Hygiejnebind og trusseindlæg kan indeholde parfume
De fleste hygiejnebind er uden uønsket kemi. Men nogle kan indeholde allergifremkaldende parfume. Det viser tidligere test af bind og tamponer fra Always, Tampax mm. Bliv klogere her.
Parfume kan være allergifremkaldende. Og fordi underlivet er et sart område, anbefaler Forbrugerrådet Tænk Kemi derfor at undgå parfume i bind, trusseindlæg og tamponer.
Parfume ikke udbredt i tamponer og bind. Men du kan støde på det i udgaver, der er parallelimporteret fra andre lande, hvor parfume kan være mere udbredt i disse typer af produkter.
Du risikerer derfor i højere grad at få parfume med hjem, hvis du køber disse produkter til din menstruation online eller i butikker, der selv importerer fra andre lande.
Trusseindlæg på det danske marked kan godt indeholde parfume. Her er det en god ide at tjekke for parfume.
Sådan spotter du parfume
- Dufter pakken parfumeret? Hvis ja, så kan vi ikke anbefale produktet.
- Støder du på udsagn som ”Scent”, ”Fresh” og ”Neutralises odours” kan det dække over parfume i produktet.
Du kan være sikker på at undgå parfume ved at vælge svanemærkede og allergimærkede menstruationsprodukter. Her er også stillet en række andre krav til miljø og sundhed.
Test: Små mængder af uønsket kemi
Test fra Forbrugerrådet Tænk Kemi af hygiejnebind og tamponer i 2016 viste, at disse produkter kan indeholde uønsket kemi som fx sprøjtemidlet glyphosat, rester af klor eller tungmetal.
Men det var i så små mængder i testen, at det ikke vurderes som problematisk.
2016: Kemitest af hygiejnebind
-
Forbrugerrådet Tænk Kemi har i 2016 testet 13 hygiejnebind for uønsket kemi. Bindene er indkøbt i danske butikker i sommeren 2016. Det er efterfølgende sendt til kemiske test på analyselaboratorier.
Bindene blevundersøgt for:
- Parfume
- Glyphosat/AMPA
- Frigivelse af tungmetaller fra farvet materiale
- Klorrester
- Formaldehyd
- Nonylphenol/nonylphenolethoxylater
Der er tidligere lavet test af andre bind, der har vist, at bind generelt er fri for ftalater, PAH og azofarvestoffer. Derfor har vi ikke undersøgt for disse.
-
Parfume
Testen viste parfume i et bind fra Always. Bindet var parallelimporteret. Duften af bindene var markant parfumeret.
P&G oplyste i forbindelse med testen, at de ikke længere markedsførte bind med parfume på det danske marked, men førte både med og uden parfume i udlandet.
Deklarationen af parfume i Always bind var mangelfuld, og det var svært at gennemskue ud fra pakken, at de var parfumerede. Den parfumerede version var på bagsiden mærket med "Odour neutralising technology, that contains a light scent".
Parfumerede bind er ikke omfattet af samme krav som for eksempel kosmetik, hvor produktet skal være mærket med ingrediensliste, så du kan se, hvad der er i.
Glyphosat/Ampa
Glyphosat er et sprøjtemiddel. AMPA er nedbrydningsproduktet af Glyphosat. Glyphosat er under mistanke for at være kræftfremkaldende.
Vi fandt glyphosat/Ampa i 4 bind, de to dog kun i små mængder, omkring detektionsgrænsen. Nogle indeholdt glyphosat/Ampa i mængder, der var noget over detektionsgrænsen, som derfor udløste middel bedømmelse. Mængderne var dog så lave, at det blev vurderet at være uproblematisk, omend det stadig var uønsket.
Bemærk at bind og tamponer – også økologiske – kan indeholde spor af sprøjtemidler, selvom der ikke er brugt sprøjtemidler i produktionen. Det kan for eksempel skyldes forurening fra sprøjtning af omkringliggende marker eller forurening af materialerne undervejs. Når du vælger økologiske udgaver, er du med til at undgå, at der bliver spredt sprøjtemidler på markerne, men du kan ikke være garanteret, at de ikke indeholder små spor af sprøjtemidler.
Klorrester
Vi fandt små mængder klorrester i 3 bind. Klorblegning er en proces, der kan danne miljøproblematiske stoffer.
