Sådan vælger du det bedste og det billigste billån
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan vælger du det bedste og det billigste billån

Hvad koster billånet? Skal du vælge billån med fast eller variabel rente? Og hvilket lån er bedst til benzinbiler og elbiler? Få hjælp her.

Foto: Getty Images · 2. juni 2023
Billlån

Skal du låne penge til en bil, så gælder det om at finde det bedste og billigste billån.

Her får du svar på:

  • Hvor skal jeg låne pengene: Bank eller bilforhandler?
  • Hvor meget koster billånet?
  • Hvor meget skal du betale i lånegebyr?
  • Skal du vælge fast eller variabel rente?
  • Lånets løbetid: Hvor lang løbetid skal du vælge?
  • Kan det betale sig at låne penge til bilen i realkreditinstituttet?
  • Hvor meget skal du lægge i udbetaling?
  • Er et såkaldt ”grønt billån” en god idé?
  • Har du fortrudt dit billån?

Få hjælp her. 

Hvor skal jeg låne pengene: Bank eller bilforhandler?

Udover prisen er der ikke den store forskel i kvaliteten på billån. Det viser flere test, som Forbrugerrådet Tænk har lavet.

Om du låner pengene hos banken, et finansieringsselskab eller en bilforhandler, betyder altså ikke det store, så længe du går efter et billån i stedet for et dyrere forbrugslån.

Prisen på billånet er det vigtigste. Sammenlign derfor altid priser på billån og vælg det billigste billån.

Hvor meget koster billånet?

Prisen på billån afhænger blandt andet af:

  • Biltypen – køber du en elbil eller en bil, der kører på fossil brændsel som benzin eller diesel?
  • Bilens alder
  • Bilens pris
  • Udbetalingen
  • Løbetiden på lånet
  • Låneudbyderens tilbud

Låner du penge til en bil, skal du betale rente, etableringsomkostninger og løbende betalingsgebyrer på dit lån. Stir dig ikke blind på renten – det billigste billån finder du ved at sammenligne priser via ÅOP, Årlige Omkostninger i Procent.

ÅOP fortæller dig, hvor meget lånet koster dig i procent om året, altså hvor dyrt det reelt er at låne penge for dig. Alle låneomkostninger som renter, etableringsgebyrer og andre løbende gebyrer er medregnet i ÅOP. 

Vær opmærksom på, at du kun kan sammenligne ÅOP, hvis lånebeløbet, rentetypen (om det er fast eller variabel rente) og låneperioden er ens.

Få mindst to eller tre tilbud på billån. Skal du vælge mellem to billån med samme kontantpris, samme udbetaling på bilen og samme løbetid? Så vælg det lån med de laveste ÅOP.

Har to lån samme ÅOP? Så gå efter det lån med den højeste rente og de laveste etableringsomkostninger. Det giver dig bedre låneøkonomi, hvis du sælger bilen, før lånet er udløbet. Renten kan du trække fra i skat, hvilket ikke er tilfældet med etableringsomkostninger.

Hvor meget skal du betale i lånegebyr?

Optager du et billån, skal du være opmærksom på ekstra udgifter i form af etableringsomkostninger og løbende gebyrer.

  • Etableringsomkostninger:

Etableringsomkostninger er inkluderet i ÅOP’en på dit lån og bliver fordelt over dine månedlige ydelser. En del af etableringsomkostningerne går til en fast tinglysningsafgift til staten. Gå altid efter et billån med lave etableringsomkostninger. Udgifter til etableringsomkostninger kan du nemlig ikke trække fra i skat, som du kan med renteudgifterne.

  • Løbende gebyrer

Løbende gebyrer kan blandt andet være administrationsgebyr eller betalingsgebyr. De er medregnet i ÅOP. Løbende gebyrer kan hurtigt komme til at koste dig dyrt. Tager låneudbyderen for eksempel 45 kroner om måneden i administrationsgebyr, løber det op i 3.780 kroner over en 7-årig låneperiode. Brug ÅOP til at sammenligne prisen og finde det bedste billån, da alle udgifterne er medregnet i den.

Billån med fast eller variable rente?

