Afkalkning af køkkenmaskiner: Sådan gør du
Elkedler, kaffemaskiner og espressomaskiner skal jævnligt afkalkes. Læs her, hvordan du bedst afkalker dine husholdningsmaskiner.

Afkalkning: Derfor skal du fjerne kalk
Elkedler, kaffemaskiner og espressomaskiner bliver stoppet til med kalk til, når du bruger dem. Du skal derfor huske at afkalke dem med jævne mellemrum.
Afkalkning får din elkedel, kaffe- eller espressomaskine til at holde længere og til at arbejde hurtigere. Det er heller ikke lækkert at drikke te eller kaffe med rester af kalk i.
Kaffemaskiner, espressomaskiner og elkedler kan du afkalke på flere måder. I brugsvejledningen står der som regel, hvordan du afkalker din maskine. Læs altid dette.
3 måder du kan afkalke din maskine på:
Producentens afkalkningsmiddel
Maskinens producent anbefaler ofte, at du køber deres afkalkningsmiddel. Har producenten en særlig anbefaling, finder du den i brugsvejledningen.
Producentens eget afkalkningsmiddel er som regel dyrt i forhold til almindelig eddike og citronsyre, som du også kan bruge. Afgør derfor med dig selv, om du vil bruge producentens produkt.
Husholdningseddike som afkalkningsmiddel
Afkalkning af kaffemaskiner og elkedler kan du sagtens klare med husholdningseddike. Selv om eddike indeholder sukker og eventuelle aromastoffer, udgør det ikke et problem i kaffemaskiner og elkedler. Maskinerne skal du bare skylle igennem med rent og kogende vand efterfølgende.
Bland 1 del eddike og 1 del vand og hæld det i din elkedel eller kaffemaskine. Kør kaffemaskinen eller kog elkedlen igennem en eller flere gange alt efter behov. Skyl bagefter maskinen igennem med rent vand.
Citronsyre som afkalkningsmiddel
Afkalkning med citronsyre virker også godt.
Bland 1 spsk. citronsyre med 1 liter vand. Lad det stå natten over. Husk at køre kaffemaskinen igennem eller koge elkedlen med rent vand bagefter.

Blendere
Der er mange gode blendere på markedet, og som noget nyt kan nogle af de dyreste lave varm suppe. Se hvilke der bliver Bedst i Test.

Disse brødristere er bedst i test
Der er stor forskel på, om brødristere giver en tilpas og jævn ristning af brødet. Her er de bedste opretstående og flade brødristere.

Gryder og stegepander: Sådan undgår du uønsket kemi
Nogle gryder og stegepander kan frigive metaller, aluminium eller PFAS til maden. Se, hvilke gryder og stegepander der er de bedste valg uden uønsket kemi.