Sådan siger du nej tak til reklamer i din postkasse
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Sådan siger du nej tak til reklamer i din postkasse

Undgå at tilbudsaviser og reklamefoldere fylder din postkasse. Med Reklamer Nej Tak-ordningen og et klistermærke kan du slippe for at smide bunker af reklamer ud hver uge.

Lindi Elisabeth Winkel · 8. marts 2022
skilt på postkasse med nej tak til reklamer og tilbudsaviser

Går du direkte fra postkassen til skraldespanden med bunkevis af trykte reklamer?

Du kan undgå uønskede reklamer i din postkasse ved hjælp af fire forskellige ordninger:

  • Reklamer Nej Tak: Slip for reklamer uden dit navn på.
  • Reklamer og gratis aviser – Nej Tak: Slip for reklamer og ugeaviser uden dit navn på.
  • NejTak+: Bestem selv, hvilke reklamer du får.
  • Robinsonlisten: Slip for reklamer med dit navn på.

Slip for alle reklamer uden dit navn på

Tilmeld dig Nej Tak-ordningen for at slippe for reklamer, der ikke står din adresse på.

Du tilmelder dig ordningen digitalt hos FK Distribution med oplysninger om dit navn og adresse. Når du tilmelder dig ordningen, får du et klistermærke, du kan sætte på din postkasse.

Du modtager klistermærket et par uger efter, du har tilmeldt dig ordningen. 

Slip for alle reklamer og ugeaviser uden dit navn på

Tilmeld dig ordningen Reklamer og ugeaviser – Nej Tak, hvis du hverken ønsker reklamer eller lokal- og gratisaviser uden din adresse på.

Hjemmelavet Nej Tak-mærke duer ikke

Hjemmelavede Nej tak-skilte virker ikke. Afsenderen af reklamerne skal nemlig have besked, før de er forpligtet til at gå uden om din postkasse.

Det er FK Distribution, der giver reklamedistributørerne besked om din adresse, når du tilmelder dig Reklamer Nej Tak.

Tilmeld dig igen, når du flytter

Når du har tilmeldt dig Reklamer Nej tak-ordningen, gælder din tilmelding, indtil du flytter.

Før 2017 skulle du forny Reklamer Nej Tak-mærket hvert andet år. Det skal du ikke længere. Derfor gælder dit klistermærke stadig, selv om der står årstal på.

Reklamer Nej Tak-ordningen er knyttet til din adresse. Men flytter du til en ny adresse, skal du tilmelde dig ordningen igen - også selv om der allerede sidder et klistermærke på din nye postkasse.

Vil du selv vælge, hvilke reklamer du modtager?

Vil du gerne have nogle reklamer, men ikke alle? Så skal du vælge Nej Tak+. Her skal du registrere dig digitalt og vælge de reklamer, du gerne vil modtage. 

Med Nej Tak+ klistremærket på din postkasse, kan du altså modtage udvalgte reklamer.

Tjek betingelserne grundigt, hvis du tilmelder dig Nej tak+-ordningen. Du kan være nødt til at sige ja tak til markedsføring fra andre annoncører på mail, sms, brev og sociale medier.

Overvej derfor, om det er ulejligheden værd, og husk, at du altid kan trække dit samtykke tilbage.

Vil du på Robinsonlisten?

Vil du undgå reklamer med dit navn og adresse på? Så skal du tilmelde dig Robinsonlisten. Reklamer med navn og adresse er nemlig ikke dækket af Nej tak-ordningerne.

Reklamer med navn og adresse på kommer ofte fra fx ejendomsmæglere, aviser eller andre erhvervsdrivende, som har indhentet navne og adresser til deres markedsføring.

Tilmelder du dig Robinsonlisten, må telefonsælgere heller ikke ringe til dig. Der kan gå op mod tre måneder, før din tilmelding til Robinson-listen træder i kraft.

Information fra stat og kommune kommer altid frem

Meddelelser og information fra stat, regioner og kommuner er ikke underlagt markedsføringsloven. De vil lande i din postkasse uanset, hvilken ordning du er tilmeldt.

Valgmateriale fra politiske partier, foldere fra velgørende organisationer og kirkeblade vil du også kunne modtage.

Det samme gælder information af almen samfundsmæssig interesse. Det kan fx være fra vandværket, hvis det lukker for vandet i en periode.

Modtager du reklamer, selvom du er tilmeldt Nej Tak-ordningen?

Har du modtaget reklamer, selvom du er tilmeldt en Nej Tak-ordning? Så kan du klage til FK Distribution.

Klag til Forbrugerombudsmanden, hvis din klage til distributøren ikke hjælper.

Forbrugerrådet Tænk mener: Det er på høje tid, vi får indført en Reklamer Ja Tak-ordning

Reklamer Nej Tak-ordningen er ude af trit med en bæredygtig omstilling af vores samfund.

Der uddeles hvert år mellem 57.000-100.000 tons papirreklamer, og hverken forbrugere eller afsendere kan have interesse i så voldsomt et ressourcespild.

Vi mener, at loven skal ændres, så udgangspunktet er, at du ikke modtager reklamer, medmindre du aktivt har bedt om det.

Derfor arbejder vi sammen med blandt andre Danmarks Naturfredningsforening, DI, Plastic Change og Rådet for Grøn Omstilling for at ændre Reklamer Nej Tak-ordningen til en Reklamer Ja Tak-ordning.

Anette Høyrup er chefjurist i Forbrugerrådet Tænk

Forbrugerrådet Tænks kamp mod uønskede reklamer

2009:
Forbrugerrådet Tænk får gennemført, at Reklamer Nej Tak skal respekteres.

2017:
Tidsbegrænsningen på Nej tak-ordningen bliver fjernet, så du ikke skal forny ordningen hvert 2. år.

I dag:
Forbrugerrådet Tænk fortsætter kampen for, at Nej tak-ordningen bliver en Ja tak-ordning, så du aktivt skal vælge at få reklamer, hvis du ønsker det.