Skal du vælge almindelige eller genopladelige batterier?
Er det bedre for både miljøet og pengepungen, hvis du vælger genopladelige batterier frem for almindelige batterier? Få svaret her.
Skal du vælge almindelige eller genopladelige batterier, når der skal ny strøm på barbermaskinen eller fjernbetjeningen?
På baggrund af vores uafhængige laboratorietest ser vi nærmere på, hvilke batterier der er de mest effektive og det bedste valg for både pengepung og miljø. Men svaret afhænger af, hvad du skal bruge batterierne til.
Hvor længe holder genopladelige batterier?
Almindelige batterier skal kunne holde på strømmen længe, fordi de fx skal ligge i en butik eller i skuffen i lang tid, før du tager dem i brug. Genopladelige batterier er derimod – som regel – flade fra starten af, og når de er ladet op, vil de miste kapaciteten over tid, indtil de igen bliver genopladet.
Genopladelige batterier kan have en levetid på to til tre år, og generelt er det sådan, at levetiden for de genopladelige batterier forlænges, hvis du aflader og oplader batterierne ofte.
Hvad er forskellen på almindelige batterier og genopladelige batterier?
Hvis du sætter et almindeligt batteri i en lygte, vil den i starten lyse stærkere end med et genopladeligt batteri. Det skyldes, at det genopladelige batteri har en lavere spænding end det almindelige.
Til gengæld er det genopladelige batteri bedre til at holde en højere spænding i længere tid end det almindelige batteri, så over tid vil lysstyrken i lygten altså være stærkere med det genopladelige batteri sammenlignet med det almindelige.
Det er forskel på effektiviteten
Hvis du vil undgå at skifte batterier ofte, er det bedst at bruge almindelige batterier til apparater, som skal være tændt i lang tid, men til gengæld ikke bruger ret meget strøm. Et børneur med natlampe vil fx køre 76 timer længere med almindelige batterier sammenlignet med genopladelige batterier. Det viser en test, som vi foretog i 2020, hvor de genopladelige batterier holdt i 522 timer og de almindelige i 598 timer.
Har du derimod et apparat, som bruger meget strøm i en kortere periode – fx et stykke legetøj eller en barbermaskine – vil det være bedre at bruge de genopladelige batterier.
De genopladelige batterier egner sig desuden bedst til apparater, hvor batteriet skal skiftes ofte. Derfor er genopladelige batterier fx ikke særlig velegnet til en fjernbetjening, hvor batteriet kun sjældent skal skiftes.
Bedre økonomi i genopladelige batterier
En beregning viser, at et børneur med natlampe i løbet af et år vil kræve 60 almindelige AA-batterier eller otte genopladelige batterier, hvor fire oplades ad gangen. I løbet af det første år vil udgiften til batterier være stort set den samme, uanset om du køber genopladelige eller almindelige batterier, men derefter vil de genopladelige batterier have tjent sig selv ind. Det skyldes, at de genopladelige batterier holder længere, fordi de kan genoplades flere hundrede gange.
Så selvom de genopladelige batterier er dyrere end de almindelige, kan det altså bedre betale sig at købe genopladelige batterier.
Er genopladelige batterier bedre for miljøet?
Genopladelige batterier kan bruges igen og igen, og på den måde sparer du på ressourcerne. Genoplader du dine batterier mange gange, skal der heller ikke fragtes lige så mange batterier rundt fra fabrikker til butikker. Og for hver gang du køber almindelige batterier, bliver der også brugt ressourcer på at fremstille den plastik og det pap, som batterierne er pakket ind i.
Det er dog værd at være opmærksom på, at der er forskel på, hvilke typer af grundstoffer, der bliver brugt til henholdsvis engangsbatterier og genopladelige batterier. I de almindelige batterier indgår grundstoffer, som fx mangan og zink, der findes meget af i naturen. I genopladelige nikkel-metalhydrid-batterier er der mere eksotiske grundstoffer som fx lanthan.
Samlet set er de genopladelige bedre for miljøet og klimaet.
Test: Er de billige batterier bedre end de dyre?
Der findes et væld af forskellige mærker – og priser – når du skal købe nye AA- eller AA-batterier til cykellygterne, fjernbetjeningen eller børnenes walkie-talkie-sæt. Men der er også stor forskel på, hvor længe batterierne holder, viser ny test.
Disse genopladelige batterier er bedst i test
De bedste genopladelige AA-batterier og AAA-batterier har masser strøm, men priserne på batterierne varierer meget. Se her hvilke der er bedst i test.