Vil du skifte bank? Disse oplysninger skal du bruge
Du kan spare mange penge ved at skifte bank. Vil du have et tilbud på et bankskifte fra en bank, skal du have disse informationer klar.
Er du utilfreds med din bank? Så kan du skifte bank.
Banken skal vurdere din økonomi, før den kan tilbyde dig at blive kunde. Derfor skal du have en lang række informationer og dokumenter klar, hvis du vil skifte bank.
Bankskifte: Find disse oplysninger frem
Find dit NemID/MitID, din årsopgørelse og dit budget frem og find information om dette:
- Opsparing
- Aktier
- Private pensioner
- SU-lån
- Kassekredit
- Forbrugslån
- Kviklån
- Løn (gerne de sidste 3 lønsedler)
- Rådighedsbeløb
- Værdi af bolig
- Værdi af bil
- Værdi af båd
- Værdi af sommerhus
- Værdi af forældrekøb
Få hjælp til at finde den rigtige information til dit bankskifte i denne artikel.
Opsparing: Hvor mange penge har du?
Hvor mange penge har du stående i banken? Og hvad får du i rente på din opsparing? Tjek din netbank og find oplysningerne.
Investering, aktier og obligationer: Handler du med aktier og obligationer via din bank, bliver dine værdipapirer opbevaret i et depot hos din bank. Tjek dagskursen af dit depot hos den bank, du handler aktier og obligationer gennem. Det kan du gøre via din netbank.
Bruger du en investeringsforening via din bank, så kan du tjekke dagskursen enten via din investerings-app eller via din netbank. Her kan du også se, hvordan dine investeringer er fordelt på helholdsvis aktier, obligationer eller andre typer af investeringer.
Print dine værdipapirer eller din dagskurs ud via din netbank, hvis du skal dokumentere for dine investeringer.
Pension: Har du en privat pension, skal du oplyse, hvor mange penge du har stående på den. Du kan finde ud af, hvor mange forskellige pensionsopsparinger du har, og hvor mange penge der er på dine pensionsopsparinger med pensionsinfo.dk.
SU-lån: Hvor meget skylder du?
Har du et SU-lån, skal du oplyse, hvor stor restgælden er.
Restgælden på dit SU-lån kan have betydning for, hvor store lån du kan optage hos din bank. Det kan begrænse dine muligheder, hvis du vil lave boligkøb.
Kassekredit eller forbrugslån: Hvor meget skylder du?
Har du en kassekredit – og bruger du den? Og hvor meget betaler du i rente på den?
Har du et forbrugslån? Hvor meget har du lånt hvorhenne, og hvor meget betaler du i rente?
Lånene skal du også oplyse om, hvis du vil skifte bank. Har du gæld hos flere kreditorer, og har du svært ved at betale dem, kan det begrænse dine muligheder for at skifte bank.
Har du lån hos din bank og en god kreditvurdering, vil bankerne gerne have dig som kunde, da du er en god forretning.
Tjek din bank eller dit finansieringsselskab for at finde den information, du har brug for.
Lønsedler: Hvor meget tjener du – og din partner?
Skifter du bank, skal du oplyse din månedlige indkomst. Banken vil bede om dine 3 seneste lønsedler.
Har du en samlever eller ægtefælle, skal du også kende indkomsten for ham eller hende.
Egne lønoplysninger kan du finde i din e-boks. Din partners lønoplysninger må du spørge din partner om.
Rådighedsbeløb: Hvor mange penge har du til forbrug?
Dit rådighedsbeløb skal du også kende for at kunne skifte bank. Dit rådighedsbeløb viser banken, om din økonomi er sund.
Ejendomsoplysninger: Hvor meget er din bolig værd?
Bor du i ejerbolig eller andelsbolig, skal du oplyse din ejendomsværdi. Ejendomsværdien dokumenterer du for på to forskellige måder, afhængigt af om du ejer en ejerbolig eller en andelsbolig.
Ejerbolig
Ved ejerbolig er ejendomsværdien enten den højeste værdi af offentlig vurdering, nylig købspris eller nylig ejendomsmæglervurdering (ikke gratis vurdering).
Du dokumenterer din ejerboligs værdi med din årsopgørelse, din ejendomsvurdering eller en ejendomsmæglervurdering og din tingbogsattest, som din bank typisk selv vil supplere med.
Lån i din bolig skal du også oplyse om. Du kan finde information om banklån, andelsboliglån og realkreditlån via din netbank eller hos dit realkreditinstitut.
Andelsbolig
Ved andelsbolig er ejendomsværdien andelsværdien plus godkendte forbedringer.
Du dokumenterer din andelsboligs værdi med det seneste generalforsamlingsreferat, årsrapporten og vedtægter fra din andelsforening samt dit andelsbevis, hvis det findes. Har du købsdokumentet, kan det være en fordel også at vise det.
Lån i din bolig skal du også oplyse om. Du kan finde information om banklån, andelsboliglån og realkreditlån via din netbank eller hos dit realkreditinstitut.
Bil: Hvad er den værd?
Har du bil, skal du have bilens registreringsnummer, købsdokument og eventuelt registreringsattest klar.
Bilens værdi skal du anslå. Bilens alder og antal kørte kilometer har indflydelse på værdien. Du kan eventuelt finde en tilsvarende bil på bilbasen.dk og tage udgangspunkt i salgsprisen på den.
Har du lån i bilen, skal du oplyse eventuel restgæld i billånet. Få en låneoversigt fra finansieringsselskabet eller bilforhandleren.
Formue: Hvad ejer du?
Har du båd, sommerhus eller for eksempel et forældrekøb, skal du oplyse, hvad det er værd. Du skal kunne dokumentere ejerskab og værdi med købsdokumenter og oplyse, om du har restgæld.

Sådan er du sikret, hvis din bank går konkurs
Din bank kan gå konkurs, men hvad betyder det for dig som kunde? Hvad sker der med din opsparing - og hvad med din gæld? Få svaret her.

Sådan skifter du bank
Skifter du bank, kan du spare mange penge. Men hvordan gør du, hvad koster det, og hvordan finder du den bedste bank? Få hjælp her.

Find den bedste bank til dit behov
Gebyrer, bankrådgivning og etik varierer fra bank til bank. Få hjælp til at vælge den bedste og billigste bank til dine behov.