Alkydbaseret (oliebaseret) indendørs maling til træ og metal.
Malingen kan i høj grad belaste indeklimaet, når du maler.
Produktet har en voldsom afgasning af VOC fra starten, og den er høj i de første dage.
Afgasningen er så høj, at vi i testen ikke har kunne bestemme, hvilke stoffer den afgasser, da mængden er meget høj og prøverøret har været overbelastet.
Bruger du denne maling, er det virkelig vigtigt med kraftig udluftning eller alternativt åndedrætsværn.
I sikkerhedsdatabladet fremgår:
Åndedrætsværn: Brug åndedrætsværn med A2/P2 filter ved utilstrækkelig ventilation. Beskyttelse af hænder: Anbefalet: Brug beskyttelseshandsker af nitrilgummi (> 0,11 mm) i henhold til EN 374.
Malingen er mærket med, at den er brandfarlig og kan forårsage sløvhed eller svimmelhed. Gentagen kontakt kan give tør eller revnet hud. Kan udløse en allergisk reaktion. Undgå indånding af spray eller tåge. Opbevares utlgængeligt for børn.
Produktet indeholder organiske opløsningsmidler. Udsættes man gentagende gange for organiske opløsningsmidler, kan det skade centralnervesystemet og de indre organer som f.eks. lever og nyrer.
Jf vejledningen: ”Brug kun udendørs eller i et rum med god udluftning.”
I og med det er en indendørs maling, så vil man oftest anvende den indendørs på fx paneler. Her vil en kraftig udluftning være relevant, hvis man vælger at bruge produktet.
Produktet deklarerer et højt indhold af VOC: 300 g/liter. Der er ikke angivet MAL-kode
Der er målt en mindre mængde af det allergifremkaldende konserveringdmiddel BIT. Bøtten er ikke mærket med det, men det fremgår af sikkerhedsdatabladet.
Dette er den maling, der lugter absolut dårligst. Den får kommentarer som ”meget kraftig og skarp kemisk, ubehagelig”, ”terpentin”, ” kraftig opløsningsmiddel, kemisk, ubehagelig”
Vi har ikke testet malingens dækkeevne eller slidstyrke.