Hårde hvidevarer: Må du selv tilslutte?
Hvornår må du selv tilslutte din nye vaskemaskine, tørretumbler eller ovn, og hvornår skal du ringe til en VVS’er eller elektriker? Få svaret her.
De fleste hårde hvidevarer må du som regel gerne selv installere. Men nogle installationer kræver en autoriseret elektriker eller VVS’er.
Loven bestemmer, hvilke former for VVS- og el-arbejde, du selv må udføre.
Disse hvidevarer må du selv installere
-
Komfurer, ovne og emhætter må du godt selv tilslutte, så længe de har en stikprop og du kan tilslutte dem uden at bruge værktøj. Stikproppen er det stik på din hvidevare, som du sætter i stikkontakten.
Vær dog opmærksom på, at mange komfurer, ovne, emhætter og kogeplader kommer uden en stikprop. De er tilsluttet i en fast installation som for eksempel en dåse. Skal du tilslutte dem i en dåse, kræver det en autoriseret elektriker.
- Køleskabe med stikprop må du gerne selv tilslutte en stikkontakt.
- Vaskemaskiner med stikprop må du selv installere. Der skal være en stophane på vandinstallationen, der kan lukke for vandet, når du tilslutter din maskine.
- Tørretumblere med stikprop må du selv installere.
- Opvaskemaskiner med stikprop må du selv installere. Der skal være en stophane (drejehåndtag der lukker for vandet) på din vandinstallation.
Ny vandinstallation kræver VVS'er
Installationer, der involverer vand eller afløb, er ofte mere omfattende end andre typer hvidevareinstallationer.
Skal rør og slanger lægges anderledes, for at du kan installere din vaskemaskine, kræver det en autoriseret VVS’er.
Hvis du ikke allerede har en opvaskemaskine derhjemme, vil installationen af din nye maskine højst sandsynligt også kræve en VVS’er.
Brug det rigtige stik og bevar jordforbindelsen
Undgå at få stød ved bruge et stik med jordforbindelse (stik med tre ben).
Hvis der er jordforbindelse i din stikkontakt, skal du som hovedregel overføre denne til din hvidevare.
Store hvidevarer som frysere, køleskabe og vaskemaskiner skal altid have overført jord, hvis der er jord i stikkontakten.
Må jeg tilslutte tobenede stik i en kontakt med tre huller?
Er køleskabet, ovnen eller fryseren leveret med en tobenet stikprop? Så må du godt sætte det i din stikkontakt på væggen med to huller.
Tobenede stik er ikke ulovlige at bruge, men du sikrer dig bedre mod livsfarlige stød, hvis du bruger et jordstik med tre ben.
Du kan skabe jordforbindelse til din hvidevare på tre måder:
- Brug en adapter
Køb en adapter i din nærmeste elektronikforretning, byggemarked, supermarked eller på nettet. Adapteren sætter du på dit tobenede stik, og herefter kan du tilslutte din hvidevare i stikkontakten. På den måde får du skabt jordforbindelse og undgår at få elektriske stød. - Få en elektriker til at lave en ny stikkontakt
Få en autoriseret elektriker til at sætte en ny stikkontakt med jordforbindelse op på din væg. Så behøver du hverken at bruge en adapter eller udskifte stikket på din nye hvidevare. - Udskift stikproppen på ledningen
Du kan skabe jordforbindelsen ved selv at udskifte stikket med et dansk stik med jord. Udskifter du stikproppen på din hvidevare, kan det påvirke din reklamationsret.
Se, hvordan du udskifter stikket på dine hvidevarer på Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside.
Må jeg selv udskifte et trebenet stik med et tobenet?
Er vaskemaskinen, køleskabet eller ovnen leveret med et trebenet stik? Så må du gerne selv udskifte det med et tobenet stik. Men kun hvis du skal tilslutte det i en ældre stikkontakt uden jordforbindelse.
Klip eller skær aldrig det tredje ben af dit stik, og brug det som et tobenet. Det er både farligt og ulovligt.
Vær opmærksom på, at du kan miste reklamationsret og garanti på din hvidevare, hvis du selv udskifter stikproppen.
Opfylder din hvidevare ikke kravene til stik eller ledninger, efter du har udskiftet stikproppen, kan du samtidig risikere at gøre din hvidevare ulovlig.
Test din fejlstrømafbryder
Er der ikke jordforbindelse i dine stikkontakter, så skal du sikre dig, at dine stikkontakter bliver beskyttet af en fejlstrømafbryder. Den sidder ved eltavlen i de fleste boliger.
Fejlstrømsafbryderen er nødbremsen i dit hjem. Den vil slå strømmen fra og beskytte dig mod stød, hvis der sker en elektrisk fejl i dine hvidevarer, eller du tilslutter dem forkert.
Tjek om den virker ved at trykke på testknappen, før du går i gang med at installere dine hvidevarer eller udskifte stikket på dem.
Slår afbryderen ikke fra første gang, du trykker på knappen eller er den ældre end 10 år, så kontakt en autoriseret elektriker.
Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at du tester din fejlstrømsafbryder to gange om året.
Disse opvaskemaskiner er Bedst i Test
Disse opvaskemaskiner klarer sig bedst i vores test. Se også hvilken der er Bedst i test og andre opvaskemaskiner vi anbefaler.
Tjek dette inden du køber opvaskemaskine
Opvaskemaskinen klarer den daglige opvask, men hvad skal du tjekke, når du køber en ny? Forbrugerrådet Tænk hjælper dig med overvejelserne inden købet.
Opvaskemaskine: Hvilket program skal du vælge?
Opvaskemaskiner har en række forskellige programmer. Auto, eco, hurtigvask m.m. Men hvilket skal du bruge? Få hjælp til at vaske mest effektivt.