Olivenolie: Skal du vælge italiensk eller spansk?
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Er italiensk olivenolie den bedste?

Olivenolie fra Italien bliver ofte fremhævet som den bedste. Men er det rigtigt? Hvem producerer egentlig den bedste ekstra jomfruolivenolie i verden?

Nicolai Foldgast · Foto: Getty Images · 19. september 2023
Italiensk olivenmark

Når det kommer til ekstra jomfruolivenolie, har du en række valgmuligheder angående mærker og oprindelsesland. Olivenolie er ikke bare olivenolie, og her kan du blive klogere på emnet.

Hvilket land producerer den bedste til olivenolie?

Italien bliver ofte fremhævet som landet, der producerer den bedste ekstra jomfruolivenolie. Italiensk jomfruolivenolie er faktisk blevet et kvalitetsmærke i sig selv.

Olivenolieeksperten Cathrine Fogel peger på, at når italiensk ekstra jomfruolivenolie i mange år har haft ry for at være den bedste, skyldes det i nogen grad, at italienerne har været gode til at markedsføre deres olivenolie. Hun påpeger, at olien fra Italien er god, men at man ikke kan sige, at det er den bedste. 

Vi tester med jævne mellemrum ekstra jomfruolivenolie på kvalitet, renhed og smag. Da vi i 2021 testede olivenolie fra flere forskellige lande, kunne vi ikke se en sammenhæng mellem kvalitet og oprindelsesland.

Italien markedsfører sig godt 

Oprindelsesland er ikke det vigtigste

Oliveneksperterne Christina Elver og Cathrine Fogel er enige om, at man ikke kan sige noget om, hvorvidt ekstra jomfruolivenolie fra et bestemt land er bedre end et andet.

Faktorer som olivensorter og produktionsmetoder er vigtigere end oprindelsesland. Især producentens knowhow til plukning, tapning og opbevaring spiller ind.

Derudover spiller kvaliteten på produktionsmaskinerne – fx møllen – også en stor rolle ift. oliens kvalitet. Det er altså sådanne ting, der kan være forskellen, om noget er olivenolie eller ekstra jomfruolivenolie.

Spanien er storproducent af olivenolie

Cathrine Fogel og Christina Elver peger begge på, at der specielt blandt de spanske olivenolieproducenter er nogle, der arbejder med at producere så store mængder olie som muligt. Fokus er dermed mere på kvantitet end kvalitet hos disse producenter.

De to olivenolieekspert understreger, at der også er spanske producenter, der går efter at producere olivenolie af meget høj kvalitet. 

I vores seneste test af ekstra jomfruolivenolie har vi testet olivenolie fra Spanien, og her fandt vi både udmærket olie, men også olivenolie, som ikke lever op til kravene for ekstra jomfruolivenolie.

Oprindelsesland skal angives på etiketten

Oprindelseslandet for ekstra jomfruolivenolie skal ifølge loven være angivet på flasken. 

Hvis olien ikke stammer fra et bestemt land, men fra flere forskellige lande, skal det stå på flasken. Der vil så stå oprindelse ”inden for EU” eller ”uden for EU” på etiketten. 

Spanien og Italien er de store olivenolielande

Spanien og Italien står for langt den største del af produktionen af olivenolie inden for EU. 

Spanien producerer 59 procent af alt olivenolie i EU, og Italien producerer 25 procent af olivenolien i EU. 

Portugal og Grækenland står for henholdsvis 8 og 7 procent, og den sidste procent er fra andre lande. 

Hvad med olie uden for EU?

Der produceres olivenolie mange andre steder i verden, men Christina Elver understreger, at hvis du vil have ekstra jomfruolivenolie, skal du gå efter europæiske producenter.

Der er simpelthen større knowhow, og kvaliteten på olivensorter og produktionsudstyr er størst i EU. Det er muligt at finde udmærket ekstra jomfruolivenolie uden for EU – fx i USA og Australien – men det er altså primært europæiske producenter, der er bedst.

BOB og BGB er kvalitetsmærker for autentisk produktion

Etiketter og produktnavne kan være udformet på en måde, som kan få dig til at tro, at olien kommer fra et bestemt land eller region. Hvis du gerne vil købe olivenolie, hvor oprindelseslandet og produktionsmetoden er autentisk, beskyttet og certificeret, skal du kigge efter de to mærker BOB og BGB.

BOB

BOB (PDO på engelsk) er forkortelsen for beskyttet oprindelsesbetegnelse.

BOB er et kvalitetsmærke, fødevarer kan markedsføre sig med, hvis EU har certificeret den geografiske oprindelse. 

Mærket indebærer, at produktet er produceret, forarbejdet og tilberedt i et bestemt geografisk område ved brug af viden fra lokale producenter og ingredienser fra det lokale område.

BGB

BGB (PGI på engelsk) er EU’s mærke til beskyttelse af unikke fødevarer, der har et godt omdømme og er autentisk knyttet til det område, hvor de bliver fremstillet.

BGB-mærket adskiller sig fra BOB-mærket ved, at det kun er et enkelt produktions-kriterium, som skal være opfyldt for at være autentisk. BOB-mærket kræver, at alle kriterier for den lokale produktion, skal være opfyldt.