Undersøgelse: 30 ud af 38 varer fra Temu fejler
Det er ikke kun legetøj og babyudstyr fra Temu, der kan være farlige. Også plejeprodukter, elektronik og rengøringsmidler kan udgøre sikkerhedsrisici – ikke mindst, hvis de bruges af børn, viser vores undersøgelse.
Mange af de produkter, man kan købe på Temu, lever ikke op til europæiske krav og kan i flere tilfælde udgøre en sundheds- eller sikkerhedsmæssig risiko, særligt for børn. Det viser vores undersøgelse af i alt 38 varer fra forskellige produktkategorier, som vi har købt på Temu.
En del produkter fejler på sikkerhed, og selvom de undersøgte produkter med ingredienslister ikke umiddelbart indeholder ulovlige stoffer, indeholder mange af dem uønsket kemi. Derudover er der overordnet set et stort problem med, at der mangler relevant information på produkterne, men at de til gengæld er tilplastret med advarsler – på en måde, så det næsten virker tilfældigt, siger Helen Amundsen, der er seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk.
“Vi ser fx børneomsorgsprodukter, der er CE-mærkede, selvom den mærkningsordning slet ikke gælder for børneomsorgsprodukter, og der er selvmodsigende mærker med aldersbegrænsninger. Det giver lidt en følelse af, at man bare har forsøgt at tilfredsstille forbrugerne med en håndfuld mærker, der så har mere eller mindre relevans for produktet,” siger hun
Babyudstyr med risiko for kvælning
Forskellige produkter til børn har været igennem nogle sikkerhedstest, der imiterer den måde, som børn i den pågældende aldersgruppe typisk vil lege med eller bruge produktet. På mange produkter til babyer viste vores undersøgelse problemer med sikkerheden. Snore kan blive viklet om babyens hals, små dele og bolde kan løsrive sig og give en kvælningsrisiko, og en bæresele lever heller ikke op til europæiske sikkerhedskrav, fordi benåbningerne er for store med fare for, at barnet kan falde ud. Desuden kommer bæreselen helt uden brugsanvisning, der kan være afgørende for korrekt og sikker brug.
Modstridende information på legetøj og børneprodukter
Ser man på aldersmærkningen på produkterne, er der ofte selvmodsigende oplysninger. Der kan eksempelvis stå på selve produktet, at et stykke legetøj er beregnet til etårige børn, mens der står på et påklistret mærkat fra Temu, at produktet ikke er beregnet til børn under tre år. Hvis et stykke legetøj eller et børneomsorgsprodukt er beregnet til børn under tre år, gælder der særlige sikkerhedskrav.
“Det er problematisk, at der er modstridende informationer, for så ved man jo ikke, hvad man skal kigge på for at finde ud af, om legetøjet er sikkert at give til et barn under tre år,” siger Helen Amundsen.
Hvis man tror, man kan slippe uden om ansvaret ved at skrive, at babyudstyr slet ikke er til babyer, tager man fejl. Helen Amundsen Seniorrådgiver i Forbrugerrådet Tænk
Sut og rangler der ikke er beregnet til børn under 3 år
Flere af produkterne har også en aldersbegrænsning, der er langt højere end den aldersgruppe, som produktet tydeligvis er beregnet til. Men faktisk må virksomheder ikke mærke legetøj på den måde. Ifølge EU-lovgivning må man ikke skrive på legetøj såsom rangler og bamser, at de ikke er beregnet til børn under tre år, da det er oplagt, at produkterne er til den aldersgruppe, forklarer Helen Amundsen:
“Hvis man som sælger eller producent er bange for, at ens babylegetøj kan udgøre en sikkerhedsrisiko – fx ved at der er dele, babyen kan sluge, eller snore, der kan vikle sig rundt om halsen – og man tror, man kan slippe uden om ansvaret ved at skrive, at det slet ikke er til babyer, tager man fejl. Hvis legetøj har karakter af et babylegetøj på grund af sin funktion eller udseende, så skal det overholde reglerne for babylegetøj.”
Udover aldersmærkningen er der ingen af advarslerne, på legetøjet og børneomsorgsprodukterne, der står på dansk. Det er et krav, at i de tilfælde, hvor en advarsel er nødvendig, skal den stå på det officielle sprog i det land, hvor den bliver solgt.
Kugle kan komme ud af bold
Legetøj og babyudstyr har gennemgået forskellige tests hos Torben Foged, der driver Forbrugerlaboratoriet. Allerede ved blot at kigge på en legetøjsbold, som er formet i plastik-tråde med en lille kugle indeni, studser han over advarselssymbolet, der er klistret på den plastikpose, som bolden ankom i.
