Trådløs højtaler -Det skal du vide før du køber
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Det skal du vide før du køber en trådløs højtaler

Batterilevetid? Størrelse? multirumssystem? Der er mange valg ved køb af trådløse højtalere til hjemmet eller til turen. Men hvad er vigtigst?

Trine Brøndsted · Foto: Bondola · 25. marts 2024
Wifi og Bluetooth og højtaler

Trådløse højtalere er smarte, fordi du slipper for kabler og ledninger. Nogle højtalere hopper på dit wifi og kan serieforbindes så du kan styre musik og radio i hele huset. Andre benytter sig af blueetooth til at koble sig til din telefons musikafspiller. Andre igen er batteridrevne og er derfor nemme at tage med på tur eller i sommerhuset. Men du kan selvfølgelig også have dem stående fast i hjemmet.

Forbrugerrådet Tænk tester trådløse højtalere, som typisk er forbundet med bluetooth eller wifi. Ud fra vores test får du her et overblik over hvad du skal se efter, når du køber trådløs højtaler

Lyd i flere rum? Vælg et multirumssystem

Multirumssystem binder alle boligens højtalere sammen. Multirum-funktionalitet betyder, at du kan slutte flere højtalere sammen via dit trådløse netværk. De skal dog understøtte funktionaliteten.

Højtalernetværket giver dig mulighed for at styre lyden via din telefon, tablet eller ofte også din computer. Du kan vælge musik, skifte sange, sammensætte playlister samt skrue op og ned for lyden – enten på alle højtalere samtidig eller individuelt på de enkelte højtalere.

Strøm udenfor
Illustration: Bondola

Størrelse – skal den være lille og mobil eller kunne spille højt?

Vægten og størrelsen af din højtaler er vigtig, hvis du vil have musik med på turen. Du skal overveje, hvor mange kilo højtaler du vil slæbe på.

De mindste højtalere vejer et par hundrede gram og er på størrelse med en hånd.

Havefesten kan til gengæld være svær at spille op med en for lille højtaler. De kan ikke spille så højt, og lyden kan blive forvrænget.

Større højtalere vejer mindst et par kilo. For at få en fyldig baslyd skal højtaleren helst også have en vis størrelse.

højtaler med batteri på bord
Illustration: Bondola

Batterilevetid – hvor længe skal den kunne spille?

Er højtaleren meget af tiden i nærheden af en stikkontakt, betyder batterilevetiden ikke så meget og du kan overveje at købe en højtaler med stik.

Transporterer du højtaleren meget rundt, skal du se efter en model, der kan spille længe.

Små højtalere med kort batterilevetid vil også have tendens til at blive slidt hurtigere og få endnu mindre kapacitet over tid.

Ekstra funktioner – har du brug for dem?

Højtalere kan have en lang række ekstra funktioner og muligheder, som du skal overveje.

    Det handler om hvor meget du har behov for og eventuelt vil betale ekstra for:

    • Kan højtalerne danne stereopar eller kobles sammen med andre højtalere?
    • Kan flere telefoner forbindes til højtaleren samtidig?
    • Kan lyden justeres ud over lydstyrke, eksempelvis bas?
    • Er lyden retningsbestemt, eller når den hele vejen rundt?
    • Kan højtaleren bruges til at oplade telefonen?
    • Er der muligheder for fysisk tilkobling?
    • Er der indbygget lysshow?

    Forbindelser – hvor skal lyden komme fra og sendes til?

    Højtalere får typisk sendt musikken fra smartphones og tablets via Bluetooth, der kan række mindst 5-10 meter.

    Tjek Bluetooth-versionen på højtaleren, så de kan tale sammen. Den ­nyeste standard er 5.4. Hav som minimum Bluetooth 4 for at få god forbindelse og lyd.

    Wifi er også en mulighed for nogle højtalere, hvilket kan være en fordel, hvis du vil forbinde flere lydkilder i dit hjem. Så er du heller ikke afhængig af at have lydkilden tæt på højtaleren.

    Apps – bliver de smarte ekstra muligheder ved med at virke?

    Styrer du højtaleren med en bestemt app, kan du risikere, at ­den ikke bliver ved med at være opdateret fra producentens side, så du kan miste ekstra funktioner i appen til at styre lyden.

    Uden en opdateret app vil højtaleren dog stadig kunne spille musik.

    Højtaler der siger hey google
    Illustration: Bondola

    Digitale assistenter – er dit privatliv godt nok beskyttet?

    Højtalere kan have indbygget en digital assistent, eller de kan forbindes til telefonens Siri eller Google Assistant. Derved kan du tale til assistenten, for eksempel give ordre om at sætte musik på, og du kan få svar om vejrudsigten.

    Problemet med digitale assistenter kan være, at dit privatliv ikke er beskyttet. Du ved ikke, hvor meget de lytter efter, hvad du siger, og hvor det kan ende på internettet og blive kombineret med andre data om dig.

    Som forbruger kan det være meget svært at gennemskue og tjekke, hvornår højtaleren lytter og optager samtaler. Det er også stort set umuligt for forbrugerne at vide, hvordan de opsamlede data efterfølgende bliver behandlet, hvor de bliver opbevaret, og hvordan man får dem slettet igen.

    Sådan kan du også gøre dit musikanlæg trådløst 

    Har du et ældre musikanlæg kan du gøre det trådløst, ved købe en adapter. Adapterne kan fås fra flere producenter og er relativ billige og de udvider dit anlæg med bluetooth funktionaliteten.