Pas på, du ikke bliver snydt, når du sammenligner priser
Prisportaler kan sammenligne priser – men du kan ikke altid stole på deres resultater.

På prisportaler kan du sammenligne priser på alt fra mobilabonnementer, smart-tv og bøger til flybilletter. Men du skal kaste et ekstra blik på prisportalerne og resultaterne for at være sikker på, at du rent faktisk har fundet den billigste vare.
Tænk over følgende seks ting, når du bruger prisportaler.
1. Er det øverste resultat den bedste pris eller en annonce?
Søgeresultaterne i en prisportal er oftest sorteret sådan, at produktet med den laveste pris bliver vist øverst.
Prisportaler kan dog vise en annonce øverst i søgeresultaterne, hvilket får annoncen til at ligne det bedste tilbud. Se efter, om der står "annonce" eller "sponsoreret indhold".
Sammenlign også med de andre priser i søgeresultatet for at se, om den øverste pris faktisk er den bedste.
2. Er prisportalen uafhængig og markedsdækkende?
Uafhængige prisportaler stræber efter at dække markedet bedst muligt. Det gør de ved at have resultater med fra flest mulige forhandlere og dermed give dig det bedst mulige overblik.
Prisportaler kan dog også være finansieret eller "sponsoreret" af en forhandler. Sådan en side kan udelade søgeresultater fra konkurrerende forhandlere eller kun fremhæve produkter fra de forhandlere, der betaler prisportalen for det.
Tjek, hvem der står bag prisportalen og hvad deres forretningsmodel er for at finde ud af, om prisportalen er uafhængig.
Du kan også bruge flere prisportaler og sammenligne resultaterne.
3. Er fragten med i den endelige pris?
Det billigste søgeresultat er ikke altid den bedste pris, når du kommer frem til betalingen. Priserne kan nemlig enten være inklusiv eller eksklusiv fragt, og fragtpriserne kan være forskellige.
Se, om prisportalen giver dig mulighed for at sortere resultaterne efter det, du finder mest retvisende – enten inklusiv eller eksklusiv fragt.
Vælger du at søge på priser eksklusiv fragt, kan du spare nogle penge, hvis du selv kan hente produktet i butikken. Omvendt bliver priser uden fragt svære at sammenligne, hvis det er en vare, du skal have tilsendt fra udlandet.
4. Er der forskel på produkternes kvalitet?
Produktet eller servicen kan være forskellig afhængig af, hvilken forhandler eller udbyder du vælger.
Boremaskiner kan for eksempel blive solgt med ét batteri et sted og to batterier et andet sted. Varer fra udlandet kan være uden dansk brugervejledning.
I prissammenligningen kan der også snige sig et andet produkt ind, end det du søgte på. For eksempel kan prisportalen vise resultater for en iPhone 13 Pro Max i stedet for en iPhone 13.
Mange forhandlere og producenter giver også hårde hvidevarer forskellige modelnumre, selv om produkterne stort set er ens. Forskellen kan for eksempel blot ligge i farven på ringen, der sidder rundt om vaskemaskinens låge.
Nærlæs informationen om varen, og se om modelnummeret er det samme. Er der forskelle i modelnumrene, bliver en af modellerne højst sandsynligt solgt til en lavere pris.
Vær særlig opmærksom, hvis du kun finder én forhandler på prisportalen. Det kan være et tegn på, at der er andre modeller, der er nærmest identiske, og som du derfor kan finde billigere et andet sted.
5. Kan du få produktet til en lavere pris et andet sted?
Priserne kan variere fra prisportal til prisportal og er ikke altid de samme som hos forhandlerne.
Du kan måske få varen til en lavere pris på forhandlernes egen hjemmeside. Gå for eksempel ind på et flyselskabs egen hjemmeside og se, om du kan finde den samme billet billigere.
Brug andre prisportaler for at se, om de har flere og andre resultater.
6. Er der forskel på service og vilkår?
Vilkår for reklamation, returret, reparation og fragt kan være forskellige hos de enkelte forhandlere, som prisportalen leder dig hen til. Også selv om produktet er det samme.
Forhandleren kan for eksempel ligge i Tyskland og kræve, at du sender et defekt produkt til reparation i Tyskland.
For flybilletter og hotelværelser gælder det måske, at du kan afbestille hos én rejseudbyder men ikke hos en anden.
Tjek forhandlernes vilkår og vælg en forhandler, du er tryg ved.
Du kan også sammenligne priser på serviceydelser såsom håndværkere, tandlæger og flyttefolk, men de er ikke så lette at sammenligne som for eksempel en smartphone.
Kvaliteten af en service er nemlig et vigtigt parameter, så hav det med i dine overvejelser, så du ikke vælger eksempelvis tandlæge eller håndværker udelukkende ud fra prisen.
Forbrugerrådet Tænk mener: Producenter og forhandlere skal konkurrere på kvalitet og pris
”Producenter giver stort set identiske hårde hvidevarer forskellige navne og koder. Det gør det vanskeligt for forbrugerne at sammenligne varerne.
Vi mener, at producenter og forhandlere bør konkurrere på kvalitet og pris, og ikke på hvor uigennemskueligt de kan gøre det. Det er hos forhandlerne og producenterne, der skal tages fat."
Martin Salamon, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk

Truer kunderne væk fra Trustpilot
Skriv en negativ anmeldelse af os, og risikér en erstatning på 75.000 kroner, lød det fra en cateringrestaurant på Frederiksberg.

Masser af falske anmeldelser på Trustpilot
Nu er Forbrugerombudsmanden gået ind i sagen om de mange falske anmeldelser, der florerer på det populære websted.

Sådan undgår du abonnementsfælder
Annoncer på sociale medier og webshops har ofte fristende markedsføring om prøvepakker og lave priser. Men tilbuddene kan føre til dyre abonnementer og medlemskaber, som du måske ikke vidste var en del af købet.