Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Titel

Cookies: Sådan fungerer de

Hjemmesider beder dig om lover til at lægge cookies på din computer, når du besøger siderne. Men hvad er cookies, og skal du undgå dem? Få svaret her.
Af Michael Haddar
4. Marts 2020
Undgå tredjeparts-cookies på internettet
Foto: iStock

Hvad er en cookie?

En cookie er en fil, som du automatisk downloader til din computer, mobil eller tablet, når du besøger en ny hjemmeside.

Cookies kan forskellige ting. Nogle cookies sørger for, at hjemmesiden fungerer, andre gemmer informationer om din adfærd på nettet for at give dig målrettede reklamer.

4 slags cookies, du skal kende

Nødvendige cookies: Får hjemmesiden til at fungere

Nødvendige cookies er tekniske cookies, som får hjemmesiden til at fungere.

Webshopping bliver muligt med den tekniske cookie, der husker, hvad du lægger i indkøbskurven. Tekniske cookies gør også, at du slipper for at skulle indtaste dit login, fordi hjemmesiden husker det fra sidste gang. NemID virker også kun, når du har tilladt cookies.

Ejeren af hjemmesiden har ikke pligt til at informere dig om placeringen af tekniske cookies på din computer, mobil eller tablet.

Funktionelle cookies: Skræddersyr hjemmesiden til dit behov

Funktionelle cookies kaldes også personaliserede cookies, fordi de følger din færden på en hjemmeside.

Oplysningerne bruges til at vise dig indhold på hjemmesiden, der passer bedst til dine interesser og behov.

Personaliserede cookies bruges for eksempel til vælge sprog på hjemmesiden eller til at målrette artikler og indhold, som er relevant for dig. Hvis du har læst om fiskeri på en hjemmeside om fritidsinteresser, kan hjemmesiden bruge den viden til at foreslå dig flere artikler om fiskeri.

Ejeren af hjemmesiden har pligt til at informere dig om og få din tilladelse til at placere funktionelle cookies på din computer, mobil eller tablet. Afslår du de funktionelle cookies, kan du få en mindre personlig brugeroplevelse på siden.

Statistik-cookies: Måler, hvordan du bruger hjemmesiden

Statistik-cookies bruges for eksempel til at måle, hvor længe du er på en given hjemmeside, hvilke sider du besøger og i hvilken rækkefølge.

Oplysningerne giver ejeren af hjemmesiden mulighed for at holde øje med, hvordan de besøgende bruger hjemmesiden. Den viden kan ejeren for eksempel bruge til at gøre hjemmesiden mere brugervenlig, for eksempel ved at placere det mest populære indhold, så det bliver lettere at få øje på.

Ejeren af hjemmesiden har pligt til at informere dig om og få din tilladelse til at placere statistik-cookies på din computer, mobil eller tablet.

Marketing-cookies: Bruges til reklamer

Marketings-cookies eller markedsførings-cookies registrerer din færden på hjemmesiden.

Markedsførings-cookies kaldes også for reklame-cookies, fordi virksomhederne kan sælge dine oplysninger videre til virksomheder, der vil reklamere for varer og ydelser.

Markedsførings-cookies kan fungere på den måde, at du efter at have søgt efter ferierejser på en hjemmeside begynder at få bannerannoncer med rejser.

Når du besøger en hjemmeside og får en markedsførings-cookie, som ikke er ejet af hjemmesiden selv, er der tale om en tredjeparts-cookie. Den hjemmeside, du besøger, tjener penge på at dele dine oplysninger med andre virksomheder.

Ejeren af hjemmesiden har pligt til at informere dig om og få din tilladelse til at placere marketing-cookies på din computer, mobil eller tablet.

Cookies kan give højere priser

Cookies er som udgangspunkt hverken farlige, ulovlige eller problematiske. Men måden, virksomheder kan bruge dem på, kan være problematisk.

Netbutikker kan med cookies målrette priserne ud fra din adfærd på nettet.

Hjemmesider, der for eksempel sælger flyrejser, kan gemme en cookie på din computer. Cookien viser, at du har besøgt siden. I første omgang undersøger du måske blot priserne. Men kommer du tilbage en eller flere gange, kan cookien registrere, at du har besøgt siden før. Den viden kan de bruge til at sætte prisen op, fordi de ved, at du er interesseret i deres produkt.

Cookies kræver accept

Første gang du besøger en hjemmeside, bliver du bedt om at acceptere cookies på din mobil, tablet eller computer. Hjemmesider må nemlig ikke lægge cookies, hvis du ikke har givet samtykke.

Langt de fleste hjemmesider ser det som en stiltiende accept, hvis du undlader at trykke "accepter cookies". Det er imidlertid ikke længere lovligt. Hjemmesider skal tilbyde dig et reelt valg i forhold til, hvilke typer cookies du ønsker, hjemmesiden skal sætte på din computer. Ellers er dit samtykke ikke gyldigt.

