Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Madspild: Sådan bruger du dine slatne grøntsager

Grøntsager og frugter behøver ikke ryge i skraldespanden, når de ikke er friske og pæne længere. Sådan kan du bruge dem i din mad og undgå madspild.
Af Line Knutsson
12. Februar 2019
slatne_groentsager
Foto: Getty Images

Giv slatne grøntsager og frugter nyt liv og undgå madspild

Frugter og grøntsager, der er blevet lidt rynkede, slatne og kedelige, behøver ikke ende i skraldespanden. Det er både spild af mad og penge.

Grøntsager som gulerødder, radisser, blegselleri og salat bliver spændstige igen, hvis du lægger dem i koldt vand i nogle timer. Andre frugter og grøntsager, der ikke kan blive friske igen, er gode at bruge i din madlavning.

Bag eller kog dine triste frugter og grøntsager

Frugter, der er rynkede eller overmodne, er gode i kager eller smoothies. Pærer er lækre i en pæretærte. Æbler kan du koge til kompot og bruge på morgengrøden eller din ymer. Brune bananer er gode i smoothies.

Pizza, lasagne og gryderetter er gode retter med rester. I de retter kan du putte stort set alle dine slatne grøntsager. Rynkede og bløde tomater og peberfrugter, de kedelige gulerødder og den rynkede, halvtørre spinat er lækkert i kødsovs. Du kan også hakke stokken fra broccoli fint og putte den i sovsen.

Løg og hvidløg er fine at bruge, selvom de er spirede. Rens løgene, som du plejer, og brug dem inklusiv de grønne skud. Både løg og hvidløg mister lidt styrke, når de spirer, så du skal tilsætte lidt flere end du plejer. På den måde får du samtidig lidt ekstra fyld.

Top 4 over de bedste retter, hvor du kan få brugt dine slatne grøntsager.

Frys dine trætte grøntsager og brug dem senere

Fryseren er god at bruge, hvis du skal på ferie, og har køleskabet fyldt med madvarer, der ikke kan holde sig eller allerede ser lidt triste ud. 

Spinat kan du blanchere og fryse. Squash, tomater og aubergine kan du skære i tern og fryse i en boks eller frysepose, så de er klar til en gryderet eller lignende en anden dag.

Få flere gode tips og gode råd i madspildsappen For Resten

Madspild koster hvert år Danmark 11,6 milliarder kroner.

Madspild belaster miljøet, for når maden bliver smidt ud, har vi spildt energi, vand, sprøjtemidler og andre ressourcer på at producere mad, som ingen spiser.

I gennemsnit smider hver dansker 47 kilo mad væk om året – hvilket for en familie med 2 voksne og 2 børn svarer til at smide mad ud for 7.200 kr. om året.