx brownies, der gør kagerne mere mættende og tilføjer proteiner.
Hvide bønner er gode i smoothies. Det er en god idé at have kogte hvide bønner i fryseren, så de kan bruges i en smoothie sammen med frugt, bær og grønt og et godt skvat syrlighed, fx citron.
Sådan giver du dine hvide bønner smag
Hvide bønner smager ikke af meget i sig selv, men de er til gengæld gode til at tage smag af det, som de tilberedes med. Giv dem derfor ekstra smag ved at bruge bouillon eller anden smagsgiver i kogevandet.
Hvis de hvide bønner skal i salater eller tilføre knas som drys på en suppe eller gryderet, så lav en marinade med citron, , krydderier, salt og olie. Lad dem trække i mindst 15 minutter eller natten over i køleskabet. Derefter er de klar til salaten eller en tur i ovnen, hvor de bliver dejligt sprøde. Hvis de skal være ekstra sprøde så tilføj evt. lidt majsstivelse til marinaden.
Hvide bønner har brug for ekstra krydderier, syre og salt
Hvide bønner har ligesom bælgfrugter generelt brug for ekstra krydderier, syrlighed og salt, og særligt hvis du bruger dem som hel eller delvis erstatning for kød i en ret. Giv den derfor ekstra gas med krydderierne, og tilføj også gerne fedt som olie eller smør, fordi bønnerne som udgangspunkt er meget fedtfattige.
Soltørrede tomater, tomatpure, soyasauce, svampe, parmesanost og tang kan også give retten mere dybde og velsmag, da de tilfører en ret umami, som vi ellers mest forbinder med kød.
Sådan opbevarer du hvide bønner bedst
Tørrede bønner og bønner i lage opbevares bedst i køkkenskabet.
Hvis du ikke skal bruge alle bønnerne fra en dåse eller karton, skal du opbevare resten af bønnerne i en anden beholder på køl.
Holdbarhed
Bønner på karton/dåse og tørrede bønner kan holde sig i op til ca. 2 år. Ofte til efter 'bedst før'-datoen. Bønner, der har ligget i blød og er kogt, og bønner fra konserves kan holde sig ca. 3-4 dage i køleskabet.
Kan hvid bønner fryses?
Hvide bønner, der har ligget i blød og er kogt, og spiseklare bønner kan fryses og bruges senere.
Hvis du bedst kan lide at udbløde og koge bønner selv, så kog gerne en hel pose af gangen og frys ned i mindre portioner, så har du alligevel altid bønner klar til brug.
Spis eller smid ud?
Brug sanserne. Bønner, der smager eller lugter dårligt, skal smides ud. Hvis der er mug på en portion bønner, skal hele portionen kasseres - også selvom det kun er en del af portionen, der er berørt.
Undgå uønsket kemi i dåser
Hvis du gerne vil have kidneybønner, du kan bruge med det samme, så er det en god idé at købe dem i karton fremfor på dåse, da der kan være bisphenoler på indersiden af dåser.
Støttet af
Det skal du vide om butterbeans
Butterbeans hedder også limabønner eller smørbønner på dansk. Butterbeans er en stor bønne med en fast struktur, der egner sig godt til gryderetter og salater. Læs her, hvordan du koger og bruger bælgfrugten.
Det skal du vide om belugalinser
Belugalinser er små, sorte linser. De har en fast struktur, når de er kogt, og derfor er de velegnet til at erstattet kød helt eller delvis i retter. Læs hvor længe, du skal koge belugalinser, og få tips til at give dem ekstra smag.
Sådan bruger du bælgfrugter
Bælgfrugter som bønner og linser er fyldt med proteiner, fibre og vitaminer. Klimabelastningen er lav, og de er forholdsvis billige. Få tips til at bruge de grønne proteiner her.