Brexit Sådan påvirker det dig, når du rejser og handler
Storbritannien forlod EU 1. januar 2021. Det har betydning for dine rettigheder, hvis du handler på nettet eller rejser til Storbritannien.
Storbritannien forlod EU 31. december 2020. Det betyder, at fra 1. januar 2021 er der nye regler, hvis du handler i eller rejser til England, Skotland, Wales og Nordirland.
Brexit-aftalen blev indgået mellem jul og nytår 2020. Vi er derfor stadig i gang med at få overblik over, hvad aftalen betyder for dig som forbruger. Artiklen vil løbende blive opdateret.
Læs med her og få styr på dine rettigheder efter Brexit.
Dét skal du holde øje med, når du handler online i UK efter Brexit
Køber du tøj, kosmetik, bøger, elektronik eller andre ting online fra Storbritannien? Så kan det blive en dyr fornøjelse.
Det kan nemlig hurtigt løbe op, når der oveni i en vares pris skal lægges diverse afgifter. Vær derfor opmærksom på følgende, når du handler online i Storbritannien:
Du skal betale moms og importgebyr
I dag er varer til under 80 kr. fritaget for moms, men per 1. juli 2021 fjernes den fritagelse, og så skal der betales moms af alle varer, uanset pris, der bliver købt i lande uden for EU – herunder Storbritannien.
Du skal også betale et importgebyr til fragtfirmaet, som typisk er på mellem 125 og 250 kroner.
Det betyder, at uanset hvad en vare koster i en webshop i UK, så skal der som minimum betales moms og importafgift oveni varens pris.
Britiske webshops er forpligtiget til at oplyse prisen på en varer inklusiv alle gebyrer – men vær opmærksom på, at et importgebyr kan komme oveni, selvom webshoppen ikke oplyser det.
Det er også værd at bemærke, at du ikke får pengene tilbage fra importgebyret, hvis du bruger din fortrydelsesret eller reklamationsret og sender en vare retur til en forhandler.
Handler du i Nordirland, skal du ikke betale moms og importgebyr, da Nordirland stadig er en del af EU’s indre marked. Handler du fra Kanaløerne (Guernsey og Jersey) gælder reglerne for onlineshopping uden for EU – det vil sige, at du skal betale både told, moms og importgebyr.
Du skal måske betale told
Køber du for mere end 1.150 kr. i en webshop i UK, skal du være opmærksom på, hvor dine varer er produceret. Det afgør nemlig hvorvidt, du skal betale told.
- Køber du for mindre end 1.150 kr. skal du ikke betale told.
- Køber du varer for mere end 1.150 kr. skal du ikke betale told, hvis alle dine varer er produceret i UK.
- Køber du varer for mere end 1.150 kr. som ikke er produceret i UK, skal du betale told. Hvad du skal betale i told afhænger af de enkelte varer, du køber.
Gebyr på brug af betalingskort i UK
Når du handler online i EU, betaler du ikke gebyr, når du bruger dit betalingskort. Det gælder i øvrigt også fysiske butikker.
Med Storbritanniens udtrædelse af EU kan du derfor komme ud for at skulle betale et gebyr for brug af dit betalingskort.
Online shopping: Tjek reklamationsretten og fortrydelsesretten
Handler du på en britisk side efter Brexit, har du ikke de samme muligheder for at fortryde dit køb eller klage over det.
Dine rettigheder ved handlen kommer an på, om online-butikken retter sig mod danskere eller ej. En webshop må vurderes som rettet mod danskere, hvis den for eksempel:
- leverer til Danmark,
- er på dansk og
- modtager betaling i danske kroner.
Retter virksomheden sig mod danskere, skal butikken forsat følge de danske regler. Det betyder, at du stadig har 2 års reklamationsret og 14 dages fortrydelsesret. Sender du varen til reparation, skal du dog betale moms af reparations-omkostningerne plus fragt. Returnerer du varen, får du ikke importgebyret til fragtfirmaet retur.
Britiske internetbutikker, der ikke retter sig mod danskere, følger britiske regler. Reklamationsretten i Skotland er 5 år, og i England, Nordirland og Wales er den 6 år. Fortryder du et køb, har du stadig 14 dages fortrydelsesret. Husk, at reklamerer du over en vare, skal du betale moms af reparations-omkostninger plus fragt. Returnerer du en vare, får du ikke importgebyret tilbage.
Bliver du uenig med sælger, kan du fortsat klage til britiske klagenævn, ligesom ForbrugerEuropa fortsat kan hjælpe dig med at få klagen det rigtige sted hen.
Online shopping: Er produkter fra Storbritannien lige så sikre som før?
Produkter fra Storbritannien skal i dag leve op til EU's krav om produktsikkerhed.
Køber du et produkt online i en butik, der er markedsført til danskere (som leverer til Danmark, er på dansk og modtager betaling i danske kroner) skal produktet fortsat leve op til de europæiske regler for produktsikkerhed.
Om øvrige produkter fremadrettet lever op til EU's krav og regler, er endnu usikkert.
Rejser: Husk at købe rejseforsikring
Flyver du til eller fra Storbritannien, og bliver flyet aflyst eller forsinket? Så har du indtil videre ret til kompensation ganske som i dag, uanset hvilket flyselskab du flyver med. EU’s passagerrettigheder er nemlig en del af britisk lov.
Det blå EU-sygesikringsbevis dækker ikke, hvis du bliver syg på en rejse til Storbritannien efter 1. januar 2021. Husk derfor at køb en rejseforsikring, så du er dækket ved sygdom og hjemtransport.
Din rejseforsikring for Europa dækker ikke nødvendigvis Storbritannien, når Storbritannien har forladt EU. Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du er i tvivl, om din rejseforsikring dækker i Storbritannien efter Brexit.
Mobilbrug i Storbritannien: Tjek prisen - det kan blive dyrere
Ringer, sms’er eller surfer du på nettet med din mobiltelefon i Storbritannien, kan regningen blive større efter Storbritannien forlader EU 1. januar 2021. Det skyldes, at EU-reglerne ikke længere sikrer, at du kan bruge din mobiltelefon i Storbritannien uden ekstra beregning.
Teleselskaberne kan derfor vælge at hæve priserne, hvis du bruger din mobiltelefon i Storbritannien, men det er stadig usikkert, om det kommer til at ske.
Kontakt dit teleselskab, hvis du er i tvivl, om vilkårene for at bruge dit mobilabonnement i Storbritannien er ændret efter Brexit.
Køb ikke denne type produkter på Temu
Helt generelt bør du være opmærksom og forholde dig kritisk, når du handler på Temu. Særligt fem produktgrupper anbefaler vi at undlade at købe fra Temu og lignende markedsplatforme, hvor du handler med virksomheder uden for EU.
Click and collect: Hvad betaler du egentlig for?
I nogle butikker er det gratis at vælge click and collect, mens det i andre butikker nærmer sig prisen for hjemmelevering. Men hvorfor ser billedet så forskelligt ud, og hvad får du egentlig for den service?
Undersøgelse: Undgå legetøjsslim købt uden for EU
Legetøjsslim købt i danske butikker klarer sig langt bedre end produkterne fra Wish, Shein, Temu og Amazon, viser en ny undersøgelse.