“På et produkt som det her skal der slet ikke være noget at advare imod – det skal simpelthen bare være i orden,” siger han.
I Torben Fogeds test opdager han, at plastik-trådene faktisk godt kan rives og trækkes i, så det bliver forholdsvis let at pille den lille kugle ud. Og da vil kuglen på grund af dens størrelse udgøre en kvælningsrisiko, fortæller han.
“Bolden overskrider ikke de objektive sikkerhedsstandarder, men som producent skal man også foretage en subjektiv vurdering af, om et produkt kan udgøre en risiko. Og det vil jeg sige, at det her stykke legetøj gør,” siger Torben Foged.
Farlig elektronik
Over tid kan to ud af fire strømforsyninger fra Temu, vi har testet, blive livsfarlige, viser vores undersøgelse af elektriske produkter, hvor strømforsyningerne er blevet udsat for en højspændingstest. Inde i strømforsyningerne er afstanden mellem de strømførende dele nemlig for lille, og den dårlige konstruktion gør, at de i brug kan blive livsfarlige ved berøring.
De to andre strømforsyninger klarede sig fint i højspændingstesten. Vi har dog ikke gennemført en fuld test af produkterne, og vi kan derfor ikke sige, om der kan være andre problemer med de to produkter. Generelt er elektronik ikke en produktkategori, hvor man bør løbe en risiko, og derfor anbefaler vi ikke, at man køber elektronik fra den type markedspladser, siger Helen Amundsen:
“Du kan ikke se med det blotte øje, om der er fejl inde i strømforsyningerne. Vi har skilt dem ad og fået dem testet med professionelt udstyr, som man som almindelig forbruger ikke har adgang til, for at kunne konkludere, hvorvidt de er farlige. Og det er altså stød af livsfarlig styrke, du kan blive udsat for, hvis du er uheldig at få bestilt et af de produkter, der ikke lever op til standarderne.”
Lampe til børneværelset du kan fylde med vand
Et andet produkt i undersøgelsen af elektriske apparater er en dekorativ lampe, som man skal fylde med vand og tænde for at få to gopler af gummi til at svømme op og ned i lampen. Alene ved at kigge på lampen ser Helen Amundsen flere risici:
“Låget sidder ikke særlig godt fast, og hvis lampen vælter, kan vandet fx ryge ned i stikdåsen. Lampen kan bruges både med batterier og ledning, men hvis man kommer til at sætte lampen i stikkontakten, mens der er batterier i den, kan det være problematisk, fordi batterierne så kan begynde at lække.”
Sikkerhedsvurderingen bliver ikke bedre af, at lampen ligner noget, der i de fleste tilfælde ville stå på et børneværelse, siger Helen Amundsen. Hun mener ikke, man kan forvente, at børn har styr på, om der er batterier i lampen eller ej, og hvad de skal gøre, hvis der vælter vand ned i en stikdåse.
kamera og dørklokke virker ikke
Til undersøgelsen bestilte vi også to overvågningsprodukter; et kamera og en ringeklokke, som begge skal kobles til nettet og en app på telefonen. Vi kunne dog ikke få nogen af de to produkter til at virke.
Vores engelske søsterorganisation Which? har tidligere testet overvågningskameraer fra online markedspladser, hvor de fandt, at der var høj risiko for ufrivillig deling af personlige data og ringe beskyttelse for hackerangreb på kameraerne.
Du ved ikke, hvad du gør rent med
I undersøgelsen har vi også kastet et blik på nogle af de få rengøringsprodukter, man kan finde på Temu. Ingen af dem overholder europæiske regler.
Der er meget mangelfuld mærkning og information om indholdsstoffer på de tre indkøbte rengøringsprodukter. To forskellige typer af toiletrens fra undersøgelsen har ikke børnesikring på låget, hvilket er et krav i EU, hvis produktet er ætsende, hvilket toiletrens oftest er.
Toldstyrelsen i Danmark har gennem en årrække beslaglagt meget toiletrens fra kinesiske forhandlere, fordi de ikke lever op til de gældende krav om, at brugsanvisningen skal være skrevet på dansk, og at det skal stå på flasken, hvilke kemikalier, den indeholder. De krav overholder ingen af de to toiletrens fra Temu.
Vaskemiddel der ligner legetøj
Et andet produkt, der kommer helt uden informationer om indholdet, er en pose med farvestrålende vasketabs til tøjvask.
