Skal køleskabet ligne det, som er vist på billedet? | Forbrugerrådet Tænk
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Medlemmerne spørger: Skal køleskabet ligne det, som er vist på billedet?

· 22. juni 2021

SPØRGSMÅL FRA ET MEDLEM | Jeg har købt et køleskab ud fra det materiale, som forhandleren har på deres hjemmeside. Det er et ret dyrt køleskab til cirka 10.000 kroner, som jeg valgte, da det er et mærke, vi har i forvejen og er glade for. Da vi åbner køleskabet, er det langt fra det, som vi forestillede os.

Det er mørkt, og lyset i køleskabet svarer slet ikke til, hvad billedet fra hjemmesiden viser. Vi ringer til butikken samme dag og får besked på, at de vil undersøge sagen og vende tilbage. Vi får at vide, at det er et problem, at vi har sat køleskabet op og taget det i brug.

Der går 14 dage, uden at jeg hører noget, og jeg vælger at gå ned i butikken og høre, hvad status er. Jeg får besked om, at importøren ikke vil vedkende sig problemet, og at butikken ikke vil tage det tilbage, fordi det er taget i brug.

Er det lovligt at have billeder af produkter, som er langt fra virkeligheden? Jeg er ked af det, og butikspersonalet er ked af det. Når man vælger et af de dyreste produkter ud fra de billeder, som findes, føler man sig godt dum. Så kunne jeg lige så godt have købt et billigt køleskab. Jeg har billeder fra forhandlers hjemmeside og et billede af køleskabet i virkeligheden. Butikken siger, at det er normalt, at man ‘pynter’ på produktbilleder. Det skal siges, at det gamle køleskab rent faktisk var så oplyst, som de viser på hjemmesiden.

– Trine Aagaard Ojen, Jægerspris

SVAR | I forbrugerkøb foreligger der en mangel ved en salgsgenstand, hvis genstanden ikke svarer til den betegnelse, hvorunder den er solgt, eller hvis sælgeren i øvrigt ved købets afslutning har givet urigtige eller vildledende oplysninger, medmindre disse ikke kan antages at have haft betydning for køberens bedømmelse af genstanden, jævnfør købelovens § 76.

Konsekvensen af, at der foreligger en mangel, er, at du som køber enten har krav på en reparation, en ombytning, et passende afslag i købesummen, eller – hvis der er tale om en væsentlig mangel – kan ophæve købet og få pengene tilbage.

Ud fra det, du har oplyst, vil jeg vurdere, at sælger har givet dig urigtige eller vildledende oplysninger i forbindelse med købet.

Den mængde lys, køleskabet bliver markedsført med, skal stemme overens med de faktiske forhold. Hvis ikke den gør det, vil der være tale om en mangel. I forhold til bestemmelsens sidste del kan jeg forstå, at lysforholdet var af væsentlig betydning for dig, og at dette netop var årsagen til, at du købte det pågældende køleskab.

Vil du læse mere nu?

Få adgang til alle test og artikler på tænk.dk for kun 65 kr. om måneden.

Spar 10 % og få adgang i et helt år for kun 695 kr.

Allerede medlem?