Gå til hovedindhold

Godt nyt: Snart bliver det tryggere at være kunde i et elselskab

Mere overskuelige priser til forbrugerne og hårdere straffe til elselskaberne. Nye regler på elmarkedet træder snart i kraft, og det får betydning for dig.

Jakob Steensen Nielsen · Foto: Getty Images · 12. marts 2026
Hånd stikker stik i stikkontakt

Sagen kort

”Det vilde vesten” er en betegnelse, som Forbrugerrådet Tænk længe har brugt til at beskrive det danske elmarked. Priserne har været uigennemskuelige, og mange forbrugere er blevet snydt af aggressive telefonsælgere. Andre har måttet kæmpe for at få deres tilgodehavender tilbage, efter de har skiftet til nyt elselskab.

Men fremover bliver det sværere for plattenslagerne i elbranchen. Sådan lød ordene fra Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Lars Aagaard, da regeringen og en lang række partier sidste år præsenterede en politisk aftale om at forbedre elmarkedet for forbrugerne. 

I år træder de nye regler fra aftalen i kraft, og det kan få betydning for dig som elkunde.

Du skal kunne se den reelle elpris 

Som en del af de nye regler, bliver det nemmere at se elselskabernes priser på deres hjemmesider. Det drejer sig blandt andet om spottillægget, abonnementsprisen og andre relevante gebyrer, som tydeligt skal oplyses. 

Samtidig bliver der sat krav til, at tillæggene og gebyrerne skal hedde det samme på tværs af elselskaber.

Det kommer til at gøre det langt lettere at få overblik og sammenligne priser mellem selskaber, siger politisk chef i Forbrugerrådet Tænk, Uffe Rabe Krag:

”Mange selskaber har blandet den rå elpris sammen med deres egne priser i deres markedsføring og endda skjult forskellige gebyrer og tillæg i lange prislister. Det har betydet, at man skulle finde det helt store regneark frem, hvis man skulle regne ud om det ene selskab var billigere end det andet. Det er en rigtig stor hjælp til forbrugerne, at det nu kommer til at stå sort på hvidt, hvad man egentlig skal betale til elselskabet – og hvad konkurrenten tilbyder af priser. ”

Du kan ikke flyttes til en ny elaftale over telefonen

Den nye politiske aftale sætter også nye regler for telefonsalget. Elmarkedet har længe været plaget af aggressivt telefonsalg, hvor selskaberne fx ringer uanmodet op eller lyver om priser for at snyde forbrugeren til at indgå en aftale over telefonen.

Med de nye regler skal elselskaber fremover eftersende kontrakten på skrift, hvorefter du som forbruger skal godkende aftalen fx med MitID.

Samtidig skal alle telefonsamtaler med elselskabernes sælgere optages, så de kan bruges som dokumentation, hvis der skulle opstå klagesager.

”Det kan være nemt at lade sig overtale af en overfrisk sælger til at indgå en alt for dyr aftale. Med de nye regler får forbrugerne lov til at læse aftalen igennem i ro og mag efterfølgende, og vurdere om det nu også var så godt et tilbud, ” siger Uffe Rabe Krag.

Hammeren falder hårdere, når elselskaberne fusker

Mens de nye regler glæder Forbrugerrådet Tænk, er de dårligt nyt for de elselskaber, der bryder loven. Bøderne bliver nemlig større, og myndighederne får som noget nyt mulighed for at give selskaberne karantæne fra at hverve nye kunder. 

Stramningen sker efter de seneste års adskillige dårlige sager med elselskaber, der blandt andet på stribe har undladt at tilbagebetale de penge, som forbrugerne har betalt for meget i aconto.

De nye regler stiller samtidig højere krav til nye selskaber, der vil ind på markedet. Det er en vigtig stramning, da det ofte er de mindre, nye selskaber, der ikke overholder de forbrugerbeskyttende regler. Sådan lyder det fra Uffe Rabe Krag:

”Vi kan se, hvordan useriøse elselskaber dukker op, overtræder loven, lukker, bliver opkøbt af hinanden og skifter navn. Det har gjort det umådelig svært for forbrugerne at styre uden om de dårlige selskaber.” 

Brancheorganisation træt af elselskaber, der snyder

Også elselskabernes brancheorganisation, Green Power Denmark, glæder sig over de nye regler.

”Det er noget vi har kæmpet for i fem-seks år. Vi har været utroligt trætte af de selskaber, der har kørt de her forretningsmetoder og blakket branchens ry, ” siger Martin Dam Wied, der er afdelingschef i Green Power Denmark.

Ligesom Uffe Rabe Krag er han optimistisk om, at de nye regler kommer til at gøre en forskel.

”Vi håber, at vi om et år er et sted, hvor der stadig er frihed til at tilbyde de bedste løsninger og udvikle nye produkter, men at vi også er så tæt, man kan være, på at have fjernet snyd fra branchen.”

Størstedelen af de nye regler trådte i kraft i januar 2026, mens resten følger til juni.

De nye regler på elmarkedet

  • Hårdere sanktioner, hvis man bryder reglerne. Det kan være bøder eller karantæne
  • Telefonsamtaler med elsælgere skal optages – til evt. klagesager 
  • Obligatorisk kontraktresume, dvs. en kontrakt skal gennemgås for forbrugeren
  • Krav til mere overskuelige priser ift. spotpriser, abonnement m.m. på virksomhedens hjemmeside
  • Mere hånd i hanke med elhandelsvirksomheder blandt andet i form af højere krav for at komme ind på markedet
  • Nemmere selv at holde øje med priser og forbrug

Kilde: Bred aftale sikrer forbrugerne bedre mod svindlere i elbranchen