“Udover at det er ulovligt ikke at skrive, hvad der er i rengøringsmidler, så ligner de her vasketabs ikke noget til tøjvask, men snarere legetøj eller slik. Man bør ikke fremstille rengøringsmidler, som børn kan komme til at forveksle med noget, de kan putte i munden, hvilket jeg vil sige, er tilfældet med det her produkt,” siger Stine Müller.
Cremer og makeup med bekymrende kemi
En række kosmetik- og plejeprodukter er blevet undersøgt på baggrund af deres varedeklarationer. Vi har altså ikke testet det faktiske indhold i produkterne i et laboratorium, men tjekket, hvad der står på produkterne, at de indeholder.
Alle produkterne fra Temu har den nødvendige indholdsdeklaration på et ekstra klistermærke sat uden på produkternes plastemballage. Det er umiddelbart en forbedring i forhold til, hvad vi har set i vores tidligere undersøgelser af produkter fra online markedspladser. Men ligesom med legetøjet gælder det også for nogle af plejeprodukterne, at det, der står på klistermærket uden på pakken, ikke stemmer overens med det, der står på selve produktet.
På én af solcremerne er der også på selve produktet modstridende informationer. Der står nemlig både, at solcremen ikke indeholder silikonestoffer, men samtidig er der opført to silikonestoffer på ingredienslisten.
“Det skaber forvirring og mistillid til, om man så reelt kan stole på nogen af delene,” siger Stine Müller, projektleder i Forbrugerrådet Tænk.
Solcremer med hormonforstyrrende stoffer
Ingen af de seks solcremer, vi har kigget på, har ulovlige stoffer på ingredienslisterne. Der er dog stoffer mistæntk for at være hormonforstyrrende i dem alle. I øvrigt er der i halvdelen af solcremerne solfiltret ved navn 4-methylbenzylidene camphor, som bliver forbudt i EU fra 2025, fortæller Stine Müller, og tilføjer:
“Det er rigtig mange år siden, vi har set solcremer med det specifikke solfilter på det danske marked, og Miljøstyrelsen har meget længe frarådet, at gravide, ammende og børn under 12 år bruger produkter, hvor det er tilsat. En anden grund til, jeg ikke vil anbefale, at man bruger nogle af de solcremer, vi har undersøgt her, er, at vi ikke ved hvor godt de beskytter mod solen.”
Ansigtsmaling til børn med hormonforstyrrende stoffer
Også en ansigtsmaling, som har børn afbilledet på Temus hjemmeside, indeholder et stof, nemlig butylparaben, som Stine Müller fraråder i kosmetik og plejeprodukter. Det gælder ikke mindst, hvis de skal bruges til børn, som er mere sensitive over for potentielt hormonforstyrrende stoffer end voksne. Stoffet er også forbudt i produkter beregnet til børn under tre år.
”Der kan også være problematiske stoffer i produkter på det europæiske marked. Men hyppigheden af uønsket kemi i produkterne fra Temu er umiddelbart højere, samtidig med at vi har fundet uønskede stoffer, som vi ikke har set herhjemme i mange år. Derfor anbefaler vi at købe plejeprodukter og kosmetik i Danmark,” siger Stine Müller.
Sådan har vi testet og det har vi fundet
Vi har købt 38 produkter fra Temu inden for fire forskellige overordnede produktkategorier: Legetøj og andre børneprodukter, kosmetik og plejeprodukter, elektriske produkter samt rengøringsmidler. To interne og to eksterne eksperter, med hver deres specialer i produktsikkerhed, har gennemgået produkterne. I nogle tilfælde er de også undersøgt nærmere i afprøvninger i laboratoriet, fx for om der kan ryge små dele af noget af legetøjet ved slag, eller om opladerne adskiller indgående fra udgående spænding tilstrækkeligt. Vi har ikke lavet tilbundsgående test og undersøgelser af alle produkterne.
Legetøj og andre børneprodukter: 15 produkter
- Alle havde fejl – enten i mærkning og/eller på selve produktet.
- 11 produkter fejler på sikkerhed af selve produktet
- 13 har problemer med mærkning
Elektriske produkter: 8 produkter
- Alle fejler på mærkning
- 4 opladere:
- 2 fejler på sikkerhed af selve produktet
- 4 andre elektriske produkter, som vi ikke direkte kan afgøre om fejler, men 3 kan vi ikke få til at virke og 3 har vi væsentlige bekymringer ved.
