Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Overtræk: Sådan undgår du det

Overtræk skader din kreditvurdering, så du ikke kan låne penge eller må låne til en højere rente. Sådan undgår du overtræk.
Af Rune Hendriksen
4. December 2018
overtræk sådan undgår du det
Foto: Getty Images

Overtræk kan koste dig dyrt

Overtræk er for eksempel, når du betaler med dit Dankort, selv om du ikke har flere penge på din konto.

Trækker du over på dit kort, skal du både betale gebyrer og renter af overtrækket.

Overtræk kan gøre, at dit kort bliver spærret. Det koster dig typisk et gebyr på mindst 100 kroner at få åbnet igen. Du skal også betale et rykkergebyr til din bank på 100 kroner.

Betaler du ikke pengene hurtigt tilbage, kan banken sende flere rykkere. Hver rykker koster 100 kroner.

Overtræk skader din kreditvurdering

Overtræk koster dig ikke kun dyrt i gebyrer på den korte bane. Har du overtræk flere gange, går det ud over din kreditvurdering.

Din kreditvurdering er bankens vurdering af, om du kan betale gæld tilbage.

Trækker du ofte over på dit Dankort, kan det føre til, at din bank ikke vil låne dig penge. Det er et stort problem for dig, hvis du senere skal låne penge til bolig eller bil.

Sådan bliver du vurderet af din bank

Læg et budget

Overtræk sker ofte i slutningen af måneden. Det kan du sikre dig mod ved at lægge et budget, hvor du har sat penge af til dine udgifter hele måneden.

Små overtræk i slutningen af måneden kan virke harmløse, men gebyrerne koster ofte flere hundrede kroner. Så bliver det endnu sværere for dig at få budgettet til at række den efterfølgende måned.

En budget-app på din telefon kan hjælpe dig med at overholde dit forbrug. Appen kan fortælle dig, hvor mange penge du har til rådighed hver uge, og hvornår du nærmer dig din forbrugsgrænse.

Kontanter kan du også hæve og fordele i kuverter til hver uge. Så har du altid styr på, hvor mange penge du har tilbage hver uge.

Sådan lægger du et budget

Spørg din bank, inden du trækker over

Dit overtræk bliver ikke så dyrt, hvis du spørger din bank om lov først.

Et overtræk, som din bank har godkendt, kaldes et bevilget eller et midlertidigt overtræk. Et midlertidigt overtræk er billigere i renter og gebyrer end et almindeligt overtræk men kan stadig være dyrt.

Et midlertidigt overtræk sender også et signal til din bank om, at du ikke har så godt styr på din økonomi.

Brug din opsparing

Din bank kan hjælpe dig med at undgå overtræk.

Flere banker tilbyder at koble din lønkonto sammen med din opsparing. Det betyder, at banken flytter penge over fra din opsparing, hvis din lønkonto går i minus. På den måde slipper du for dyre renter og gebyrer.

Din opsparing forsvinder hurtigt, hvis du bruger af den i slutningen af hver måned. Det kan betyde, at du ikke har råd til din drømmerejse.

Dit forbrug kan du ændre på, så dit budget holder. Spar på udgifter til mad eller tøj, så din opsparing ikke langsomt forsvinder.

Hvorfor holder dit budget ikke?

Få en kassekredit

En kassekredit kan hjælpe dig, hvis du har problemer med overtræk.

En kassekredit låner dig ekstra kredit på din konto, som du kan bruge, hvis du ikke har flere penge. Du skal betale renter for at bruge af din kassekredit. Men renterne vil altid være lavere end ved et overtræk.

Overtræksgebyrer skal du heller ikke betale, hvis du har en kassekredit. Og din kreditvurdering bliver ikke lige så dårlig med en kassekredit. Til gengæld skal du måske betale et gebyr til din bank for at få oprettet en kassekredit.

Find den billigste kassekredit med vores test

Har du overtræk?

Kviklån kan være en fristende løsning til at lappe et overtræk. Men det kan ikke betale sig. Renterne på kviklån er højere end på et overtræk.

Kontakt din bank og tal med dem om et bevilget overtræk. I vil altid kunne finde på en bedre løsning end et kvilklån.

Sådan undgår du kviklån