Tungmetaller
Bindene, der var dekoreret med farvemønster, blev testet for frigivelse af tungmetaller i det farvede område. Her viste testen et enkelt fund af frigivelse af tungmetallet antimon. Testværdien var over grænserne i Edanas vejledning (branchevejledning), men under grænserne for tekstiler i Oekotex.
2016: Kemitest af tamponer
-
Sådan har vi testet
Vi har i 2016 testet 11 tamponer for uønsket kemi. Tamponerne er indkøbt i danske butikker og webshops. De blev efterfølgende sendt til kemiske test på analyselaboratorier.
Tamponerne blev undersøgt for:
-
Parfume
-
Glyphosat/AMPA
-
Fibertab fra tamponen
-
Klorrester
-
Formaldehyd
-
Nonylphenol/nonylphenolethoxylater
-
-
Parfume
Der var en tampon i testen, Tampax Compak Active Fresh, der indeholdt parfume. Det er ikke en tampon, der generelt markedsføres på det danske marked. Men den var tilgængelig købes parallelimporteret på danske webshops. De parfumerede tamponer fandt vi blandt andet i Holland og Storbritannien.
Deklarationen af parfume i produkterne ver mangelfuld, og det var svært at gennemskue ud fra pakken, at de var parfumerede. Tampax fresh var mærket med ”lightly scented”. Duften af tamponerne var markant parfumeret.
Glyphosat/Ampa
Glyphosat er et sprøjtemiddel. AMPA er nedbrydningsproduktet af Glyphosat. Glyphosat er under mistanke for at være kræftfremkaldende.
Vi fandt glyphosat i to tamponer, den ene dog kun i små mængder, omkring detektionsgrænsen. En tampon indeholdt glyphosat i mængder der var noget over detektionsgrænsen, som derfor udløste middel bedømmelse. Mængderne var dog så lave, at det vurderes at være uproblematisk, omend det stadig er uønsket. Indtaget via fødevarer vil være langt højere.
Bemærk at tamponer – også økologiske – kan indeholde spor af sprøjtemidler, selvom der ikke er brugt sprøjtemidler i produktionen. Det kan for eksempel skyldes forurening fra sprøjtning af omkringliggende marker eller forurening af materialerne undervejs. Når du vælger økologiske tamponer, er du med til at undgå at der bliver spredt sprøjtemidler på markerne. Men du kan ikke være garanteret, at de ikke indeholder små spor af sprøjtemidler.
Fibertab fra tamponer
Vi testede i hvor høj grad tamponerne mister materiale - det vil sige taber løse fibre.
Testen viste, at alle tamponer tabte fibre. Men der er forskel på, i hvor høj grad. Da fibertabet ikke er problematisk kemi, har vi ikke lagt vægt på det i den samlede bedømmelse.
Producenterne oplyste, at hvis tamponen mister materiale, vil det være forsvundet efter 3 dage.
Øvrig kemi
Der blev ikke fundet klorrester, formaldehyd og nonylphenoler i tamponerne.
Forbrugerrådet Tænk Kemi mener: Unødvendig udsættelse for kemiske stoffer
"Parfume i slimhindeområdet er en unødvendig udsættelse for kemiske stoffer i hverdagen og bør undgås i bind og tamponer. Som forbruger kan du desværre støde på hygiejnebind og trusseindlæg med parfume, selvom det ikke er tydeligt angivet på emballagen. Det er et problem, som du bør klage over, hvis du oplever ufrivilligt at få parfume med hjem i pakken."
Stine Müller, projektleder, Forbrugerrådet Tænk Kemi
Færre danskere udvikler allergi for det problematiske stof MI
EU har gennem årene indført strengere krav til det stærkt allergifremkaldende stof i kosmetik og pleje, og det har medført et markant fald i tilfælde af MI-allergi.
Parfume: Sådan minimerer du din risiko for parfumeallergi
Parfumestoffer kan være allergifremkaldende. Har du først fået parfumeallergi, varer den hele livet. Få hjælp til at mindske risikoen.
Her kan du anmelde uønskede effekter fra produkter
Udslæt, vejrtrækningsproblemer og andet kan du risikere at opleve, når du bruger almindelige hverdagsprodukter. Se, hvordan du indberetter uønskede effekter.