Kosmetik og plejeprodukter: 12 produkter
- 6 solcremer:
- Alle med uønsket kemi i form af hormonforstyrrende stoffer
- 3 med et solfilter, der snart er forbudt og har været frarådet af de danske myndigheder igennem mange år.
- 6 andre produkter:
- 4 med uønsket kemi i form af hormonforstyrrende stoffer (i 1 tilfælde butylparaben i en maling, der også markedsføres til børn. Butylparaben hører til blandt de stoffer EU har udpeget som særligt problematiske)
- I alt 4 af de 12 produkter har ufuldstændig/uoverensstemmelser på INCI eller vildledende markedsføring
Vask og rengøring: 3 produkter
- Alle 3 har alvorlige fejl – primært på mærkning (ingen information om indholdsstoffer eller sikker anvendelse) – men også udformning (ligner legetøj, uden børnesikring)
Disse produkter har vi undersøgt - og dette fandt vi
-
For store benåbninger, så barnet kan falde ud.
Seler er for lange, så de udgør kvælningsrisiko.Bæreselen havde fejl i mærkningen og har ingen brugsanvisning.
-
Materialet klarer styrkekravene, men deformeres let, og bolden kan forholdsvis let manipuleres ud. Bolden inde i ranglen er så lille, at den kan gå i halsen på børn under 3 år.
Ranglen havde fejl i mærkningen.
-
Fejl i mærkningen
-
Skaftet fejler, da det er for langt og derfor kan gå ned i halsen på små børn, der ikke selv er i stand at fjerne det.
Fejl i mærkningen
-
Fejl i mærkning
-
Det ene øje faldt af trælarven og det kan udgøre en kvælningsrisiko for små børn.
Fejl i mærkningen
-
Vi vurderer at magneterne er legetøj på grund af deres udseende.
Magneterne er så små at de kan udgøre en kvælningsrisiko for små børn og magneternes styre er for høj.Fejl i mærkningen.
-
De små kugler for enden af snorene er for små og udgør en kvælningsrisiko for små børn.
Fejl i mærkningen.
-
Snorene udgør en kvælningsrisiko, da snorene er for lange og kan vikle sig rundt om barnets hals.
Fejl i mærkning.
-
Fejl i mærkningen, da ikke alle ingredienser er nævnt på produktet.
-
Indeholder stoffer der er mistænkt for at være hormonforstyrrende fx propylparaben. Stoffet er forbudt i produkter til børn under 3 år, men er derudover lovligt i andet kosmetik.
Fejl i mærkningen.
-
For store åbninger i skjoldet, hvor børn kan få fingrene i klemme.
Fejl i mærkningen.
-
Lukning går for let op, og kan give barnet adgang til maden fx et stykke gulerod, der kan udgøre en kvælningsrisiko.
-
Snoren er for lang, når der trækkes i den. Den kan derfor udgør en kvælningsrisiko.
Derudover overholder den heller ikke kravet til styrken af materialet. Den går i stykker, når der trækkes i den.Fejl i mærkningen.
-
Snoren er for lang, når der trækkes i den, og den kan desuden danne en løkke. Den kan derfor udgør en kvælningsrisiko.
Fejl i mærkningen.
-
Fejl i mærkningen.
Vi kunne i øvrigt heller ikke få kameraet til at virke ordentligt.
-
Låget kan meget let tages af, hvilket giver adgang til vand. Det er uhensigtsmæssigt, når der samtidig er strøm på produktet. Der er dog ingen krav til dette.
Fejl i mærkningen.
-
Produktet fejlede højspændingsprøven. Det har ikke tilstrækkelig adskillelse og afstand mellem indgangs- og udgangsspændingen. Produktet kan derfor over tid give risiko for elektrisk stød.
Fejl i mærkningen.
-
Fejl i mærkningen.
-
Fejl i mærkningen.
-
Produktet fejlede højspændingsprøven. Det har ikke tilstrækkelig adskillelse og afstand mellem indgangs- og udgangsspændingen. Produktet kan derfor over tid give risiko for elektrisk stød.
Fejl på mærkningen
-
Fejl i mærkningen.
Vi kunne i øvrigt heller ikke få dørklokken til at virke ordentligt.
-
Fejl i mærkningen.
Vi kunne i øvrigt heller ikke få loddekolben til at virke.
-
Indeholder 4-methylbenzylidene camphor (4-mbc), der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som de danske myndigheder fraråder brug af. Stoffet bliver forbudt i EU fra 2025.
