Mobil aircondition er en klimagris
Mobile airconditionanlæg er strømslugere. Vi har regnet på hvor meget de bruger i el og CO2. Se hvor dyrt det bliver at starte køleanlægget op.

Elnettet bliver ofte ekstremt belastet i meget varme lande, når temperaturen stiger. Belastningen skyldes, at mange boliger og bygninger er udstyret med airconditionanlæg, og i takt med at temperaturen stiger, tændes anlæggene.
Køling af boliger kan blive en klimabombe
Det Internationale Energiagentur vurderer i en rapport fra 2018, at aircondition i private hjem kan blive en af de helt store klimasyndere, i takt med at andelen af huse med aircondition stiger. Energiagenturet forudser en tredobling i antallet af airconditionanlæg frem til år 2050.
I danske hjem ses aircondition oftest som enten mobile airconditionanlæg eller i form af varmepumper, der både kan varme og køle. Andelen af varmepumper, der kan køle om sommeren, er ifølge tal fra Danmarks Statistik stigende.
Højt energiforbrug for køling
Forbrugerrådet Tænk har testet 30 mobile aircondition-anlæg og har blandt andet testet, hvor meget strøm de bruger. De mobile aircondition-anlæg bruger ikke lige meget strøm, men de køler heller ikke lige godt.
Det anlæg, som køler bedst i testen bruger lige omkring 1 kWh i timen. Kører anlægget i de 12 varmeste dagtimer, bruger du 12 kWh om dagen, hvilket bliver til ca 300 kWh på en måned, eller ca. 1.176 kroner på en måned, når vi sætter prisen til 3,88 kroner pr kWh (Gennemsnitsprisen i 2022 i følge Elpris.dk)
Så meget strøm bruger andre maskiner i husholdningen:
- Opvaskemaskinen bruger typisk omkring 1 kWh på en vask
- Vaskemaskine bruger cirka 1,3 kWh på en bomuldsvask
- Tørretumbler bruger typisk omkring 1,5 kWh på en tørring
Strømforbrug medfører udledning af CO2
Mobile airconditionanlæg (og varmepumper) bruger strøm til at køle, og produktionen af strøm udleder CO2.
Det bedste airconditionanlæg i testen udleder 121 gram CO2 i timen, og anlæggene i testen udleder cirka mellem 71 og 171 gram CO2 i timen, når de køler.
Bruger du et airconditionanlæg som testvinderen 12 timer om dagen i 14 dage, udleder produktion af den brugte strøm 18,4 kilo CO2, hvilket igen svarer til ca 142 kilometers kørsel i en typisk bil med benzinmotor.
Foruden strømforbruget indeholder airconditionanlæggene også gasarter, der er meget klimabelastende.
Mobil aircondition kan bruges med omtanke
Temperaturerne i Danmark bliver sjældent så høje, så det er nødvendigt at køle et helt hus ned med aircondition hele dagen.
Mobile aircondition-anlæg kan være velegnede til at køle for eksempel et soveværelse, som er blevet meget varmt i løbet af dagen, og som ikke når at køle ned om aftenen.
Airconditionanlægget kan i nogle timer før sengetid sænke temperaturen, så det er nemmere at falde i søvn.
Strømforbruget bliver på den måde ikke så voldsomt, og det kan på varme nætter sikre nattesøvnen.
Varme påvirker også mennesker forskelligt, og hvis du er meget generet af høje temperaturer, kan et mobilt aircondition-anlæg være en lindring på meget varme dage.

Disse mobile airconditioner anbefaler vi
Mobile aircondition-anlæg kan sænke temperaturen hurtigt og effektivt. Anlæggene er dyre i strøm, og ikke alle køler lige godt. Se hvilke vi anbefaler.

Stearinlys eller LED-lys: Hvilket skal du vælge?
Stearinlys kan afgive sodpartikler til indeklimaet, mens LED-lys har batterier, der kan belaste miljøet. Se, hvad du skal være opmærksom her.

Dit sengetøj kan indeholde uønskede kemikalier
Bakteriedræbende sølv eller allergifremkaldende formaldehyd kan finde vej til dit sengetøj. Se, hvad du skal kigge efter.