Sådan får du en mindre klima- og miljøbelastende ferie
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan får du en mindre klima- og miljøbelastende ferie

Uanset om ferien holdes i Danmark eller i udlandet, er der noget, du selv kan gøre, for at netop din ferie bliver mindre klima- og miljøbelastende.

Lindi Elisabeth Winkel · 14. marts 2024
Far med datter på skuldrende ude og gå en tur

Pakkerejse til varme himmelstrøg eller sommerhus og lyse nætter i Danmark. Uanset, hvordan du vælger at holde din ferie, kan du begrænse belastningen, når du drager afsted.

Det bliver aldrig decideret bæredygtigt at holde ferie, hvis det involverer både transport, overnatning, oplevelser og shopping. Her får du en række punkter at være bevidst om, hvis du vil holde en mindre klima- og miljøbelastende ferie. 

Vælg en mindre belastende transportform

Tal fra European Environment Agency viser, at transportsektoren stod for 25 % af EU's drivhusgasemissioner i 2018. Inden for denne sektor stammer 72 % fra vejtransport, mens flytransporten står for 13% og jernbanetransporten 0,4%. Hvis du vil rejse klima- og miljøvenligt, er det derfor værd at overveje dit transportmiddel. 

Udledningen pr. passager er lavest ved at gå, cykle og rejse med tog. Måske det er en overvejelse værd at rejse med tog eller endda tage på cykelferie.

Hælder du til fly eller bil som transportmiddel, er der stadig ting, du kan gøre for at rejse mindre klima- og miljøbelastende. Desto færre der er i en bil, desto mere belastende er det at køre i den. Det gælder derfor om at fylde bilen godt op, hvis du benytter den. For flytransportens vedkommende er det start og landinger, der er mest belastende, så det gælder om at reducere antallet af mellemlandinger, hvis du rejser med fly. 

For at minimere klima- og miljøbelastningen ved dine ferier, kan du også overveje, om der ikke er steder i Danmark, du endnu ikke har oplevet, inden du vælger at drage til udlandet. Det kan måske være, at der er destinationer her i landet, som kan opfylde dine behov for nærhed, hygge og afslapning, som er de feriebehov danskerne angiver, som de vigtigste

Generelt er fly og krydstogter ferieformer, der efterlader et stort aftryk på miljø og klima. Tillader din destination det, vælg tog eller bus frem for fly, krydstogt eller bil – så sparer du nemlig CO2-udledninger. 

Vil du til udlandet, kan du overveje, om du kan holde én lang ferie i stedet for flere korte, så sparer du på antallet af afrejser.

Når du er ankommet til din feriedestination, kan du også have overvejelser vedrørende transport med i tankerne. Drop taxaturen til fordel for en gåtur eller en tur med det offentlige. Det giver ofte et helt andet indtryk af din feriedestination. Du kan også leje en cykel – hvilket måske endda inspirerer andre til at tage den tohjulede.  

Vælg et miljømærket hotel

De fleste rejsende har en række ønsker, de gerne vil have opfyldt, når de vælger hotel. Balkon, havudsigt og gode restauranter i nærheden er ofte nogle af dem. Måske er hensyn til klima og miljø på din liste?

Dit valg af hotel har betydning for, hvor stor belastningen fra din ferie er. Der er nemlig forskel på, hvordan de enkelte hoteller forholder sig til alt fra indkøb og rengøring til arbejdsvilkår for medarbejdere. Det kan dog være svært at gennemskue, hvilke initiativer de forskellige overnatningsmuligheder har fokus på, da meget af det, der har indflydelse på klima, miljø og medarbejdernes vilkår, foregår bag kulissen.

Du kan møde en lang række certificeringer på overnatninger både i Danmark og i andre lande. Der er dog stor forskel på kvaliteten af disse certificeringer. Forbrugerrådet Tænk anbefaler de officielle certificeringersordninger, såsom Svanemærket og EU-Blomsten.

Hoteller med Svanemærket skal leve op til en række krav, som eksempelvis tæller:

  • Anvende miljømærkede produkter til rengøring og vask.
  • Tilbyde økologisk og vegetarisk mad.
  • Sortere affald, så mest muligt kan recirkuleres eller genanvendes.
  • Begrænse energiforbruget generelt.
  • Tager miljøhensyn ved transport.

Går ferien til en destination uden for Danmark, kan du gå efter at overnatte på et hotel med EU-Blomsten. Det sikrer dig, at hotellet lever op til mange af de samme krav, som et svanemærket hotel. Der findes flere hundrede hoteller i EU at vælge imellem.

Vælg en miljømærket campingplads

Står ferien på camping, kan du gå efter en plads med EU-Blomsten.

Disse pladser skal leve op til en række krav, som tager hensyn til klima og miljø. Det gælder blandt andet:

  • Vandbesparende installationer i bad og toilet – og begrænsning af mængden af tøjvask.
  • Energieffektive løsninger, når det gælder belysning og opvarmning af både lokaler og vand.
  • Affaldssortering.
  • Der må ikke bruges pesticider ved pasning af udearealerne på campingpladsen.
  • Salg af lokale og økologiske varer.
  • Der skal bruges regnvand til vanding af blomster.

Husk din sunde fornuft

Når du er på ferie, er der en række ting, du kan gøre, for at minimere din klima- og miljøbelastning:

  • Begræns brugen af engangsemballage.
  • Sluk for airconditioner og lys på værelset eller i ferielejligheden, når du forlader det. 
  • Drop den daglige rengøring af hotelværelset. Sæt et ”forstyr ikke” skilt på døren, så personalet ved, at de ikke skal gøre rent hver dag. Det sparer vand til vask af linned og håndklæder samt begrænser brugen af rengøringsprodukter. 

Det er også relevant at fokusere en lille smule på det hjem, du efterlader. En mindre klima- og miljøbelastende ferie handler også om at spare på ressourcerne i det hjem, vi rejser bort fra. Det er ikke kun godt for klimaet, det er også bedre for budgettet.

Strøm
De fleste slukker måske for lyset og andre elektroniske apparater, inden de tager af sted, men det bedste du kan gøre er faktisk at tage stikket helt ud af stikkontakten. På den måde er du sikker på, at de ikke bruger unødig strøm.

Mad
I ugen op til ferien kan du have fokus på at få spist det, du allerede har i køleskab og fryser, frem for at købe nyt.

Det kan give god anledning til nye retter og anderledes middagsborde med et ”tøm-køleskabet-benspænd”.

Mangler du idéer til retterne, så prøv appen For Resten, som giver dig gode ideer og tips til at få brugt alle dine råvarer.