Gå til hovedindhold

Syv modevirksomheder retter ind efter greenwashing-klage

De syv modevirksomheder, vi sammen med Continual anmeldte til Forbrugerombudsmanden for greenwashing, har ændret deres markedsføring.

Jakob Steensen Nielsen
model på catwalk i grønt tøj går mod højre

I foråret anmeldte Forbrugerrådet Tænk og rådgivningsvirksomheden Continual syv modevirksomheder samt Copenhagen Fashion Week for at vildlede forbrugerne med grønne budskaber. 

Det har fået de syv modevirksomheder til at ændre deres markedsføring, så de ikke længere bruger ord som sustainableresponsible og eco-friendly til at markedsføre deres tøj.

Det drejer sig om Baum und Pferdgarten, Berner Kühl, Forza Collective, Herskind, OpéraSport, Stine Goya og Won Hundred. 

”Det er rigtig glædeligt at virksomhederne retter deres markedsføring, så de ikke længere lover forbrugeren mere end de kan holde. Hver gang modebranchen tager skridt mod mindre miljøbelastning er det positivt, men hvis det bliver solgt som mere end det er, risikerer vi at miste forbrugernes tillid og opbakning til den grønne omstilling. Derfor er det så vigtigt, at man kan dokumentere sine påstande og ikke vildleder forbrugerne, ” siger politisk rådgiver, Vibeke Myrtue Jensen.

Fordi virksomhederne blandt andet hurtigt tilrettede deres markedsføring, valgte Forbrugerombudsmanden ikke at gå videre med en formel sag imod dem.

Dropper sag men løfter pegefinger

Også Copenhagen Fashion Week blev anmeldt for at vildlede forbrugerne ved at markedsføre såkaldte bæredygtighedskrav til deltagende modevirksomheder. 

Forbrugerrådet Tænk og Continual vurderede dels ikke, at en opfyldelse af kravene ville fremme bæredygtighed i tilstrækkeligt omfang til at bruge ordet ”bæredygtig”. Dertil levede flere af de deltagende modevirksomheder ikke op til kravene, men fik lov til at deltage på trods.

Forbrugerombudsmanden har imidlertid ikke valgt at gå videre med sagen mod Copenhagen Fashion Week. Her indgik det særligt i Forbrugerombudsmandens beslutning, at modeugens markedsføring af bæredygtighedskravene ikke var tilstrækkeligt rettet mod forbrugerne – men derimod til andre erhvervsdrivende.

Hos Copenhagen Fashion Week er man glad for, at Forbrugerombudsmanden ikke går videre med sagen.

På LinkedIn skriver direktør i Copenhagen Fashion Week, Cecilie Thorsmark:

”Med det punktum, der nu er sat i sagen, håber jeg, at vi kan slå fast, at Copenhagen Fashion Week ikke ”greenwasher”, men at vi derimod har udviklet et ambitiøst og grundigt rammeværktøj til at opkvalificere de brands, vi samarbejder med. Og forhåbentlig inspirere andre til at gå i vores fodspor.” 

Hverken Vibeke Myrtue Jensen eller Tanja Gotthardsen fra Continual er dog enig i modeugens udlægning af Forbrugerombudsmandens beslutning om ikke at gå videre med sagen. 

De hæfter sig begge ved, at Forbrugerombudsmanden alligevel kommer med en løftet pegefinger til Copenhagen Fashion Week. 

“Det fremgår tydeligt af Forbrugerombudsmandens kommunikation til Copenhagen Fashion Week, at de ser en række potentielle risici for vildledning af forbrugeren såvel som for konkurrenceforvridning. Alligevel lader Copenhagen Fashion Week champagnepropperne springe. En sådan melding burde ellers indbyde til refleksion – især når de konsekvent spiller på en bekymring for verdens tilstand i deres egen rammesætning af eventet. Når man ovenikøbet fejlagtigt udlægger Forbrugerombudsmandens position, bliver det ikke blot dårlig smag, men direkte misinformation, hvorfor vi har set os nødsaget til at gøre Forbrugerombudsmanden opmærksom på sagen,” siger Tanja Gotthardsen, Anti-greenwashing specialist i Continual.