Silikoneforme: Disse afgiver uønskede stoffer til maden
Gå til hovedindhold

Få adgang til alt indhold på tænk.dk, medlemsmagasinet og meget mere.

Bliv medlem

Silikoneforme kan afgive uønskede stoffer til maden

Bageforme af silikone kan afgive problematiske stoffer til maden. Det viser vores test af 18 forskellige silikoneforme til ovnen.

Lars Andresen og Katja Ravn · Foto: Benjamin Creative · 15. november 2022
muffinbageforme

Silikone er praktisk og oplagt i isterningebakker, dejskrabere og bageforme til muffins, kager og madlavning. Silikone er nemlig et materiale, der kan tåle varme, det er fleksibelt og vand- og fedtafvisende.

Men silikone kan indeholde forskellige problematiske stoffer, der kan vandre til maden, som er i kontakt med silikonen.

Vi har testet 18 silikonebageforme for, om de afgiver kemikalier, når du bager cupcakes eller lignende i ovnen.

Disse stoffer i silikone er mistænkt hormonforstyrrende

Silikone kan afgive kemikalier, særligt hvis stoffet ikke er hærdet tilstrækkeligt i produktionen og bruges ved høje temperaturer.

Silikone indeholder ofte også rester af en gruppe stoffer, der hedder cykliske siloxaner. Disse siloxaner har en række negative effekter.

Nogle cykliske siloxaner er på EU’s liste over særligt problematiske stoffer, nogle er mistænkt for at være hormonforstyrrende og en af de cykliske siloxaner er også klassificeret som mistænkt for at skade vores evne til at få børn.

I testen har vi fokuseret på tre slags afgivelser af kemikalier fra silikoneformene. Vi har målt:

  • En samlet afgivelse af flygtige forbindelser fra bageformene.
  • Om denne afgivelse stiger over tid.
  • Om der afgives særligt problematiske stoffer - bl.a. cykliske siloxaner.

9 silikoneforme afgiver større mængder kemi

I vores test får 9 ud af 18 silikoneforme C-kolben, fordi de afgiver større mængder kemikalier og/eller har højere afgivelse af de problematiske siloxaner.

Det er problematiske stoffer, som vi helst skal udsættes mindst muligt for, og derfor mener vi ikke, at de hverken bør være i eller afgives fra produkter, som er i direkte kontakt med vores mad. Stine Müller Testansvarlig i Forbrugerrådet Tænk Kemi

Ud af de 9 bageforme er 5 af dem købt uden for EU på websiderne Aliexpress, Amazon og Wish. Derfor anbefaler vi ikke at købe bageforme og andet køkkenudstyr uden for EU.

Stigende afgivelser af stoffer

Silikoneformene er blevet testet tre gange for at se, om afgivelsen af stoffer falder eller stiger over tid.

Hvis afgivelsen stiger, tyder det på, at materialet ikke er stabilt. Derfor vil der være en risiko for, at bageformen med tiden vil afgive flere og flere kemikalier til maden.

For de fleste bageforme i testen falder afgivelsen over tid, men for nogle ser vi, at afgivelsen af kemikalier stiger fra den første til den tredje test.

Den enkelte silikoneform er ikke et problem i sig selv

Afgivelsen af stofferne fra det enkelte produkt er ikke i sig selv sundhedsskadelig.

Problemet er vores samlede udsættelse for de uønskede kemikalier over længere tid, der kan påvirke vores sundhed. Dette kaldes for cocktaileffekten.

6 tips til silikonebageforme

  • Køb silikonebageforme fra danske forhandlere i stedet for fra onlinemarkedspladser eller forhandlere, som du ikke ved, hvor hører hjemme.
  • Gå efter produkter, hvor angivelsen af temperatur er tydelig på produktet. Så har du altid den information ved hånden, når du bruger produktet. Står det kun på en medfølgende seddel, er informationen hurtig væk og glemt.
  • Tjek, at silikoneformen er beregnet til de temperaturer, som du skal brug den til, og overhold grænserne for temperatur.
  • Afbag kageforme et par timer i ovnen ved 200 grader uden indhold eller med indhold, der smides ud bagefter, inden det tages i brug.
  • Undgå at sætte bageformene meget tæt på ovnens sider eller top.
  • Skil dig af med bageformene, når de begynder at blive tydeligt slidte.

Ingen specifikke regler for silikone

For alle materialer beregnet til kontakt med fødevarer gælder der overordnet en regel om, at de ikke må afgive stoffer i mængder, der er til skade for menneskers sundhed.

Men der er er ikke nogen lovgivning i EU eller i Danmark, der sørger for at begrænse afgivelsen af specifikke stoffer fra silikone, der bruges til mad.

”Det ville være nemmere for alle, hvis der var specifikke regler for alle materialetyper. EU-kommissionen er netop gået i gang med at ændre reglerne, og forventningen er, at reglerne for kemiske stoffer i fødevarekontaktmaterialer i fremtiden bliver mere ensartede på tværs af de forskellige materialetyper,” siger Mette Holm, chefkonsulent i Fødevarestyrelsen.

I Forbrugerrådet Tænk mener vi, at der også skal tages højde for cocktaileffekten, når sikkerheden af stoffer, som kommer i kontakt med fødevarer, vurderes.

"Det er ikke nok alene at se på, om den konkrete afgivelse af et stof, du får ved at spise en muffin, der er bagt i en silikoneform, er skadelig for dig, for mængden af stoffer fra den konkrete udsættelse er sandsynligvis lille og dermed i sig selv sikker. Men hvis du dag ud og dag ind udsættes for stoffer fra mange forskellige kilder, så stiger mængden, og det begynder at blive problematisk, siger testansvarlig Stine Müller og fortsætter:

Vi arbejder for, at der bliver lavet mere specifikke krav til alle typer af materialer beregnet til kontakt med mad – inklusiv silikone. Vi kan fra vores test og undersøgelser se, at det er muligt at lave køkkenudstyr som silikoneforme, uden at forbrugerne udsættes for de her problematiske stoffer gennem deres mad. Så derfor bør de mest problematiske stoffer bare forbydes i køkkenudstyr og mademballage. Stine Müller Testansvarlig, Forbrugerrådet Tænk Kemi

Fakta om fødevarekontaktmaterialer

Det er ikke kun silikonebageforme og andre silikoneprodukter til mad, der ikke er omfattet af specifikke EU-regler. Det gælder også for keramik eller fødevarekontaktmaterialer af pap og papir, som vi også har testet og fundet problematisk kemi i.

For pap- og papiremballage er der dog et nationalt forbud mod fluorstoffer, bedre kendt som PFAS. Men det gælder ikke i andre EU-lande og omfatter heller ikke andre stoffer.