Sådan begrænser du cookies

Cookies kan du ikke slippe fuldstændigt for - hjemmesider kan nemlig ikke fungere uden nødvendige cookies.

Men cookies kan indsamle unødvendige informationer om dig, og virksomheder kan sælge oplysningerne videre.

Hvis du vil undgå unødvendig indsamling af dine oplysninger, kan du ændre på indstillingerne i din internet-browser eller kun give samtykke til, at hjemmesiden sætter nogle udvalgte cookies. Se hvordan herunder.

Giv det rigtige samtykke, når du besøger en hjemmeside

Hjemmesiden skal have dit samtykke, hvis siden vil bruge cookies, der ikke får hjemmesiden til at fungere.

Samtykket kan du oftest give i en pop-op boks, første gang du besøger hjemmesiden. Det skal være tydeligt for dig, hvad du giver samtykke til, og du skal nemt kunne fravælge cookies.

Vil du ændre dit samtykke, kan du slette cookies og derefter besøge en hjemmeside igen. Længere nede i artiklen kan du se, hvordan du sletter cookies.

Hvis du oplever, at en hjemmeside ikke giver dig mulighed for at sige nej til cookies eller vælge bestemte cookies fra, kan du klage til Erhvervsstyrelsen.

Undgå cookies midlertidigt med anonym surfing

Internetbrowsere har en funktion, der lader dig surfe anonymt midlertidigt. Vælger du det, gemmer browseren midlertidigt ikke cookies eller andre oplysninger om din surfing.

Funktionen kan du for eksempel bruge, hvis du vil se på en gave, som du ikke vil have reklamer for bagefter. Du kan også bruge den, hvis du vil se prisen på en vare og være sikker på, at den ikke er påvirket af din søgehistorik.

I browserens menu skal du finde funktionen:

  • "Privat browser" (Safari)
  • "Nyt privat vindue" (Opera og Firefox)
  • "InPrivate-browsing" (Internet Explorer: ligger under punktet "Sikkerhed")
  • "Nyt InPrivate vindue" (Microsoft Edge: ligger under punkter "Flere handlinger")
  • "Nyt inkognito-vindue" (Chrome)

Få styr på dine cookie-indstillinger

Internetbrowsere hjælper dig med at vælge, hvilke cookies du vil bruge. I indstillingerne kan du:

  • Slette alle cookies: Hvis du sletter de cookies, der er lagt på din computer, får du en frisk start. Når du besøger hjemmesider, vil du igen bedt om at give samtykke til cookies. Du vil også skulle logge ind igen og indtaste oplysninger, som hjemmesiden plejede at huske om dig.
  • Blokere cookies: Du kan indstille browseren til ikke at tillade cookies. Hvis du gør det, vil du opleve, at nogle hjemmesider ikke fungerer, fordi de skal bruge cookies for at virke.
  • Blokere tredjeparts-cookies: De fleste browsere lader dig også særskilt fravælge tredjeparts-cookies, som er dem, der giver målrettede reklamer. Fravælger du kun tredjeparts-cookies slipper du for målrettede reklamer, men de fleste hjemmesider virker stadig.
  • Lave forskellige regler for forskellige hjemmesider: Hvis der er nogle hjemmesider, du undtagelsesvis gerne vil have cookies fra eller omvendt, kan du også indstille det.

Indstillingerne findes forskellige steder i menuerne. Se, hvor du finder dine cookieindstillinger herunder.

Sådan finder du dine cookie-indstillinger

Apple Safari

  • Vælg "Indstillinger" i menuen.
  • Vælg den fane, der hedder "Anonymitet".

Firefox

  • Vælg "Indstillinger" i menuen.
  • Vælg fanen "Privatliv og sikkerhed".

Google Chrome

  • Vælg "Indstillinger" i menuen.
  • Vælg "Avancerede indstillinger".
  • Vælg "Sikkerhed og Privatliv"

Opera

  • Klik på det røde Opera-ikon øverst til venstre.
  • Vælg "Indstillinger".
  • Klik på "Avanceret" og vælg "Beskyttelse af personlige oplysninger og sikkerhed".

Internet Explorer

  • Vælg menuen "Funktioner" > "Internetindstillinger" eller klik på tandhjuls-ikonet øverst til højre og vælg "Internetindstillinger".
  • Vælg fanen "Beskyttelse af personlige oplysninger".

Microsoft Edge

  • Gå til punktet "Flere handlinger" (de 3 prikker) i menuen.
  • Vælg "Indstillinger".
  • Gå ned til "Avancerede indstillinger" og vælg "Vis avancerede indstillinger".

Nogle sider virker ikke med blokering

Blokerede cookies kan gøre, at nogle sider ikke fungerer. Hvis du gerne vil besøge siderne alligevel, men ikke vil have, at de følger dig, kan du bruge en ekstra browser.

Det vil for eksempel sige, at du normalt bruger Firefox, hvor du blokerer cookies. Når du så vil besøge en side, der ikke virker uden cookies, har du en anden browser, for eksempel Google Chrome, kun til det formål.