Forbrugerrådet Tænk

Få testresultater, anbefalinger og hjælp til køb

Bliv medlem

Social

Titel

Reklamationsret: 10 vigtige regler

Reklamationsretten gælder i 2 år, når du køber varer hos en forhandler. Læs her 10 vigtige regler om dine rettigheder og få svar på de oftest stillede spørgsmål ved reklamation.
Af Mie Velebilova Sloth Carlsen
5. Februar 2016

Reklamationsret: Her får du de 10 vigtige regler

Klik på nedenstående regler, for at få en forklaring.

1: Du har 2 års reklamationsret

Varer som går i stykker mindre end 2 år efter købet, kan du klage over til butikken. Det samme gælder, hvis du opdager, at varen mangler funktioner eller er udstyret anderledes, end du blev lovet eller kunne forvente, da du købte den.

Butikken er forpligtet til at afhjælpe fejl eller mangler, der ikke er selvforskyldte, men var til stede på købstidspunktet, uden at det koster dig ekstra eller er til besvær for dig.

Købet kan ophæves, og du kan få pengene tilbage, hvis der er tale om en væsentlig mangel, og hvis du kan levere varen tilbage i "væsentlig samme stand", som den var ved leveringen. "Væsentlig samme stand" betyder normalt ikke, at du skal kunne tilbagelevere den originale emballage. Du kan også ophæve købet, hvis forhandleren ikke kan bytte eller reparere varen, inden for såkaldt "rimelig tid" (se pkt. 5).

Shopper du på nettet og vil reklamere over en vare, skal sælgeren betale fragten for at sende varen retur. Ønsker du ikke selv at lægge ud, kan du forhøre dig hos forhandleren om muligheden for at få tilsendt en returkuvert eller returlabel.

2: Reklamationsretten dækker fejl, som var til stede på købstidspunktet

En vare kan godt have skjulte fejl eller mangler ved købet, som måske først viser sig senere.

En fejl vil typisk have været til stede på købstidspunktet, hvis den ikke skyldes, at du har brugt varen på en forkert måde. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis du har udsat varen for en større fysisk belastning, end du med rimelighed kunne forvente, at den kunne holde til.

3: Bevisbyrden afhænger af, hvor lang tid, der er gået siden købet

Ved fabrikationsfejl eller brug af for dårlige materialer giver det normalt sig selv, at fejlen var til stede ved købstidspunktet. Kan du ikke blive enig med forhandleren, er der regler for, hvem af jer, der skal bevise sin påstand.

Fejl ved en vare formodes de første 6 måneder efter købet at have været til stede på købstidspunktet. Mener forhandleren, at fejlen ikke er dækket af reklamationsretten, er det derfor forhandleren, der skal bevise det.

Samme regel gælder ikke de resterende 18 måneder, og det er derfor som udgangspunkt dig, der skal sandsynliggøre, at fejlen var til stede på købstidspunktet.

Hvem skal bevise hvad ved reklamation?

4: Du kan vælge mellem ombytning eller reparation

Virker din vare ikke, bestemmer du som udgangspunkt selv, om din vare skal repareres, om den skal byttes eller - hvis der er tale om en væsentlig fejl - om du skal have pengene retur.

Forhandleren kan i første omgang godt afslå dit ønske om at få pengene tilbage ved at tilbyde dig reparation eller ombytning. Forhandleren kan dog kun modsætte sig dit valg mellem reparation eller ombytning, hvis dit ønske er umuligt at opfylde, eller hvis forhandleren kan dokumentere, at det vil kræve uforholdsmæssigt store omkostninger.

Ombytning eller reparation: Se hvornår sælger kan bestemme

5: Fejlen skal løses inden for rimelig tid

Kontakt forhandleren hurtigst muligt, når du opdager et problem med en vare. Herefter er det forhandlerens pligt, at fejlen bliver løst inden for "rimelig tid".

Hvor længe "rimelig tid" er, afhænger af situationen, men som tommelfingerregel er det højest et par uger. Det kan dog både være kortere eller længere tid - det afhænger af, hvor stor en gene det er for dig at undvære produktet. Der kan derfor være forskel på, hvor længe det er rimeligt at vente på at få løst problemet med en smartphone og en havestol til sommerhuset.

Får forhandleren ikke løst problemet inden for rimelig tid, kan du kræve dine penge retur eller et passende afslag i prisen.

6: Forhandleren har ét forsøg til at løse problemet

Fejl på en vare har forhandleren som udgangspunkt ét forsøg til at løse. Lykkes det ikke inden for rimelig tid, kan du få pengene tilbage. Flere forsøg kan dog være rimelige i visse tilfælde, for eksempel i tilfælde af en såkaldt "periodisk fejl", som kan være svær at lokalisere.

Nye fejl, som opstår efterfølgende, kan forhandleren normalt også få ét forsøg til løse. Opstår der derefter flere nye fejl, kan forhandleren dog ikke blive ved med at få nye forsøg. Grænsen afhænger af situationen, herunder den tid, der har været brugt på at løse problemerne, og det besvær du som forbruger har haft.

Ombytning tæller også som et forsøg på at afhjælpe fejlen, og opstår samme problem flere gange ved en ny vare, vil det ikke give mening at bytte eller reparere igen. Handlen bør i stedet gå tilbage.

7: Du kan klage i op til 3 år, hvis samme problem kommer igen

Reparationer forældes normalt efter 3 år.  Det vil sige, at hvis problemet med en vare kommer igen, inden 3 år efter reparationen blev udført, og det skyldes, at reparationen ikke har været god nok, har forhandleren pligt til at løse det, uden at du skal betale for det.

Var varen knap 2 år gammel, da fejlen blev forsøgt ordnet, kan du med andre ord klage over det samme problem, indtil varen er knap 5 år. Dog er det dig, der skal sandsynliggøre, at der er tale om samme fejl.

8: Reklamationsretten gælder for alle varer og dele

Du kan normalt forvente, at en hvilken som helst vare som helhed kan holde i 2 år, med mindre andet er oplyst. Det gælder også eksempelvis:

  • demovarer,
  • tilbudsvarer,
  • varer som er speciallavet,
  • varer som er bestilt hjem,
  • dele som for eksempel batterier.

Reklamationsretten gælder også varer, som per definition har en kortere holdbarhed, for eksempel fødevarer.

Du kan dog ikke klage over, hvis din mælk bliver sur efter holdbarhedsdatoen. Det er nemlig ikke en fejl men helt forventeligt ved den type vare.

9: Garanti skal stille dig bedre end reklamation

Garanti og reklamation bliver ofte blandet sammen, men det er to forskellige ting.

En garanti skal stille dig som forbruger væsentligt bedre, end du er stillet efter købeloven, som giver dig 2 års reklamationsret.

10: Købeloven kan ikke tilsidesættes

Køber du en vare, har du altid som minimum krav på de rettigheder, købeloven giver dig. Forhandler og forbruger kan ikke aftale generelle vilkår for et køb, der stiller forbrugeren dårligere end købeloven, for eksempel at en vare er "købt som beset".

Forhandleren kan ikke praktisere sine egne regler, hvis de strider mod købeloven. Forhandlere kan for eksempel ikke lave deres egne regler om, at de altid må forsøge at reparere varen 3 gange, før de vil ombytte den.

Dine rettigheder ifølge købeloven har forhandleren pligt til at kende og rette sig efter. Forhandleren har pligt til at sørge for, at en reklamation forløber lovmæssigt korrekt, og forhandleren kan derfor eksempelvis ikke lade behandlingen af din sag afhænge af rammerne i en producentgaranti.