Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Louise: "For mig hænger klima og sundhed sammen"

Louise Holmes Jensen fokuserer på velsmag og sundhed, når hun køber ind. Men hun synes ikke, at det er nemt at købe klimavenligt i supermarkedet.
Af Annette Birch
15. Juni 2021
Louise handler økologisk og lokalt
Foto: Karin Majland

Louise Holmes Jensen tænker meget over sundhed, når hun køber madvarer. Det er vigtigt for hende at købe råvarer af god kvalitet.

“Jeg er meget bevidst om, at det er sundt, hvad jeg putter i kurven i supermarkedet. For mig hænger sundhed og klima sammen. Jeg køber lokalt og økologisk, så jeg er sikker på, at fødevarerne ikke er sprøjtede, eller der er brugt kemikalier i jorden,” siger 33-årige Louise Holmes Jensen, der er design­studerende og bor i Aarhus.

Ingen bananer

Hun køber helst sæsonvarer og ikke ananas og bananer, da de kommer langvejs fra og derfor belaster klimaet. Desuden forsøger hun at lave ting selv, for eksempel ved selv at lave dejen til pizzaen, og hun henter bær og frugt i naturen samt ramsløg til pesto i skoven:

“Det giver også en kæmpe glæde selv at hente grøntsager og frugt – og så smager det bedre. Jeg har ikke købt en marmelade i supermarkedet i mange år, da det ikke smager af så meget,” siger Louise Holmes Jensen.

Etisk forbrug: Sådan stemmer du i supermarkedet

Køber mindre, men bedre

Hvis man skal købe økologisk, kan det dog godt være lidt dyrere end konventionelle varer, men hun får pengene til at række ved at købe mindre portioner og nyde det mere:

“Jeg køber mest økokyllinger. Man kan være heldig at få dem på tilbud, og så udnytter jeg hele kyllingen. Men jeg køber kun kylling en gang imellem, da den er lidt dyr.”

Desuden går hun efter MSC-mærket, når hun køber fisk, og undgår færdigretter. Det smager meget bedre og er sundere. Hun indrømmer dog, at der er kommet lidt mere kød på bordet, efter at hun har fået en kæreste, fordi han godt kan lide kød.

Plantefars: Kan det erstatte bøffen af kød?

Ingen skiltning i supermarkedet

Hun oplever imidlertid ikke, at hun får den store vejledning i supermarkedet til, hvad der er klimavenligt at spise.

“Det står ikke på store skilte, hvilke fødevarer der er klimavenlige, og hvilke der ikke er, så det skal man selv sætte sig ind i. Derfor kan det være svært at gennemskue. Jeg mener, at det skal være mere gennemskueligt,” siger Louise Holmes Jensen.