Sådan vedligeholder du din skaljakke
Ja, du skal vaske din vandtætte jakke! Selv om det lyder ulogisk, så er det vigtigt for at holde den åndbar og give den lang levetid.
En skaljakke beskytter dig mod regn og vind, men jakkens membran tillader samtidig, at sveden kan komme ud. Derfor føles en skaljakke ikke som en plasticpose, når du har den på.
Membranen i din skaljakke vil dog med tiden begynde at vise svaghedstegn, uanset hvilket mærke, der er tale om, eller om skaljakken fx er i Gore Tex.
Gammel sved, støv, solcreme og skidt vil med tiden blokere porerne i membranen og forhindre jakken i at ånde, når du giver den gas på mountainbiken eller vandrestien. Det nedsætter også den vandafvisende evne, så regndråberne ikke sætter sig som fine perler uden på skallen, men derimod trænger gennem jakken.
Det klarer du med en jævnlig vask af skaljakken.
Følg altid vaskeanvisningen
- Tjek først vaskeanvisningen i din skaljakke. Nogle producenter insisterer nemlig på, at jakken skal vaskes i koldt vand, andre i varmt. Følg deres anbefalinger.
- Vask skaljakken i vaskemaskinen eller i håndvasken. Her skal du bruge et mildt vaskepulver uden blegemiddel og skyllemiddel. Tjek vejledningen på din jakke.
- Tjek vaskeanvisningen for at se, om din skaljakke kan tørres i tørretumbleren ved lav varme. Det vil få den vandafvisende overflade (DWR-laget) til at live op igen.
Vær opmærksom på imprægneringsspray
En almindelig vask er ofte nok til at give skaljakken fornyet vandtæthed og åndbarhed. Hvis overfladen er slidt, kan du eventuelt behandle jakken med en vandafvisende spray.
For at få den bedste effekt, skal du bruge sprayen, mens jakken stadig er våd. Sprayen skal være uden PFAS, og undgå indånding ved brug. Vælg hellere en pumpespray frem for spraydåse.
Bålrøg skader skaljakken
Bål er hyggeligt, men lad din skaljakke blive i tasken eller teltet, når du sætter dig ved aftenbålet. Røgpartikler er nemlig såkaldte hydrofile. Det vil sige, at vand let binder sig til dem, mens skallen på skaljakken er hydrofob, altså skyr vand.
Denne kombination er dårlig for skaljakkens funktionsevne, så tag en trøje eller en anden type jakke på ved bålet.
Kilde: Det Danske Spejderkorps.
Tænk på dette, før du vælger pandelampe
Pandelampens opgave er meget simpel, men der er alligevel stor forskel på pandelamper, og ikke alle lamper egner sig til samme formål.
Virker myggelamper, myggearmbånd og andre alternativer?
Myggelamper, apps og armbånd med højfrekvente lyde og halskæder med æteriske olier er alternativer til myggespray. Men har de en effekt mod myggestik?
Disse myggespray er de bedste i test
De bedste myggespray beskytter dig effektivt mod myg i lang tid, men de må dog ikke bruges til børn under 13 år.