Disse madtermometre er bedst i test
Et madtermometer skal bl.a. kunne måle præcist og hurtigt, og så må det også gerne være let at bruge. Vi har test syv og anbefaler to.
Et madtermometer kan være et nyttigt redskab i køkkenet, hvis du vil tjekke temperaturen på din mad. Det sker ved, at du holder spidsen – stålstangen – af termometeret ned i det, du vil måle temperaturen på. Et madtermometer kan dog ikke bruges i ovnen; dertil skal du bruge et decideret stegetermometer.
Konklusioner af madtermometer test
- Madtermometrene er præcise i væske - specielt med 0 grader
- Ikke alle madtermometre er lige hurtige til at stabilisere temperaturmålingen
- Pris og præcision hænger ikke nødvendigvis sammen
Disse madtermometre har vi testet
Vi har testet disse syv madtermometre: E514 fra Mingle, Instant read 6750 fra Weber, Digital termometer fra Zwilling, Stegetermometer 54920140 fra Muurikka, ONE fra Thermapen, Digitalt stegetermometer fra Gefu og Instant Read-grilltermometer fra Big Green Egg.
Sådan har vi testet madtermometrene
I laboratoriet har vi testet, hvor præcise termometrene er, og hvor hurtigt de måler temperaturen. Termometrene er bl.a. testet i isvand og i kogende vand, og derudover har vi testet deres formåen i et stykke kød, som lige er taget ud af ovnen.
Derudover har vi undersøgt, hvor brugervenlige og hvor holdbare termometrene er.
Præcise målinger
De testede termometre er generelt ret præcise i målingerne; især ved målinger ved frysepunktet og fra 85 til 90 grader klarer termometrene opgaverne fint.
For de fleste af de testede termometres vedkommende er præcisionen dog ikke helt lige så god, når det drejer sig om temperaturmålinger omkring kogepunktet.
Nogle måler hurtigere end andre
Testen viser, at der er forskel på, hvor hurtigt du kan aflæse temperaturen på termometrene, da nogle af de testede termometre bruger længere tid på at stabilisere temperaturmålingen. Det er særlig vigtigt, hvis du hurtigt skal vide, hvor varm maden er, uden at termometeret har tempereret inden. Det kan fx være ved målingen af et stykke kød uden for ovnen, eller når sukkerlagen skal ramme den perfekte temperatur.
Kun to af de testede termometre får den højeste bedømmelse i målehastighed.
Roterende display kan være en fordel
To af de testede termometre har et roterende display, hvilket gør dem lettere at bruge. Det betyder fx, at du kan stikke termometeret ind, hvor du vil.
For venstrehåndede betyder det ligeledes, at termometeret kan være lettere at aflæse i modsætning til termometre uden et roterende display, som primært er designet til at blive brugt af højrehåndede.
Madtermometrene klarer faldtest
Et madtermometer skal kunne holde til at falde på køkkengulvet, og derfor har vi også foretaget en faldtest fra 90 cm’s højde for at teste holdbarheden, eventuelle skader, og om termometrene stadig måler, som de skal, efter faldet.
Alle de testede madtermometre klarer faldtesten, som de skal.
Stor forskel på priserne
Der er stor forskel på priserne på de testede termometre, også på de gode. Vil du have et termometer, som får den samlede testbedømmelse ’meget god’, svinger prisen således fra 300 til 1.452 kroner.
Et af de testede termometre har i øvrigt en garanti på fem år. Ved de andre termometre er der ikke angivet en garanti.
Disse madtermometre er de bedste i test
Vi har valgt at fremhæve to madtermometre som gode valg. Begge er præcise og hurtige til at stabilisere temperaturmålingen. Et bliver bedst i test, mens det andet er et godt og billigere alternativ.
Vil du læse mere nu?
Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.
Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.
Det skal du vide, før du køber en airfryer
Airfryers er en populær køkkenmaskine, som tilbereder mad med varm luft. Før du selv anskaffer dig én, så læs med her.
Disse stavblendere er Bedst i Test
Hvilke stavblendere er Bedst i test? Vi tester stavblendere og peger på de fem bedste. Flere af dem kan langt mere end bare blende.
Silikoneforme kan afgive uønskede stoffer til maden
Bageforme af silikone kan afgive problematiske stoffer til maden. Det viser vores test af 18 forskellige silikoneforme til ovnen.