Forsikring af sommerhuset? Tænk over dette først
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Tænk over dette, inden du forsikrer dit sommerhus

Forsikringen til sommerhuset adskiller sig på en række vigtige områder fra en almindelig husforsikring. Se her, hvad du bør overveje, når du vælger en fritidshusforsikring.

Lars Nøhr Andresen og Emil Rosager Schaarup · Foto: Getty Images · 30. maj 2022
Tisvildeleje - sommerhuse

Hvis du har et nyere og sundt sommerhus, er der måske ikke grund til at være meget fokuseret på at være forsikret mod råd. Men har du nyt hegn, annekser i haven og store træer, er det nok godt at være helt sikker på, at din forsikring dækker anlæg i haven. 

Her er en række punkter, som det kan være en god ide at tænke på i forbindelse med forsikringen af fritidshuset

Lejer du sommerhuset ud?

Når du lejer dit sommerhus ud, er det en god ide at være sikker på, at du er dækket mod skader forårsaget af lejeren. Har du ikke en lejerskade-dækning, vil forsikringen sandsynligvis ikke dække skader begået af lejer. Dette gælder både hærværk, tyveri og andre skader, der skyldes lejere. 

Hvilke møbler har du i sommerhuset?

Der er ofte visse begrænsninger i forhold til, hvordan forsikringsselskabet dækker de møbler og andet indbo, du har i sommerhuset. Har du fx designermøbler eller dyr elektronik, er det en god ide at tjekke, hvordan dit forsikringsselskab forholder sig til de ejendele, og hvordan de er dækket af din fritidshusforsikring. 

Skal du have lavet ombygninger eller renovere?

Skal du til at ombygge eller lave reparationer på dit sommerhus, er det vigtigt at være opmærksom på, hvilke dækninger du har. Eksempelvis vil det i mange tilfælde kræve, at du tilkøber en ekstra dækning for at få dækket tyveri og hærværk på byggematerialer. Der kan ligeledes være forskelle i, hvor meget du får dækket af forsikringen. Hvis du har dyrt byggemateriale, er det ekstra vigtigt at læse betingelserne omhyggeligt. 

Er der risiko for svamp, insekter eller råd?

Alle huse kan angribes af svamp, insekter eller råd. Særligt i træhuse kan denne slags skader være meget dyre at udbedre, og derfor bør du kraftigt overveje at tage disse tilvalgsdækninger med i din fritidshusforsikring, hvis dit sommerhus er et træhus. 

I vores seneste test af fritidshusforsikringer er disse dækninger medtaget, men det er ikke alle selskaber, hvor du kan forsikre dig mod råd i udendørs træværk. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at du vedligeholder udendørs træværk for at kunne for at have dækning i tilfælde af rådskader, da forsikringsselskabet ellers vil kunne pege på, at der har været manglende vedligeholdelse, og derfor ikke dække en skade. 

Bør du tænke på skjulte rør/kabler og stikledninger?

I sommerhusområder kan der være langt ud til kloakken eller hovedledningen, og det kan være dyrt at reparere rør og stikledninger. Og fordi man ikke opholder sig i sommerhuset konstant, kan skader på skjulte rør og stikledninger også nå at udvikle sig, inden de bliver opdaget. 

Derfor er dækning af skjulte rør/kabler og stikledninger en af de dækninger, du bør være opmærksom på og eventuelt tilvælge, hvis det ikke er en del af standarddækningen hos dit forsikringsselskab.

Ligger dit sommerhus i risikozoner?

På  dingeo.dk kan du slå en række geodata op for dit sommerhus – fx kan du se risikoen for oversvømmelser. Her skal du være opmærksom på, at det ikke er dit forsikringsselskab, der dækker skader, men derimod statens stormflodsordning. Du kan også se, om der er andre risici, som kan få betydning for prisen for din forsikring, og om der er særlige dækninger, du bør være meget opmærksom på. 

Husk vedligeholdelse

Hvis der sker skader på dit sommerhus, som skyldes, at sommerhuset er dårligt vedligeholdt, risikerer du, at forsikringsselskabet ikke vil dække skaden.