Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Det skal du se efter, når du køber rygsæk

Når du køber rygsæk, skal du se på komfort, størrelse, egenskaber og pris, samt hvordan den skal bruges på vandreturen. Her er det vigtigste at tjekke.
Af Tage Majland
14. Juni 2021
rygsæk test komfort størrelse backpack plads weekendtur vandretur justering
Foto: Getty Images

Mange overvejelser, før du vælger rygsæk

Køber du rygsæk, er det en god ide grundigt at overveje, hvad du skal bruge den til.

Længden og typen af vandreturene har betydning for, hvor meget du skal have plads til. Du ender med at have backpaken på ryggen i mange timer, så det er vigtigt at finde en model, der passer godt til dig.

Forbrugerrådet Tænk har testet små rygsække til dagture. I vores rygsæk test ser vi både på kvalitet og komfort.

Læs mere: Disse rygsække er Bedst i test 

Tjek størrelsen

Rygsækkes størrelse er opgjort i liter. Målene er dog ikke standardiserede, så en 45-liters rygsæk kan godt modsvare en 55-liters fra en anden producent.

Overvej, om du blot har behov for plads til en vandflaske og en regnjakke eller også mad og en tyk trøje. Skal der udstyr med til overnatning og madlavning, eller skal rygsækken bruges på en egentlig rejse, hvor du skal have plads til alt i den?

Tommelfingerreglen er, at du ikke bør bære mere end en tredjedel af din egen vægt.

Størrelsen af rygsække kan overordnet inddeles efter formålet:

  • Dagstur/hverdag: 10-30 liter
  • Weekendtur: 30-50 liter
  • Vandretur med overnatning: 50-80 liter
  • Længere rejser: +70 liter

På kortere ture, for eksempel en weekend, hvor du kan ‘travel light’, kan det være tilstrækkeligt med en rygsæk på cirka 40 liter. Den vil typisk også overholde størrelseskravet til håndbagage i fly.

Tjek vægten af rygsækken

Tjek vægten på rygsækkene, hvis det er vigtigt for dig at have en let rygsæk. I vores test af rygsække til dagture vejede nogle rygsække over 1 kilo, mens andre havde en vægt på omkring 800 gram.

Se efter justering og komfort

For meget vægt på skuldrene kan belaste de mindre muskler i din ryg i en grad, der gør ondt og kan give skader.

Vægten fra rygsækken skal ledes ned i hoftebæltet, så du bærer læsset på bækkenet og aflaster ryggen.

Hoftebæltet skal sidde tæt til den øverste del af hoftebenet og lægge vægten der. Sørg for, at minimum halvdelen af bæltet altid hviler på hoften.

Lommer i hoftebæltet gør det nemt at få fat i for eksempel din telefon uden at tage tasken af.

Prøv stropper og spænder

Skulderstropperne skal være velpolstrede og ergonomisk korrekt skåret, så aflastningen og komforten er maksimal.

Stropperne skal følge skuldrene helt tæt. Der må ikke være luft mellem din ryg og rygstykket på rygsækken.

Undersøg rumfordelingen

De fleste rygsække har minimum 2 større rum, så du kan opdele vasketøj og rent tøj.

Sidelommer til småting og et rum i toplåget af rygsækken til ting er praktisk for at have nem adgang til for eksempel pas og penge.

Se efter regnslag

Et regnslag kan være vigtigt, hvis du rejser steder med kraftig regn.

Regnslaget kan også give rygsækken ekstra beskyttelse på busturen og flyturen, eller når du går rundt i storbyer.

Tjek, om du har brug for ekstra funktioner

Rygsække kan have forskellige ekstra features, som du skal gøre op med dig selv, om du har behov for – i hvert fald hvis du skal betale ekstra for dem:

• Flere rum
• Indbygget regnslag
• Mulighed for åbning i side og bund
• Justerbar ryghøjde
• Spænder til vandrestave og lignende
• Fløjte
• Drikkesystem

Vær opmærksom på forskel mellem kvinder og mænd

Rygsække designet til kvinder har ofte en kortere ryglængde og et smallere rygstykke, og hoftebæltet er tilpasset kvinders anatomi.

For nogle kvinder er det en fordel, mens andre kan klare det med justering af rygsækken.

Kilder: Det Danske Spejderkorps, Backpackerlife, Spejder Sport og Dansk Vandrelaug.