Indeholder også flere andre lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.Fejl i mærkningen.
-
Indeholder flere lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Fejl i ingredienslisten. Forskel på ingredienslisten på produktet og på pakningen.
-
Indeholder 4-methylbenzylidene camphor (4-mbc), der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som de danske myndigheder fraråder brug af. Stoffet bliver forbudt i EU fra 2025.
Indeholder også flere andre lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
Indeholder også flere andre lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer. -
Indeholder flere lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
-
Indeholder 4-methylbenzylidene camphor (4-mbc), der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som de danske myndigheder fraråder brug af. Stoffet bliver forbudt i EU fra 2025.
Indeholder også flere andre lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.Solcremen anpriser at være uden silikone - "No Silicones" - men indeholder både cyclopentasiloxane og cyclohexasiloxane, som begge er silikonestoffer.
Fejl i mærkningen.
-
Indeholder blandt andet flere lovlige, men mistænkt hormonforstyrrende stoffer.
-
Fejl i ingredienslisten. Forskel på ingredienslisten på produktet og på pakningen.
-
Indeholder butylparaben, der er hormonforstyrrende og er på EUs liste over særligt problematiske stoffer. Stoffet må ikke være i produkter til børn under 3 år, men er derudover tilladt i andre produkter.
Indeholder også et andet stof, der er lovligt, men mistænkt hormonforstyrrende. -
Ingen anmærkninger.
-
Indeholder stoffer der er lovlige, men mistænkt for at være hormonforstyrrende.
-
Indeholder et lovligt, men mistænkt hormonforstyrrende stof.
Fejl i mærkningen. Forskellig ingredienser angivet på produktet og på pakningen.
-
Indeholder et lovligt, men mistænkt hormonforstyrrende stof.
-
Ufuldstændig mærkning og deklaration af indholdsstoffer.
Advarsler og instruktion om sikker brug er ikke på dansk. -
Produktet kommer helt uden nogen form for mærkning, indholdsdeklaration, advarsler og information om sikker brug.
Børn kan nemt forveksle tabs med slik.
-
Ufuldstændig mærkning og deklaration om indholdsstoffer.
Advarsler og instruktion om sikker brug ikke på dansk.
Ingen børnesikring.
Det svarer Temu
På baggrund af undersøgelsens resultater oplyser Temu, at alle de testede produkter med anmærkninger er blevet fjernet fra hjemmesiden som en sikkerhedsforanstaltning, mens de bliver gennemgået.
De oplyser endvidere, at de løbende overvåger udviklingen i lovgivningen og arbejder tæt sammen med deres sælgere for at sikre, at de opfylder lokale krav.
Usikre produkter er ikke forbrugernes ansvar
Elektronik, der kan gå i brand, kosmetik med uønsket kemi og legetøj, der kan udgøre en fare for barnet, er blandt de ubehagelige opdagelser, vi i Forbrugerrådet Tænk har gjort i vores undersøgelser af forskellige handelsplatforme. I Forbrugerrådet Tænk er vi glade for styrket konkurrence og lave priser, men som forbruger i Danmark skal vi kunne være trygge ved, at de ting, vi køber, ikke er farlige og lever op til de gældende regler. Og det kan vi ikke være, når vi handler på handelsplatforme som Temu. Det har flere undersøgelser nu slået fast.
Myndighederne har lovgivning til at gribe ind, men det halter med at gøre brug af den
Det er virksomhedernes ansvar, at produkterne er sikre, og det er myndighedernes opgave at kontrollere virksomheder og produkter. Som forbrugere skal vi kunne stole på, at de produkter, som vi køber, er sikre at bruge.
Derfor kæmper vi for, at handelsplatforme som Temu skal være juridisk ansvarlige for, at sikkerheden og kemien i de varer, de sælger på platformen, lever op til EU-kravene.
Online shopping: Undgå at blive snydt på nettet
Nethandel gør det nemt at købe varer fra hele verden. Men digitale svindlere kan sidde klar bag skærmen. Få hjælp til at handle sikkert på nettet.
Køb ikke denne type produkter på Temu og andre online markedspladser
Se, hvilke produktgrupper vi helt fraråder dig at købe fra Temu, Shein og Wish og lignende platforme, hvor du handler med virksomheder uden for EU.
Undersøgelse: Undgå legetøjsslim købt uden for EU
Legetøjsslim købt i danske butikker klarer sig langt bedre end produkterne fra Wish, Shein, Temu og Amazon, viser en ny undersøgelse.