Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Budget: Sådan lægger du et

Et budget giver dig overblik over dine penge. Få hjælp til at lægge et godt budget og se, om du har mere luft i økonomien, end du regner med.
Af Line Smed
4. Januar 2017
Buget
Foto: iStock

Budgettet skal være 1 år foran

Dit budget er en oversigt over dine indtægter og udgifter. Start budgettet i den måned du er i, og tænk mindst 1 år frem. På den måde får du også de udgifter med, du kun skal betale kvartalsvis eller 1 gang om året.

Udgifter og indtægter varierer i løbet af året, for eksempel hvis du får feriepenge, eller når du skal købe julegaver. Det er vigtigt, at du regner det med i budgettet.

Efterse dit budget hver 3. måned for at se, om dine indtægter og udgifter passer med dit budget og ret til, hvis budgettet ikke holder.

Holder budgettet ikke? Få pengene til at række med disse gode råd til et budgeteftersyn

Indtægter: Start med dem

Indtægterne er alle de plusser eller grønne tal, der står på din konto. Det kan være løn, boligsikring, SU og børnepenge.

  • Indkomst som løn, feriepenge eller kontanthjælp kan du i de fleste tilfælde finde i din digitale postkasse på borger.dk eller i e-boks.
  • Dagpengemodtager: Du kan finde en oversigt over dine udbetalinger via din a-kasse.
  • Studerende: Du kan finde en oversigt over SU via minSU på su.dk.
  • Pensionist: Du kan finde en oversigt over pensionsudbetalinger på pensionsinfo.dk.

Træk skatten fra, så du kun regner med det beløb, du rent faktisk får ind på kontoen hver måned.

Varierer en indtægt fra måned til måned, kan du regne ud, hvor meget du i gennemsnit tjener om måneden og bruge det tal.

Udgifter: Få styr på de faste

Dine faste udgifter er de vigtigste poster i budgettet.

Faste udgifter er for eksempel:

  • Husleje
  • Forsikring
  • Transport
  • Telefon
  • Afbetaling på lån

Din kontooversigt i netbank kan du bruge til at finde ud af, hvor meget du betaler til hver post. Tjek posterne for 12 måneder tilbage.

Læg hver måned penge til side til de faste udgifter, du kun skal betale hver 3. måned eller 1 gang om året. Så er du forberedt, når regningen lander i postkassen.

Udgifter: Husk de sjove

Variable udgifter skal du huske at regne med. Det er for eksempel:

  • Abonnementer
  • Tøj
  • Ferier
  • Fornøjelser
  • Husholdning

Tjek kontooversigten i din netbank, kig et par måneder tilbage og notér, hvor meget du cirka har brugt på variable udgifter.

Variable udgifter er oftest nemmere at skære ned på end de faste. Derfor skal du som udgangspunkt først og fremmest gøre plads til de faste udgifter, når du lægger dit budget.

Årets overraskende budgetposter

Bilreparationer og en ny vaskemaskine ved du godt, at du skal spare op til. Men det er ikke kun de sure, uforudsete udgifter, som du skal lægge penge til side til.

Spar også op til de udgifter, som du godt ved kommer, men som alligevel hurtigt kan blive glemt i budgettet,  fordi du glæder dig.

Sæsonbetonede:

  • Konfirmation
  • Dimission/udlæring
  • Julegaver

Lejlighedsbetonede:

  • Bryllup
  • Barnedåb
  • Begravelse
  • Fødselsdage
  • Rejse
  • Familieudflugter (eksempelvis Tivoli med transport, entré, turpas og mad)

Gratis hjælp til dig med gæld

Forbrugerrådet Tænks Gældsrådgivning tilbyder anonym og uafhængig rådgivning til særligt udsatte.

Få hjælp til din gæld på gæld.tænk.dk