Du kan få billån med enten med fast eller variabel rente.

  • Fast rente

Billån med fast rente er lidt dyrere end et billån med variabel rente, men det giver til gengæld en større sikkerhed i dit budget. Med fast rente ved du, hvor meget du skal betale i rente i hele din låneperiode. Er billånet en stor andel af din samlede gæld, så vælg et billån med fast rente, så du sikrer, at låneydelsen eller løbetiden ikke stiger ved en rentestigning.

  • Variabel rente

Vælger du et billån med variabel rente, kan renten svinge op eller ned i lånets løbetid. Variabel rente på billån er generelt ikke så risikofyldte som boliglån med variabel rente som for eksempel et rentetilpasningslån, fordi du låner færre penge. Et billån med en variabel rente kan være et godt valg for dig, hvis du fx allerede har et boliglån med fast rente.

Lånets løbetid: Hvor lang tid skal dit lån løbe?

Vælg løbetid på lånet med udgangspunkt i dit kørselsbehov. Jo mere du kører, desto hurtige taber din bil værdi – og desto kortere skal lånets løbetid være.

Køber du en ældre bil, kan det være bedst at købe den kontant, så du ikke ender med at betale af på lånet på en bil, som måske ikke holder lige så længe som lånets løbetid.

Kan det betale sig at låne penge i realkreditinstituttet?

Har du til udbetalingen, og er du boligejer? Så kan det i nogle tilfælde være billigere at vælge et realkreditlån eller et tillægslån i dit realkreditinstitut i stedet for at tage et billån.

  • Realkreditlån 

Ved større billån vil du ofte kunne optage et billigere lån i dit realkreditinstitut, hvis du har tilstrækkelig friværdi. Skal du for eksempel omlægge dit realkreditlån, kan det være en billig måde at finansiere din bil. Løbetiden på realkreditlånet må ikke være for lang. Pas derfor på med at finansiere bilen med for eksempel et lån over 20-30 år. Er bilens levetid 10 år med et lån som løber i 20 eller 30 år, står du efter 10 år uden bil og med en betydelig restgæld.

  • Tillægslån i realkreditinstitut  

Du kan optage et tillægslån i et realkreditinstitut, hvis du har friværdi i din bolig. Jo større friværdi du har i din bolig, jo billigere vil dit lån være. Inden du vælger skal du sammenligne realkreditlånets ÅOP med billånets ÅOP, men sørg for at realkreditlånet svarer til billånet i provenu, løbetid, udbetaling og rentetype når du sammenligner.

Køb først din bil, når du har til udbetaling

Vent med at købe bilen, til du har penge nok til en udbetaling på minimum 20 til 30 procent. På den måde får du typisk en lavere rente på dit lån, end hvis din udbetaling er lille, eller du slet ikke betaler noget.

Mangler du et mindre beløb - for eksempel på 10.000 kroner - til udbetalingen af bilen? Så kan du bede din bank om en kredit eller et almindeligt forbrugslån.  

Renten af de 10.000 kroner til udbetalingen vil være noget højere, men til gengæld får du ofte en lidt lavere rente på den store del af gælden på billånet. Betal altid det dyre forbrugslån hurtigst.

Skal du vælge ”grønt billån”?

Køber du en elbil? Så kan du tage et "grønt billån".

"Grønne billån" vil i langt de fleste tilfælde være den billigste og mest oplagte løsning – også bedre end et traditionelt billån eller et realkreditlån.

Fortryder du dit billån? Du har 14 dages fortrydelsesret

Har du fortrudt din aftale om billån? Så har du en fortrydelsesret på 14 dage.

Din fortrydelsesret gælder fra den dag, du har lavet din låneaftale, eller du har modtaget din skriftlige aftale fra din låneudbyder.

Send en mail eller et brev til din bank, din bilforhandler eller dit realkreditinstitut, hvor du skriver, at du fortryder aftalen. Gem dokumentation, der viser, at du har fortrudt billånet.

Du har 30 dage til at betale lånebeløbet og renter tilbage til din låneudbyder. Hvis der er gebyrer i forbindelse med aftalen, skal din låneudbyder betale dem tilbage til dig.