Find ud af, hvad de stigende energipriser betyder for dig
De højere priser på strøm og varme koster mange forbrugere dyrt. Men hvad betyder de reelt for dig i kroner og øre?

Det kan være en god ide at skabe et samlet overblik over, hvor meget du har betalt for strøm og varme det seneste år og året før det. Så kan du sammenligne og få syn for sagen for eventuelle prisstigninger.
Det giver dig også mulighed for at lave et bedre budget på den længere bane.
”Ingen ved, om energipriserne bliver ved med at stige, så det er svært at lave et helt forudsigeligt budget. Men du kan godt prøve at lege med forskellige scenarier, hvor du fx lægger tre forskellige budgetter for det næste år med ’worst case’, ’best case’ og et sted midtimellem. Fx kan budgetterne have forskellige forudsætninger, i forhold til hvor lang tid prisstigningerne vil vare, og hvor store de vil blive,” siger cheføkonom hos Forbrugerrådet Tænk Morten Bruun Pedersen.
Spar, hvor det batter
Når du ved mere om, hvordan energipriserne påvirker økonomien, kan du se, om du har brug for at gøre noget for at sænke dine udgifter til energiforbrug. Og ved at have et overblik over dit nuværende og potentielle energiforbrug har du også bedre forudsætninger for at se, hvor det kan betale sig at sætte ind i forhold til besparelser.
Men gør de små tiltag egentlig en forskel for dine regninger, eller kræver det de helt store armbevægelser for virkelig at kunne spare på energien?
”At slukke for lyset eller andre adfærdsændringer i den boldgade kan måske virke som små ting i sig selv. Enkeltvis sparer du måske heller ikke meget på el- eller varmeregningen, men samlet set vil det give dig en større besparelse, og det er tiltag, der er forholdsvis nemme at implementere i hverdagen,” siger fagekspert hos Videncentret Bolius Henrik Bisp.
Martin Salamon, der er cheføkonom for bæredygtigt forbrug hos Forbrugerrådet Tænk, supplerer:
”Jeg vil anbefale at gå ud fra de tre a’er, når det handler om at minimere sine omkostninger til energi: aftaler, adfærd og apparat. Det er et rigtigt godt tidspunkt at kigge alle tre aspekter igennem lige nu, da besparelserne er ekstra store med de høje priser, og der vil være noget at hente for alle forbrugere,” siger han.
Og samtidig med at du sparer penge, kan du også glæde dig over, at det er godt i forhold til klimaet at spare på energien.
Sådan får du overblik over prisstigningerne
-
- Få overblik over elforbruget på hjemmesiden eloverblik.dk eller på dit elselskabs hjemmeside.
- På årsopgørelserne fra dit elselskab kan du se, hvad du konkret har betalt for strømmen i 2020 og 2021. På din netbank kan du som regel også få et overblik over, hvad du har betalt de seneste år.
- På forsyningstilsynet.dk under ’Tal & Fakta’ kan du i elprisstatistikken se, hvordan de gennemsnitlige elpriser har udviklet sig siden 2006.
- På elpris.dk kan du få et overblik over, hvilke aftaler og priser du fx kan få for de kommende seks måneder, hvis du vil skifte elselskab.
-
- Uanset om du opvarmer boligen med naturgas, olie eller fjernvarme, tilbyder de fleste forsyningsselskaber, at du kan følge med i dit forbrug på deres hjemmesider.
- Som med elforbruget kan du på dine seneste årsopgørelser fra forsyningsselskabet se, hvad du har betalt over de seneste år. På din netbank kan du som regel også få et overblik over, hvad du har betalt de seneste år.
- På forsyningstilsynet.dk under ’Tal & Fakta’ kan du i prisstatistikkerne se, hvordan de gennemsnitlige priser for naturgas og fjernvarme har udviklet sig siden 2006.
- På gasprisguiden.dk kan du få et overblik over, hvilke priser gasselskaberne tilbyder i den kommende tid.

Sådan vælger du den rigtige varmepumpe
Stigende energipriser kombineret med udfordringer med levering af gas på grund af krigen i Ukraine har skabt stor interesse for opvarmning af varmepumper. Men hvordan kan du være sikker på, at du vælger den rette?

Synes du, at din elregning er svær at forstå?
Så er det måske ikke så mærkeligt. Elpriser og elaftaler har forbrugernes interesse som aldrig før, men det kan være svært at gennemskue, hvad du betaler for, når elregningen lander i postkassen. Det kan gøres mere forståeligt, mener Forbrugerrådet Tænk.

Ny varmepumpe: “Den første elregning er lidt chokerende”
Hans Lauring skiftede fra besværligt pillefyr til nem varmepumpe, men det har været svært at beregne og forudse økonomien i varmepumpen i detaljer, fortæller han.