Smart-tv: Sådan sikrer du dit privatliv
Streaming, apps og stemmestyring gør dit tv smart. Men du risikerer at dele oplysninger om dit forbrug og din adfærd med producenten, Facebook og Google.
Begræns hvilke oplysninger du deler med dit tv
Fladskærme kommer i dag med en lang række smarte funktioner. Du kan gå på internettet, afspille film og og musik via apps på dit smart-tv og vælge kanal via stemmestyring.
De smarte funktioner samler al underholdningen ét sted. Men jo flere tjenester og funktioner du bruger på dit tv, desto flere oplysninger indsamler og deler fjernsynet om dig.
Oplysninger om hvad du ser, hvad du siger, og hvad du søger på bliver indsamlet og kan deles mellem producenten, streamingtjenester og andre samarbejdspartnere.
Sådan beskytter du dine personlige oplysninger på dit tv:
- Slå datadeling fra i indstillinger
- Log kun ind på apps, du bruger
- Log ikke ind med Facebook eller Google
- Slå stemmestyring fra
- Lad vær med at gå på nettet
Slå datadeling fra i fjernsynets indstillinger
Privatlivsindstillingerne på dit smarte fjernsyn giver dig mulighed for at bestemme, hvilke oplysninger en producent må indsamle om dig.
Opsætningen er forskellig afhængig af fjernsynets mærke, men på nogle modeller kan du kan begrænse, hvad tv’et må dele om dig. Det vil ofte være under et punkt, der hedder ”Indstillinger” eller lignende.
Indstillingerne kan du ændre, når du sætter fjernsynet op. Det kan enten være på selve tv-skærmen eller på en app, der er knyttet til tv'et. Har du allerede sat dit tv op, kan du altid gå tilbage og ændre i indstillingerne på et senere tidspunkt.
Apps, der er installeret på tv'et, kan du muligvis også styre. Det kan være apps fra HBO, Netflix eller TV2, som du kan ændre privatlivsindstillingerne på. Her kan du enten ændre på indstillingerne inde i selve appen eller begrænse appens adgang i tv'ets indstillinger.
Log kun ind på apps, du bruger
Apps på dit tv deler oplysninger om dig med producenten, der har lavet dit smarte fjernsyn.
Download kun de apps, som du har tænkt dig at bruge. Du kan for eksempel hente streamingtjenester som Cmore og Amazon Prime, men ikke spilapps som CandyCrush.
Dataudvekslingen sker også den anden vej. De apps, du installerer på dit tv, kan få oplysninger om dine tv-vaner og de data dit tv ellers indsamler.
Log kun på apps, når du rent faktisk bruger dem. Så spreder du ikke dine oplysninger unødigt.
Apps, du slet ikke bruger, bør du overveje at fjerne helt, hvis det er muligt.
Log ikke ind med Facebook eller Google
Facebook og Gmail gør det nemt for dig at logge på mange forskellige tjenester. Du skal hverken udfylde oplysninger eller oprette nye kodeord.
Logger du ind med Facebook, Gmail eller en tredje konto, du har i forvejen, deler du oplysningerne fra dit fjernsyn med den konto. Samtidig kan det også betyde, at producenten bag dit tv får adgang til oplysninger om dig fra Facebook og Google.
Opret en selvstændig konto til fjernsynet med et nyt kodeord. Så kan Google, Facebook eller hackere ikke se med.
Slå stemmestyring fra
Stemmestyring giver dig mulighed for at betjene dit tv ved hjælp af stemmekommandoer. Du kan for eksempel bede tv'et om at skifte kanal eller spørge til vejret.
Digitale assistenter som Google Assistant og Amazon Alexa kan du koble til dit smarte tv for at bruge stemmestyring.
Aktiverer du stemmestyring, bliver dine kommandoer indsamlet og kan blive transskriberet. Så kan dine oplysninger bruges af både tv-producenten og samarbejdspartnerne.
Kommer du ved et uheld til at aktivere stemmestyringen – for eksempel ved at sige Google eller ved at trykke på knappen på din fjernbetjening - risikerer du at blive optaget, uden at du ved det.
Danske medier har tidligere fortalt, hvordan stemmestyring på digitale assistenter blev slået til uden brugernes vidende og optog private samtaler, som siden blev transskriberet.
Slå stemmestyringen fra, og lad være med at koble en digital assistent til dit tv, hvis du vil undgå at blive optaget.
Log ikke på internettet
Internettet gør dit fjernsyn smart. Men internettet gør det også muligt for producenten og apps at indsamle oplysninger om dig.
Vil du begrænse, hvor mange oplysninger du deler, kan du lade være med at koble dit tv til dit wifi. Undersøg først, om det fjerner din mulighed for at se tv.
Apps og opdateringer til dit tv kan dog stoppe med at virke, når du ikke har adgang til internettet.
Opkald fra svindlere: Undgå at blive snydt i telefonen
Svindlere kan ringe for at lokke personlige oplysninger ud af dig eller snyde dig til at ringe op til et dyrt udenlandsk nummer. Se, hvordan du undgår svindlen.
Derfor bliver vi afhængige af vores telefon
Din mobil er designet til, at du bruger meget mere tid på den, end du har lyst til. Det kan skabe afhængighed og have store konsekvenser, påpeger eksperter.
Lad os skabe en tryg digital verden sammen
Techgiganter kontrollerer vores digitale infrastruktur. Nye, skærpede krav til deres forretningsmodeller er nødvendige for at sikre forbrugernes tryghed online.